Historien om Trine
Jeg har ofte undret mig over, at når politikerne taler om narkomaner, alkoholikere o.lign. – så omtaler de aldrig deres børn, uanset det er dem der betaler den store pris. Det er min opfattelse, at det grundlæggende er voksnes egen skyld, hvis de bliver misbrugere. De kan selv vælge at komme ud af det – men det kan børnene ikke. For dem er livet ofte en lang, ensom og håbløs kamp, som de som hovedregel desværre taber.
For eksempel mit møde med Trine. En lille, underernæret, forpjusket pige på 14 år, som havde fortalt sin sagsbehandler at hun ville tage livet af sig selv – ganske enkelt fordi der ikke var nogen tro, håb eller kærlighed i hendes unge liv.
Familiebehandleren kontaktede mig straks for at få pigen i gang med at dyrke sport. Da vi kom hjem til pigen, insisterede hun på, at vi skulle gå hurtigt ind på hendes værelse. Hun var som alle børn loyal over for sin mor og derfor flov på hendes vegne over, at hun lå døddrukken på sofaen og slet ikke opdagede, at der var gæster på besøg.
På hendes værelse var der intet andet end én ramponeret seng med beskidt sengetøj, ét faldefærdigt skab og et lille spejl – det var standarden anno 2010 i et ungpige-værelse i velfærds Danmark.
Faren, som faktisk betød noget for hende, sad i fængsel på Sjælland, moren drak sig bevidstløs hver dag. Hun ejede hverken cykel, mobil eller computer, og lejlighedens eneste tv stod i morens værelse. Hendes beklædning denne sommerdag var et par afklippede slidte joggingbukser, som nu fungerede som shorts.
Kort sagt: INTET perspektiv i hendes unge liv – men helt forståeligt en opgivende selvmordstruet skæbne, som dog gerne ville høre, om hun måtte gå til selvforsvar eller kampsport. Valget af denne sportsgren var pludselig meget oplagt, da hun fortalte, at hun hver eneste dag i skolen blev mobbet og ofte modtog bank på vej hjem fra endnu en dårlig dag. Enhver anden ulykkelig pige ville løbe grædende hjem til sin lyttende mor eller far og være sikker på at modtage trøst.
Men sådanne børn ved, at det er håbløst at få hjælp i hjemmet, hvorfor de resignerer og ‘bare’ venter på at møde nye ydmygelser og nederlag. Det er ikke så mærkeligt, at de ofte vælger livet fra. I Trines tilfælde fik vi vendt situationen med køb af nyt tøj, sportsaktiviteter, og til sidst skaffede vi hende et job, så hun i dag er mere selvhjulpen og mindre opgivende. Men der er desværre mange tilsvarende skæbner derude.
Heldigvis er der skabt mere fokus på problemet, så ambitionen nu er udvidet til, at BROEN skal være landsdækkende. Foreløbig er vi repræsenteret i 16 byer, så der er fortsat behov for mere tid og flere penge.
Det sætter problemet i perspektiv og giver stof til eftertanke, når medierne i øjeblikket (skrevet i al respekt) fokuserer voldsomt på de 3-4.000 mennesker, som formodes druknet i Pakistan – når man samtidig glemmer, at der hvert år drukner 18.000 mennesker i Bangladesh pga. monsunregn, eller at der lever 70.000 selvmordstruede børn i misbrugsfamilier i Danmark.
317606
