Idéen til BROEN

Hans Søgaard, stifter af BROEN, fortæller her om, hvordan BROEN opstod:

“Idéen til BROEN var ikke planlagt, men opstod mere eller mindre tilfældigt, da jeg i 2002 fik et praj om to drenge på henholdsvis 10 og 12 år, som gerne ville spille fodbold. Men fordi begge forældre var misbrugere, var der intet overskud af hverken tid eller penge fra hjemmets side.

Jeg formåede at rejse de nødvendige midler via mit netværk i Horsens, så drengene fik sportsudstyr og blev indmeldt i Freja. Faktisk var der penge i overskud, hvorfor jeg tog kontakt til de lokaler skoler og tilbød min hjælp, hvis de havde børn med samme problemer med forældres misbrug.

Det satte en dominoeffekt i gang, og inden længe kunne det konstateres, at der var cirka 5-600 børn i Horsens, som kom fra misbrugsfamilier. Der måtte derfor skaffes flere penge hurtigt. Så SSP (samarbejde med skole, socialforvaltning og politi) gav en startkapital på kr. 10.000, og en folder blev trykt. Men det viste sig, at problemet og deraf følgende behov var MEGET stort, og i dag er det en evig kamp at fremskaffe tilstrækkeligt med midler. Uanset at både kommune og Socialministeriet støtter os økonomisk med cirka 1/3 af vores pengebehov, er vi fortsat meget afhængig af lokale fonde og donationer fra f.eks. firmaer, foreninger, klubber eller privatpersoner.

I øjeblikket støtter vi cirka 600 børn i Horsens, og alle frivillige voksne arbejder ulønnet, så over 90% af vores udgifter anvendes direkte til børnene. Og indsatsen gør en forskel – idet en aktivering indenfor sport betyder, at børnene får en platform med tre mærkbare udbytter:

1. De får i al sin enkelthed noget at se frem til 1-2 gange om ugen

2. De bliver en del af et fællesskab og et uundværligt socialt samvær med jævnaldrende

3. De kommer ud til stævner i weekenderne og slipper derfor væk hjemmefra, hvor de oftest har påtaget sig en voksen-rolle med stort ansvar

Vi kommer ud for mange sørgelige skæbner med børn ned til 10-11 år, som selv skal sørge for at komme op om morgenen, skaffe sig noget at spise, komme i skole osv. Og det siger sig selv, at deres påklædning og hygiejne er langt under det normale, hvilket samtidig gør dem til nemme ofre for mobning. Vi kender piger, som i deres armod, fattigdom og mangel på ALTING, sælger sig selv for en mobiltelefon eller et par varme vinterstøvler.

Historien om Trine

Jeg har ofte undret mig over, at når politikerne taler om narkomaner, alkoholikere o.lign. – så omtaler de aldrig deres børn, uanset det er dem der betaler den store pris. Det er min opfattelse, at det grundlæggende er voksnes egen skyld, hvis de bliver misbrugere. De kan selv vælge at komme ud af det – men det kan børnene ikke. For dem er livet ofte en lang, ensom og håbløs kamp, som de som hovedregel desværre taber.

For eksempel mit møde med Trine. En lille, underernæret, forpjusket pige på 14 år, som havde fortalt sin sagsbehandler at hun ville tage livet af sig selv – ganske enkelt fordi der ikke var nogen tro, håb eller kærlighed i hendes unge liv.

Familiebehandleren kontaktede mig straks for at få pigen i gang med at dyrke sport. Da vi kom hjem til pigen, insisterede hun på, at vi skulle gå hurtigt ind på hendes værelse. Hun var som alle børn loyal over for sin mor og derfor flov på hendes vegne over, at hun lå døddrukken på sofaen og slet ikke opdagede, at der var gæster på besøg.

På hendes værelse var der intet andet end én ramponeret seng med beskidt sengetøj, ét faldefærdigt skab og et lille spejl – det var standarden anno 2010 i et ungpige-værelse i velfærds Danmark.

Faren, som faktisk betød noget for hende, sad i fængsel på Sjælland, moren drak sig bevidstløs hver dag. Hun ejede hverken cykel, mobil eller computer, og lejlighedens eneste tv stod i morens værelse. Hendes beklædning denne sommerdag var et par afklippede slidte joggingbukser, som nu fungerede som shorts.

Kort sagt: INTET perspektiv i hendes unge liv – men helt forståeligt en opgivende selvmordstruet skæbne, som dog gerne ville høre, om hun måtte gå til selvforsvar eller kampsport. Valget af denne sportsgren var pludselig meget oplagt, da hun fortalte, at hun hver eneste dag i skolen blev mobbet og ofte modtog bank på vej hjem fra endnu en dårlig dag. Enhver anden ulykkelig pige ville løbe grædende hjem til sin lyttende mor eller far og være sikker på at modtage trøst.

Men sådanne børn ved, at det er håbløst at få hjælp i hjemmet, hvorfor de resignerer og ‘bare’ venter på at møde nye ydmygelser og nederlag. Det er ikke så mærkeligt, at de ofte vælger livet fra. I Trines tilfælde fik vi vendt situationen med køb af nyt tøj, sportsaktiviteter, og til sidst skaffede vi hende et job, så hun i dag er mere selvhjulpen og mindre opgivende. Men der er desværre mange tilsvarende skæbner derude.

Heldigvis er der skabt mere fokus på problemet, så ambitionen nu er udvidet til, at BROEN skal være landsdækkende. Foreløbig er vi repræsenteret i 16 byer, så der er fortsat behov for mere tid og flere penge.

Det sætter problemet i perspektiv og giver stof til eftertanke, når medierne i øjeblikket (skrevet i al respekt) fokuserer voldsomt på de 3-4.000 mennesker, som formodes druknet i Pakistan – når man samtidig glemmer, at der hvert år drukner 18.000 mennesker i Bangladesh pga. monsunregn, eller at der lever 70.000 selvmordstruede børn i misbrugsfamilier i Danmark.

Video fra TrygFonden, hvor Hans Søgaard fortæller om idéen med BROEN:

Hans Søgaard har givet sit hjertebarn videre til nye kræfter

BROEN blev grundlagt som Støtteforeningen Broen i Horsens i 2002 af Hans Søgaard. Foreningens formål var fra starten at hjælpe børn i misbrugsfamilier, men blev siden udvidet til børn fra socialt udsatte familier generelt.

Hans var foreningens formand frem til 2018, hvor han gav posten videre til nye kræfter. Han stiftede også landsforeningen BROEN Danmark i 2009 og var her formand frem til 2015. Hans er i dag æresmedlem i både BROEN Horsens og BROEN Danmark.

Foredrag om BROEN

Er du interesseret i at høre mere om, hvordan BROEN startede, kan du kontakte BROEN Horsens for at høre mere: info@broen-horsens.dk