BROEN Danmark

“For en hel del år siden, da jeg var på kontanthjælp, havde jeg ikke ‘salt til et æg’, og at betale kontingent og udstyr til min søns fritids interesse, fodbold, havde jeg slet ikke råd til. Det var ikke sjovt, og jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Heldigvis for mig og særligt for min søn, startede BROEN Herlev op det år. Jakob var så heldig, at han blev deres første barn, som de hjalp, og det gjorde for Jakob og vores familie en verden til forskel. Jakob er i dag næsten 20 år, og som han selv udtaler: ‘Havde det ikke været for Lars, som hjalp mig dengang og gav mig muligheden for at vælge sportens vej og vennerne der, havde jeg nok valgt den kriminelle vej og de venner, som fulgte med den vej.’ I dag er Jakob næsten færdig med sit andet grundforløb på TEC. Og har fået en læreplads som elektriker.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

“Min dreng, som er autist og snart 12 år, deltog i to camps med e-sport, i alt fire dage á cirka 6-7 timer med træning, konkurrence og udendørs aktiviteter. Det er aldrig nogensinde sket før, at han har været ude af huset fire dage i træk i så mange timer. Tusind, tusind tak. Det var så stort!”

(Hilsen til BROEN Køge)

“Synes det har været dejligt at kunne få noget ‘rigtigt’ tøj til fodbold. Det har været godt at kunne få lov til at prøve nogle forskellige aktiviteter, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg allerhelst ville gå til.”

(Om støtte fra BROEN)

“Det er fedt at gå til sport og være sammen med sine venner.”

(Om at gå til sport med støtte fra BROEN)

“Vi begyndte at hjælpe en pige på seks år, som aldrig har gået til noget ud over skolen. Når hun kommer hjem, er det til forældre, som drikker. Der er ingen mad på bordet, for det er blevet glemt. Pengene er meget små, og forældrene prioriterer ikke en idrætsaktivitet til deres barn. Hun beskrives som en pige uden venner, selvtillid og selvværd. Fra pigens lærer modtager vi en ansøgning. Jeg tager imod, kontakter familien og fortæller, at vi i BROEN vil hjælpe pigen til gymnastik i en forening tæt på hjemmet. Vi kontakter Sport 24 om en ny gymnastikdragt. Den første gymnastikdragt nogensinde, og hun er virkelig glad. Jeg kontakter derefter foreningen, og der bliver taget godt imod pigen. Tilbagemeldingerne på pigens trivsel er opløftende. Gymnastikken bliver et frirum, hvor hun kan være barn, være en del af noget, og hun blomstrer op. Det viser, hvordan en fritidsaktivitet kan gøre en stor forskel for et udsat barns hverdag.”

“Jens er det sidste år begyndt at isolere sig på sit værelse, hvor han spiller computer det meste af dagen. Skolen og den nære familie oplever ham, som mere indesluttet, trist og tavs. Selv har Jens svært ved at beskrive, hvorfor han har fået det så svært. Men han har et ønske om at bryde den ‘negative cirkel’ af isolation og inaktivitet. Han taler med sin mor om at gå til fitness med sine venner. Mor vil gerne bakke ham op, men har som invalidepensionist ikke midlerne. Mor ansøger sammen med sin familieterapeut om midler ved BROEN Randers, og får dagen efter bevilget støtte. Jens begynder til fitness med sin kammerat. Kort tid efter sælger han sin computer og begynder også at spille fodbold med kammeraterne i weekenden. Der er stadig mange ting, som Jens og familien skal arbejde på, men Jens har fået et mere aktivt og socialt liv, og mor er lettet over, at han har det bedre og kan samtidigt få mere tid til sig selv, når Jens er ude af huset.”

(Hilsen til BROEN Randers)

“Træningen er det bedste. For så bliver man bedre til at spille. Jeg har også fået mange venner. Der er flere på holdet, som går i min klasse, og jeg har også lært nogen fra de andre skoler at kende.”

(Om støtte til fodbold fra BROEN Rudersdal)

“Vi har som forældre været vidne til en lille meget forsigtig og usikker dreng, der udviklede sig til en rigtig fornuftig og viljestærk ung mand, hvilket har været fantastisk. Vi er sikre på, at det ikke havde gået ham så godt, hvis han ikke havde haft sit frirum, fodbolden, hvor han fik bygget sit selvværd og selvtillid op.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

”Det har betydet, at børnene er blevet fastholdt i foreningslivet og i klubben, da de ellers ville være blevet meldt ud. Ikke nødvendigvis med den begrundelse, at de ikke havde råd til det, fordi det kan være lidt af et tabu, men med en anden undskyldning.”