Forælder til dreng på 17 år: ”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har 4 børn i huset, som går til fodbold.”
Mor til William 12 år: “Vi har ikke haft økonomi til det ekstra. Hørte så om jer og søgte om hjælp til, at William kunne komme på fodboldskole. Det var en kæmpe succes for ham, og han voksede så meget på selvtilliden/selvværd-området.” (William har ADHD, mor på 38 år har en senhjerneskade)
Forælder pige 9 år: “Det har løftet min datter så meget, hun tror på sig selv i dag, og hun føler, hun dur til noget.”
SSP-konsulent: “BROEN gør en kæmpe forskel med at skaffe midler til kontingent, udstyr osv. for de børn og unge, der er i SSP’s målgruppe. Denne gruppe er stærkt underrepræsenteret i de lokale idrætsforeninger og andre fritidstilbud, der findes i kommunen.”
Familiebehandler i kommune: “Det er lige præcis her, hvor vi har mange børn, der ikke kommer til at gå til fritidsaktiviteter, fordi det er der simpelthen ikke råd til på en kontanthjælp.”
Forælder til pige på 11 år: “Louise har fået støtte til gymnastik i 1 år og lige fået støtte til fodbold. Hun er glad for at kunne deltage i de samme aktiviteter som sine venner pga støtten.”
Dreng 11 år: “Min sygdom er ikke nem at håndtere, men det kan karate. Så mega meget glad for hjælpen.”
Mor til pige: “Sofie har spillet nu 5 år med jeres støtte, og hun bliver ved. Hun kunne ikke spille, hvis I ikke støttede op om det, da jeg ikke har økonomi til det pga sygdom og studie. Så jeg takker så meget.”
Mor til Noah på 11 år og Sia på 7 år: “Lykken for mine børn er en barndom med tryghed, smil og vigtigst af alt, at føle sig som de andre. BROEN har skabt smil og glæde i vores lille hjem, da de ligesom deres kammerater kan deltage i den sportsgren, de holder så meget af. I et år har de gået til svømning nu, og de smiler hver eneste gang.”
Dreng 6 år: “Jeg blev faktisk ked af det, da jeg fik at vide af mine forældre, at de ville melde mig ud af klubben på grund af dårlig økonomi, og at de ikke længere kan betale til et nyt medlemskab til næste år.”