2412Run Horsens

2412Run Horsens foregår juleaftensdag den 24. december mellem kl. 9-12. Gå eller løb om Bygholm Sø med venner og familie og støt samtidig udsatte børn til en aktiv fritid i lokale idræts- og fritidsforeninger.

VIL DU VÆRE SPONSOR FOR 2412RUN HORSENS? Se nedenfor

Hvad støtter 2412Run?

2412Run Horsens støtter BROEN Horsens og arrangeres i samarbejde med løbeklubben Atletica. Initiativtager til 2412Run er Anders Steffensen, som arrangerede det første løb i 2007.

Hvorfor?

  • Hygge med familie og venner
  • Motion og frisk luft
  • Støtte til BROEN Horsens og udsatte børns aktive fritid

Hvordan?

  • Du deltager ved at gå/løbe på distancen på 7,5 km rundt om Bygholm Sø
  • Du vælger selv, om du vil tage en eller flere omgange. Du kan enten bruge vejen (asfalteret) eller stien (grus) rundt om søen
  • Det hele forgår mellem kl. 9 og 12, og det er muligt at starte, som man har lyst til i det tidsrum
  • Når du er færdig, skal du bare skrive navn og antal omgange på de deltagersedler, som ligger fremme og aflevere dem i kassen
  • Du skal aflevere din tilmelding med antal omgange senest kl. 12 – kun hele omgange tæller med af hensyn til sponsorer
  • Jo flere deltagere, jo bedre, så tag dine venner eller familie med!
  • Og tag gerne nissehuen på og kom i julestemning med hinanden!

Hvor?

Bygholm Sø med start ved p-pladsen på Åbjergskovvej i Åbjergskoven i Horsens.

NB For deltagernes sikkerhed bliver Åbjergskovvej lukket for gennemkørsel i bil den 24/12 kl. 9-12.

Parkering Åbjergskovvej afspærres under 2412Run Horsens. Derfor anbefaler vi at parkere ved Dyrskuepladsen eller på p-pladsen ved legeområdet i Bygholm Park (ca. 500m fra startstedet).

Hvordan kan jeg støtte?

  • Du støtter ved at møde op og deltage, der er ikke noget deltagergebyr
  • Du kan også støtte endnu mere ved at lægge et beløb i indsamlingsboksen sammen med din deltagerseddel eller blive støttemedlem af BROEN Danmark for kr. 100 for et års medlemskab
  • Sponsorer kan støtte ved at give et beløb pr. omgang, der tilbagelægges ved 2412Run Horsens, eller som et fast beløb uanset antal deltagere og omgange. Kontakt BROEN Horsens, hvis du ønsker at være sponsor for 2412Run – info@broen-horsens.dk

Skal jeg være tilmeldt på forhånd?

Nej, du møder bare op den 24.december mellem 9 og 12. Tag nissehuen på og sæt farve på dagen!

Vi glæder os til at se jer den 24. december til en hyggelig dag for en god sag.

Find mere på Facebook-siden for 2412Run Horsens

Find mere om Atletica

Bedste julehilsner

Atletica og BROEN Horsens

Sponsor for 2412Run Horsens?

Du eller dit firma kan blive sponsor for løbet og den lokale indsats for udsatte børn og unges fritid gennem BROEN Horsens.

Der er to måder at sponsorere:

  • Et valgfrit beløb pr. omgang, der tilbagelægges af deltagerne ved 2412Run (i 2017 blev det til 1.604 omgange)
  • Et fast beløb uanset antal deltagere og omgange

Sponsoratet går direkte til BROEN Horsens.

Find Sponsorflyer

Kontakt BROEN Horsens, hvis du ønsker at være sponsor for 2412Run – info@broen-horsens.dk

Sponsorkonto

Sponsorater indbetales på reg. nr.: 1685 Konto nr.: 3225815231 i Middelfart Sparekasse (angiv sponsornavn og mærke “2412Run Horsens”).

Vi siger en stor tak for opbakningen til alle sponsorer!

Den gode historie

Lisbeth Zornig Andersen

Lisbeth Zornig Andersen, økonom, forfatter, tidligere protektor for BROEN Danmark

“Når vi ved, hvor vigtigt det er at gå til noget, så er det organisationer som BROEN, der er afgørende for, at vi får sået dét frø, som gør, at børnene får en anden livsbane. Derfor kan det være helt afgørende for et barns skæbne, at det stifter bekendtskab med BROEN.” (Støttearrangement for BROEN Struer, Struer 2014)

 

SSP-konsulent i kommune

“BROEN gør en kæmpe forskel med at skaffe midler til kontingent, udstyr osv. for de børn og unge, der er i SSP’s målgruppe. Denne gruppe er stærkt underrepræsenteret i de lokale idrætsforeninger og andre fritidstilbud, der findes i kommunen. Men netop med BROENs hjælp får disse børn og unge mulighed for at dyrke en fritidsinteresse sammen med deres skolekammerater og måske også få nye positive venskaber igennem fritidsinteressen. Tilbagemeldingerne er alle positive, og der er flere eksempler på, hvordan netop støtten fra BROEN har fået børn i gang med en fritidsinteresse.” (udtalelse til BROEN Vordingborg)

Forælder til dreng på 17 år

”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har fire børn i huset, som går til fodbold.”

Nahom 9 år

“Træningen er det bedste. For så bliver man bedre til at spille. Jeg har også fået mange venner. Der er flere på holdet, som går i min klasse, og jeg har også lært nogen fra de andre skoler at kende.” (om støtte til fodbold fra BROEN Rudersdal)

Pige 12 år

“Teatersport og drama går jeg meget op i, fordi jeg elsker at optræde, synge, leve sig ind i det osv. Jeg synes, at jeg er en meget kreativ pige. Jeg har gået til det i 2 1/2 år og interesserer mig stadig for det. Jeg vil være mini-skuespiller, hvis jeg får muligheden en dag. Har allerede lavet en film og en reklame for Legoland. Tusind tak for det 🙂 Min mor har nemlig ikke råd til det :D”

Forældre til dreng på 12 år

“Vi er meget glade for, at BROEN kunne hjælpe, da han ellers ikke kunne fortsætte med aktiviteten :)”

Avin 8 år

“I min fritid er jeg hjemme sammen med min mor. Jeg keder mig tit. Det er ikke så nemt at finde på noget at lave hele tiden.”

Pige 9 år

“Jeg er rigtig glad for at gå til gymnastik, og jeg har lært mange at kende og fået nogen nye, gode venner.”

Pige 8 år

”Jeg synes, det er sjovt at gå til fodbold. Jeg har fået nogle nye venner ovre i fodboldklubben. Jeg leger nogle gange med dem. Jeg har haft en af mine venner fra fodboldklubben over hos mig på besøg, og det var sjovt. Vi legede sammen. Så jeg har det sjovt, når jeg er til fodbold.”