Om BROEN

BROEN Vejen er oprettet i 2014. Vi er en frivillig ulønnet støtteforening og er en del af BROEN Danmark.

Vi hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger.

I 2023 støttede vi 267 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Venlig hilsen

BROEN Vejen

Den gode historie

Poul Nyrup Rasmussen

Poul Nyrup Rasmussen, protektor for Det Sociale Netværk og tidligere statsminister i Danmark

“Alle børn og unge har brug for venskaber og brug for at være i positive fællesskaber. De skal møde engagerede voksne ildsjæle, som er gode rollemodeller for dem. De får et frirum. De bliver værdsat. Og de får nogle redskaber, som gør dem aktive – også når de skal vælge uddannelse og finde sig en plads i samfundslivet.” (Overrækkelsen af Børnesagsprisen til BROEN, København 2015)

Karen Ellemann

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V): “Jeg er grundlæggende optaget af at samle viden om initiativer, der rent faktisk hjælper udsatte. Det her er et klassisk eksempel på mødet mellem frivillige og mennesker, der måske er på vej ud over kanten. BROEN viser, at det har en positiv afsmittende effekt på unges dannelse og uddannelse, når de har et sundt og meningsfuldt fritidsliv.” (ved besøg hos BROEN i Køge den 23. maj 2016)

Pige 13 år

“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”

Mor til pige på 9 år

“Kære BROEN Haderslev! Jeg vil gerne takke for den hjælp, I har været for min datter og jeg. Det har gjort vores liv til et bedre sted, at I har hjulpet med den økonomiske byrde til kontingentet til ridning. Jeg gik psykisk ned, da jeg uventet mistede min mor. Jeg måtte have hjælp til min datter, hun kom i pleje i et år. Mit hjerte har blødt over, at jeg skulle melde hende ud, så hun igen blev offer for min sygdomshistorie. Hun fortjener at være barn og lege og ride for glædens skyld – ikke for at glemme, men for at udvikle sig. Tak fordi I har givet os magien i hverdagen og hjulpet med, at vi igen kan leve et godt og trygt liv.”

Frivillig om Jens på 15 år

“Jens er det sidste år begyndt at isolere sig på sit værelse, hvor han spiller computer det meste af dagen. Skolen og den nære familie oplever ham, som mere indesluttet, trist og tavs. Selv har Jens svært ved at beskrive, hvorfor han har fået det så svært. Men han har et ønske om at bryde den ‘negative cirkel’ af isolation og inaktivitet. Han taler med sin mor om at gå til fitness med sine venner. Mor vil gerne bakke ham op, men har som invalidepensionist ikke midlerne. Mor ansøger sammen med sin familieterapeut om midler ved BROEN Randers, og får dagen efter bevilget støtte. Jens begynder til fitness med sin kammerat. Kort tid efter sælger han sin computer og begynder også at spille fodbold med kammeraterne i weekenden. Der er stadig mange ting, som Jens og familien skal arbejde på, men Jens har fået et mere aktivt og socialt liv, og mor er lettet over, at han har det bedre og kan samtidigt få mere tid til sig selv, når Jens er ude af huset.”

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for, at I hjælper os med at kunne gå til kampsport i fritiden. Et af mine børn har haft mange udfordringer i hans korte liv. Det at se, hvor meget hans udfordringer er mindsket ved hans sport, er jeg så glad for.” (hilsen til BROEN Herlev)

Projektleder i kommune

“Men ikke alle familier har økonomiske eller mentale kræfter til at sende børnene af sted til den slags. I de tilfælde kan vi heldigvis hjælpe. Og det gør virkelig en forskel. Både for børnene og nogle gange for hele familien.” (Aktiv Fritid i Vejle)

Forælder til dreng på 17 år

”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har fire børn i huset, som går til fodbold.”

Dreng på musikskole

“Han er en succeshistorie. Han har udviklet sig musikalsk intet mindre end fremragende, som kun kan praktiseres via BROENs tilskud – ubetinget. Samtidig har han fået et kammeratskab, som han med sikkerhed ikke har andre steder i tilværelsen. Det har givet ham en værdifuld base/et holdepunkt i livet. Stor respekt for BROENs betydning.” (Hilsen til BROEN Vejen)