Sagt om BROEN Vejle

På denne side har vi samlet nogle af de udtalelser, som vi har modtaget om BROEN Vejle fra samarbejdspartnere og støtter.

Vibeke Hejnfelt, Socialdemokratiet i Give:

“Jeg mødte Susanne Clausen og BROEN Vejle ved Grundlovsmøde ved Skyttehuset i Vejle.

Jeg havde ikke hørt om BROEN Vejle før. Susanne er selv fra Give og vi faldt hurtigt i snak, hvor hun fortalte historien om BROEN. En rigtig god ide, at hjælpe andre, som ikke selv har mulighederne.

Der er mange årsager til, at familier ikke har råd til, at deres børn får mulighed for Fællesskabet. I Danmark er børn en del af fællesskabet, når de deltager i fritidsaktiviteter, det kan være fodbold, håndbold, ridning, spejder eller noget helt andet. Men for børn er det vigtigt, at være sammen med andre børn om en fælles hobby.

Her kan BROEN Vejle hjælpe, for de familier, som ikke selv har råd. Der findes mange andre hjælpeorganisationer, men BROEN Vejle hjælper kun familier med børn, hvor børnene ønsker at være en del af Fællesskabet og bruge fritiden aktivt. Den støtte der tilfalder BROEN Vejle, i Give-Thyregod bruges udelukkende på børn i det område og jeg var glad, da SuperBrugsen i Give gjorde det muligt, at støtte foreningen.

Jeg har talt med forældre, som har søgt og fået hjælp til børnenes fritidsaktiviteter og hørt hvor glade børnene blev. Det er også en stor lettelse for forældrene, at vide, at deres børn er en del af fællesskabet. Jeg kan kun anbefale de forældre, som ikke selv har råd til børns fritidsaktiviteter, at søge hjælp hos BROEN.”

Den gode historie

Oscar

“Jeg synes det er super, der er noget, der hedder BROEN Vejle, som kan hjælpe mig og andre med at gå til noget, når ens mor ikke har råd til det. Jeg vil gerne sige mange tak for det og for skoene. Jeg har fået nye venner og er kommet i god form – jeg er blevet ret god til håndbold. Tak!!! BROEN Vejle !!! :-)”

Frivillig i BROEN Odense

“Jeg havde nogle drenge på 10 år med i en sportsforretning, hvor vi skulle købe et par fodboldstøvler og noget træningstøj – drengene var lidt generte og meget ydmyge og sagde pænt tak for hjælpen. Samme aften ringede en af drengene til mig og spurgte, om han måtte sove i sit nye træningstøj, fordi han var så glad for det.”

Mor til pige

“Simone kan godt lide at gå til gymnastik, fordi det er hyggeligt og sjovt, de lærer forskelligt, at slå kolbøtter, danser, motorisk godt (stor udvikling), og så kan de være sammen med andre børn. Simone glæder sig hver gang til hun skal afsted til gymnastik. Vi siger mange gange tusinde tak for jeres støtte.”

Maria Skov Kristensen

Maria Skov Kristensen, tidligere BROEN-barn: “Jeg kan huske, at jeg blev rigtig glad. Det var starten på et danseeventyr. Det var starten på det sociale danseliv. Det var rigtig mange venner, man kom til at få. Det har været hele mit liv, at jeg kunne få lov til at danse.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Emma 14 år

“Hej Susanne. Det har været helt vildt dejligt, at BROEN Vejle har været klar fra starten af opholdet på julemærkehjemmet til at hjælpe os. Jeg har kunnet træne i Loop Fitness, når vi nu var hjemme så mange dage til påske. Det betyder rigtig meget, at nu, hvor jeg er kommet hjem, var der styr på fitness, jeg kan gå til, min plan er at træne 3 gange i ugen. Jeg har gerne villet cykle i skole for at få den motion med også, og det var helt vildt dejligt, at I så hurtigt sørgede for cykler til os. Jeg er rigtig glad for den hjælp, I har givet mig og håber, mange flere får samme hjælp. Fra jeg tog af sted 17. april og til nu, har jeg tabt 11 kg. Hilsen Emma” (om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Mor til to piger

“Mine to piger, Maria og Laura, er meget glade for at gå til spejder. Det er ikke blot en sund fritidsinteresse ude i det fri. Spejderne giver dem en masse oplevelser, som både styrker deres selvtillid og sociale kompetencer. De mødes en gang om ugen med deres respektive grene, og udover det deltager de i en del arrangementer, ture og overnatninger hele året rundt. Højdepunktet i spejderlivet er sommerlejr, og det har begge piger efterhånden prøvet nogle gange. De er ‘vokset’ meget hver gang, de har været afsted. Jeg er meget glad for, at de har fundet den interesse, og jeg er stolt over at se dem tage udfordringer og udvikle sig igennem spejderlivet. Samtidig er jeg så glad og taknemmelig for, at sådan en organisation som BROEN er med til at gøre, at det overhovedet kan lade sig gøre at sende pigerne afsted. Uden den økonomiske hjælp ville det være svært at støtte op omkring deltagelse i alle de fantastiske tiltag, spejderforeningen udarbejder og tilbyder.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Judith 14 år

“Det er vigtigt for mig at dyrke sport, fordi jeg kan godt lide at få brændt en masse krudt af. Selv om jeg har en dårlig dag, kan jeg godt lide at møde op og være med, eller se på og måske bakke de andre op fra sidelinjen. Jeg har altid villet dyrke sport, især fodbold. Men jeg har aldrig fået mulighed for det. Jeg har fået mange venskaber gennem fodbold. Vi piger er blevet tættere på hinanden, og vi er blevet mere end bare gode venner.”

Mor til dreng

“Jeg vil fortælle, at min søn er meget glad for at starte til håndbold. Han føler virkelig, han er en del af et fællesskab. Han stråler. Det er så dejligt. Det er mere, end jeg kunne forvente med hans udfordringer rent socialt. Jeg takker mange gange.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Familiebehandler i kommune

“Amanda havde massivt skolefravær, og der var bekymring for Amanda, da hun tilbragte meget tid rundt omkring i Randers by med andre unge, der også manglede noget at lave. Der blev igangsat et behandlingstilbud af Randers Kommune til Amanda, hvor en stor del var at prøve at give hende mulighed for at få sunde interesser og samvær med andre unge. Amanda havde et ønske om at starte til fitnesstræning med sine veninder, men det kunne ikke lade sig gøre, da familien ikke havde råd til det. Her kom BROEN Randers til hjælp, da den bevilgede Amanda et fitnessabonnement. Amanda træner nu to gange ugentligt og kan være sammen med venner i fitnesscenteret. Amanda fik lavet en vigtig U-vending i sit liv og kommer nu også stabilt i skole. U-vendingen skyldtes hårdt arbejde fra både Amanda og hendes forældre, men den hjælp, hun fik af BROEN Randers til at udleve sine interesser, var uden tvivl af af kæmpe betydning!” (om støtte til pige på 16 år)