Forældre til dreng på 12 år
“Vi er meget glade for, at BROEN kunne hjælpe, da han ellers ikke kunne fortsætte med aktiviteten :)”
Vi er en gruppe af frivillige, som har stiftet BROEN Lolland, der også er en selvstændig lokalforening under BROEN Danmark, som siden 2009 på frivillig basis har ydet støtte til, at børn og unge fra særligt udfordrede familier kan deltage i fritidsaktiviteter på lige fod med andre børn fra lokalområdet. Vi ønsker, at børnene skal føle sig socialt på højde med andre børn.
BROEN Lolland er stiftet den 25. februar 2014, hvor der blev nedsat en bestyrelse, som sammen med øvrige frivillige arbejder for at få børn og unge på 0-17 år i gang med fritidsaktiviteter. For nogle af børnene kan der blive tale om at komme væk fra en vej mod stoffer og kriminalitet.
BROEN Lollands opgave er at yde økonomisk støtte til kontingent, tøj og evt. udstyr, samt evt. transport i forbindelse med fritidsaktiviteter. Vi skaber kontakt til aktivitetsudbydere samt vejleder familien.
Opgaven løser vi i samarbejde med foreninger, fritidstilbud samt Lolland Kommunes sektorer, som har kontakterne til de familier og børn, hvor en økonomisk og/eller praktisk støtte kan medvirke til, at børn får mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter.
Målet er at få børnene hurtigt i gang uden for mange formaliteter.
I 2023 støttede vi 516 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et sundt fællesskab med andre børn og unge.
Find den BROEN-lokalforening, som er i din kommune.