Den gode historie

Frivillig i BROEN Horsens

“En pige på 11 år ringer til en af BROENs frivillige en lørdag formiddag og spørger grædende, om hun kan låne penge til en busbillet til Vejle, hvor hun skal deltage i et sportsstævne. Den frivillige vælger at hente pigen og køre hende til Vejle. Da han spørger, om ikke hun kan låne pengene af sin mor, som hun bor alene med, svarer hun med tårer i øjnene: ‘Det ved jeg ikke. Hun gik på Klods Hans (værtshus) i torsdags, og jeg har ikke set hende siden.’ ”

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Rose 16 år

“At spille kamp og vinde og stå i rundkreds og råbe sammen. Det er nogle af mine bedste minder fra håndbold, som for mig var adgang til en masse nye, fede fællesskaber. Og der var også voksne, som var gode at snakke med – især én hjalp mig rigtig meget.”  (om støtte fra BROEN, Egmontrapporten 2021)

Charlotte Baere

Charlotte Baere, projektkoordinator/sundhedskonsulent, Køge Kommune

“I min hverdag oplever jeg den livsglæde, det giver børn og deres familier at få hjælp fra BROEN. Mange børn får ikke opfyldt deres drøm om at kunne dyrke en fritidsinteresse, fordi deres forældre ikke har plads i budgettet til et foreningsmedlemskab. Her bygger BROEN virkelig bro. Jeg har set de fantastiske ansigtsudtryk, det giver, når ”lillePeter” møder ”frivilligPeter” fra BROEN i den lokale sportsforretning. Inklusion i en aktivitet drevet af frivillige ildsjæle, som ”vil” børnene, rykker virkelig noget hos den enkelte.” (Interview, samarbejdsmøde, Køge 2014)

 

Forældre til dreng 18 år

“Vi har som forældre været vidne til en lille meget forsigtig og usikker dreng, der udviklede sig til en rigtig fornuftig og viljestærk ung mand, hvilket har været fantastisk. Vi er sikre på, at det ikke havde gået ham så godt, hvis han ikke havde haft sit frirum, fodbolden, hvor han fik bygget sit selvværd og selvtillid op.” (hilsen til BROEN Vejle)

Avin 8 år

“I min fritid er jeg hjemme sammen med min mor. Jeg keder mig tit. Det er ikke så nemt at finde på noget at lave hele tiden.”

Mor til to piger til gymnastik

“Den mindste snakker om det flere gange om dagen og tumler løs, når først vi er afsted, og den store er også helt vild med det. Det giver virkelig børnene glæde og en masse at snakke om og se frem til!” (hilsen til BROEN Lolland)

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for at have modtaget støtte fra BROEN. Nu kan begge mine børn gå til en fritidsaktivitet, hvor de kan danne nye netværk og opleve andre ting, end det jeg kan tilbyde dem og have det super sjovt! Det er simpelthen så vigtigt, det I gør, så tusind tak for jer! Kærlig hilsen en mor og hendes to vandhunde.” (hilsen til BROEN Randers)

Poul Nyrup Rasmussen

Poul Nyrup Rasmussen, protektor for Det Sociale Netværk og tidligere statsminister i Danmark

“Alle børn og unge har brug for venskaber og brug for at være i positive fællesskaber. De skal møde engagerede voksne ildsjæle, som er gode rollemodeller for dem. De får et frirum. De bliver værdsat. Og de får nogle redskaber, som gør dem aktive – også når de skal vælge uddannelse og finde sig en plads i samfundslivet.” (Overrækkelsen af Børnesagsprisen til BROEN, København 2015)