Privatlivspolitik

Vi lægger i BROEN stor vægt på, at alle kan have tillid til vores indsats, samt til at vi passer godt på de personoplysninger, som kommer i vores varetægt. Derfor har vi udformet en privatlivspolitik om, hvordan vi gør i forhold til den gældende lovgivning.
Privatlivspolitikken handler om, hvordan vi i BROEN håndterer de personoplysninger, som vi har brug for at kende for at kunne udføre den indsats, som vi står for med at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid.
Vi registrerer personoplysninger om følgende grupper:
  • Børn/unge, som modtager støtte fra BROEN
  • Frivillige i BROEN
  • Medlemmer af BROEN
  • Gavegivere til BROEN

Find den fulde udgave af privatlivspolitikken hos BROEN Danmark

Den enkelte lokalforening af BROEN er ansvarlig for de personoplysninger, som den kommer i besiddelse af. Du kan altid kontakte lokalforeningen, hvis du har spørgsmål om privatlivspolitikken.

Den gode historie

Forælder til pige

“Først en hilsen og en STOR tak, for at I gjorde det muligt for min datter at gå til gymnastik hele vinteren. Min datter ELSKER at lave gymnastik og træner både om mandagen med HG Girls samt hjemme på stuegulvet. Hun har sammen med holdet været til tre opvisninger, og de er blevet udtaget til at give opvisning ved Gymnastik Galla i DGI Storstrømmen i Maribo i morgen. Hvilket er STORT inden for gymnastik :-).” (hilsen til BROEN Næstved)

Astrid Krag

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S): “Det er så afgørende at føle sig med på et hold – som en del af et fællesskab – selv om ens forældre måske ikke lige har råd til at betale det månedlige kontingent til fodboldklubben. Lige præcis vores udsatte børn er ikke altid rige på succesoplevelser. Hverdagen derhjemme kan være udfordrende. De kan være vant til at føle sig anderledes. Derfor er det vigtigt at have et åndehul – både for børn og for deres forældre. Et åndehul, der gør, at hverdagen bliver lidt nemmere at overkomme. Vi kender det alle sammen. Vi vokser og får større selvværd, når de andre på holdet har brug for os. Regner med os. Selv har jeg spillet i band i mange år. Jeg fik nogle af mine bedste venner og minder gennem det fællesskab. Stor tak til BROEN Danmark for at give udsatte børn samme mulighed.” (i forbindelse med uddelingen af Tine Bryld Prisen 2020 til BROEN)

Pige 8 år

”Jeg synes, det er sjovt at gå til fodbold. Jeg har fået nogle nye venner ovre i fodboldklubben. Jeg leger nogle gange med dem. Jeg har haft en af mine venner fra fodboldklubben over hos mig på besøg, og det var sjovt. Vi legede sammen. Så jeg har det sjovt, når jeg er til fodbold.”

Forælder til pige på 11 år

“Louise har fået støtte til gymnastik i et år og lige fået støtte til fodbold. Hun er glad for at kunne deltage i de samme aktiviteter som sine venner pga. støtten.”

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Nikolai 12 år

“Det er mega fedt, at BROEN Vejle har sørget for, jeg kan gå til fodbold igen. Jeg startede allerede sidste uge og træner 2 gange i ugen. Det er vildt sjovt at se andre drenge, de er søde. Jeg kan sagtens følge med dem nu. Jeg har også fået en cykel fra jer, så jeg kan komme ud og cykle igen, både i skole og over i skoven. I sommerferien skal jeg på fodboldskole, det glæder jeg mig rigtig meget til. Mega sejt I har givet mig det. Jeg tabte 14 kg de 10 uger, jeg var afsted. Hilsen Nikolai” (om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Oscar

“Jeg synes det er super, der er noget, der hedder BROEN Vejle, som kan hjælpe mig og andre med at gå til noget, når ens mor ikke har råd til det. Jeg vil gerne sige mange tak for det og for skoene. Jeg har fået nye venner og er kommet i god form – jeg er blevet ret god til håndbold. Tak!!! BROEN Vejle !!! :-)”

Familiebehandler i kommune

“Det er lige præcis her, hvor vi har mange børn, der ikke kommer til at gå til fritidsaktiviteter, fordi det er der simpelthen ikke råd til på en kontanthjælp. Så derfor har jeg benyttet mig af det nogle gange til nogle familier. Så jeg har en stak liggende af de her ansøgningsskemaer fra BROEN.”

Mor til pige

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg som mor ville have gjort uden hjælpen og støtten fra BROEN Vejle. Min datter lever og ånder for fodbolden, men jeg studerer og har bare ikke pengene til fodboldsko, camps eller træningen. Men hun kan det hele, fordi Susanne og Oliver fra BROEN Vejle holder hendes mod oppe og støtter hende. Hun er bare blevet så god og ser frem til træning og camps.”