Etiske regler

Nævnte etiske regler er godkendt på stiftende generalforsamling den 30. april 2013:

  • Valgte og udpegede medlemmer i alle funktioner i BROEN-VORDINGBORG forpligter sig til at handle i overensstemmelse med vedtægter, formål, etiske regler og forretningsgang.
  • Alle bestyrelsesmedlemmer og personer i funktioner i BROEN-VORDINGBORG udfører arbejdet frivilligt og ulønnet. Man må ikke opnå økonomisk fordel af det frivillige arbejde men BROEN-VORDINGBORG dækker efter forudgående aftale rimelige udgifter i forbindelse med arbejdet.
  • Under udførelse af arbejdet vil de forskellige funktioner i BROEN-VORDINGBORG få kendskab til navne og adresser på børn og familier, der har behov for hjælp. Personoplysninger skal betragtes som fortrolige og må ikke videregives med mindre det sker i samarbejdet med andre parter om løsning af de enkelte opgaver og med anvendelse af samtykkeerklæring.
  • Der må ikke være penge mellem medlemmer af  BROEN-VORDINGBORG og målgruppen. Det betyder, at man ikke personligt må forære penge eller yde lån til børn eller voksne man kommer i kontakt med i forbi ndelse med arbejdet. Økonomisk hjælp kan kun ske i den besluttede arbejdsgang.
  • Bestyrelsen står i sit virke under ansvar  overfor BROEN-DANMARK og dennes mål og vedtægter. I tvivlstilfælde bør bestyrelsen søge rådgivning hos landsforeningen BROEN-DANMARK.
  • Der er indhentet børneattester for alle medlemmer af bestyrelsen samt for andre personer, der bistår bestyrelsen i BROEN-VORDINGBORG.

Den gode historie

Mai Mercado

Børne- og socialminister Mai Mercado (K): “Det er hamrende vigtigt for børn at være en del af en forening eller et fællesskab. Det skaber sammenhængskraft og hjælper børnene. I familier med dansk baggrund er det ofte en del af opvæksten, at man er en del af foreningslivet, men for en familie med anden etnisk baggrund end dansk er det ikke en fasttømret del af opvæksten. Derfor er det vigtigt i de områder, og det kan være med til at bryde den negative sociale arv, at man skaber en bro mellem børnene og foreningerne.” (ved besøg hos BROEN i Høje-Taastrup den 8. januar 2018)

Pige 9 år

“Jeg er rigtig glad for at gå til gymnastik, og jeg har lært mange at kende og fået nogen nye, gode venner.”

Pige 13 år

“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”

Maria Skov Kristensen

Maria Skov Kristensen, tidligere BROEN-barn: “Jeg kan huske, at jeg blev rigtig glad. Det var starten på et danseeventyr. Det var starten på det sociale danseliv. Det var rigtig mange venner, man kom til at få. Det har været hele mit liv, at jeg kunne få lov til at danse.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Mor til børn på 11 og 14 år

“Jeg har ikke selv råd til, at de går til noget. Så jeg er meget glad for hjælpen. Det er sundt for børn at gå til noget sammen med andre børn – i stedet for at sidde derhjemme.” (Aktiv Fritid i Vejle)

Mor til fire børn – 2

“Tusind tak for den støtte, I har givet min familie! Vi havde et godt og behageligt liv før. Jeg er uddannet læge og havde et godt job i vores hjemland. Mine børn havde alt, hvad man kan håbe på i sit liv. Livet var helt anderledes. Men desværre stjal krigen det fra os. Jeg har kæmpet for at arbejde inden for mit fag i Danmark, men det har været udfordrende. Jeg er glad for, at der er mennesker som jer, der har medmenneskelighed og som hjælper børn, der er frataget at leve et godt liv, som ethvert barn ønsker. Jeg sætter pris på jeres hjælp, og jeg håber at den dag kommer, hvor jeg kan arbejde og leve et godt liv med mine børn igen.”

Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk

Judith 14 år

“Det er vigtigt for mig at dyrke sport, fordi jeg kan godt lide at få brændt en masse krudt af. Selv om jeg har en dårlig dag, kan jeg godt lide at møde op og være med, eller se på og måske bakke de andre op fra sidelinjen. Jeg har altid villet dyrke sport, især fodbold. Men jeg har aldrig fået mulighed for det. Jeg har fået mange venskaber gennem fodbold. Vi piger er blevet tættere på hinanden, og vi er blevet mere end bare gode venner.”

Forælder til pige på 11 år

“Louise har fået støtte til gymnastik i et år og lige fået støtte til fodbold. Hun er glad for at kunne deltage i de samme aktiviteter som sine venner pga. støtten.”

Louise 12 år

“Kære alle inden for BROEN i Vejen. 1000 millioner tak for den store hjælp, det betyder virkelig meget for mig, også for min mor. Jeg kan slet ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er for jeres hjælp. Jeg synes, det er flot, at I hjælper så mange, som har brug for det. Jeg er bare verdens heldigste pige at få hjælp. Millioner af tak, jeg er så GLAD. Venlig hilsen Louise.”