Støt BROEN Svendborg

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Ønsker du at støtte som virksomhed eller forening? Klik her

Støt økonomisk

Den gode historie

Familiecentermedarbejder i kommune

“Anders har fået rigtigt meget ud af at få muligheden for at træne igennem jer. Anders træner næsten hver dag og har fået mange af sine kammerater med i centeret også, hvilket gør, at de incl. Anders lever sundere, får søvn og spiser sund kost, flere stopper med at ryge cigaretter og drikke vildt i weekenderne. Anders er desuden gået fra et fravær på skolen på 90 % til tæt på 0 %.” (hilsen til BROEN Lolland om 16-årig dreng på specialskole)

Mor til ridepige

“Kære Lars! Jeg vil fortælle, at min datter stadig er på Herlev Rideskole. Hun stortrives, og alt går bare godt. Hun er ved at få opbygget selvtilliden og har fået langt mere tro på sig selv. Hun er blevet passer på en hest, som hun elsker højt. Hun har nu arbejde i sigte, og er sat under oplæring til fodring af hestene og kan tjene lidt selv. Hun er blomstret meget, og hun er næsten på rideskolen hver dag. Hendes store drøm er at få part på en hest, og denne drøm er kommet tættere på, fordi hun selv vil kunne være med til at betale for det. Jeg vil sige tak for, at du har givet hende muligheden for at komme på rideskolen, det har haft en kæmpe betydning. Vi er gået fra at have et barn, som hver dag kom hjem fra skole og bare lå/sad på sit værelse, ingen venner havde og intet socialt. Til nu at have et barn, som virkelig stortrives, har fået venner og elsker at komme på rideskolen. Tusind tak til dig og BROEN Herlev.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Janne Hansen

Janne Hansen (V), formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget, Guldborgsund Kommune: “Vi er glade for, at vi her i kommunen har en stærk organisation som BROEN, der tager vare på de økonomisk udsatte børn, så de får samme muligheder som andre børn.”

(Om støtte til BROEN Guldborgsund)

Træner i gymnastikforening

“Hvad er der ikke sket med Tasja (7 år) bare på et halvt år? Nu kan hun lave harehop og kolbøtter, og hun er blevet meget gladere.”

(Hilsen til BROEN-forening)

Gabriella 12 år

“Jeg er glad for, at vi er med i et fællesskab og kan komme med til stævner, vinter- og sommercamps og den slags. Hvis vi ikke kunne være med til alle de ting, som de andre er, kunne man ellers godt føle sig udenfor.”

(Om støtte fra BROEN Nyborg)

Mor til børn

“Kære Susanne og BROEN Vejle! Jeg vil rigtig gerne dele min glæde med jer. Jeg har færdiggjort min uddannelse og har fået job, så nu kan jeg selv stå for mine børns fritidsaktivitet. Tusind tak for de mange års støtte, som I har givet os, til stor glæde og sportslig udvikling som mine børn har gennemgået. I hjælper mange børn og unge, det er utrolig vigtigt for hver enkelt familie og for vores samfund som helhed. Jeg ønsker BROEN Vejle alt det bedste og tak for jeres fantastiske arbejde!”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Oscar

“Jeg synes det er super, der er noget, der hedder BROEN Vejle, som kan hjælpe mig og andre med at gå til noget, når ens mor ikke har råd til det. Jeg vil gerne sige mange tak for det og for skoene. Jeg har fået nye venner og er kommet i god form – jeg er blevet ret god til håndbold. Tak!!! BROEN Vejle !!! :-)”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Mor til dreng på 12 år

“William på 12 år går i 5. klasse på en lokal skole. Han har diagnosen ADHD, som gør, at han har uro og koncentrationsbesvær, indlæring er svær, og det sociale er til tider en udfordring. Han har brug for struktur og faste regler. William elsker fodbold og har gået til det nu i fire år . Det kan kun lade sig gøre, da han får medicin med god virkning og har en træner, som forstår ham og kan støtte og hjælpe de rigtige steder. Fodbolden betyder rigtig meget for ham også socialt. Vi har ikke rigtig haft økonomi til det ekstra, eller f.eks. en ferie, og han har måttet vente på ‘tiden til ham’ pga. hans mindre søskende. Jeg er så glad for, at I har kunnet hjælpe med, at han har kunnet få den oplevelse.”

(Hilsen til BROEN Haderslev. Mor har senhjerneskade efter blodprop, er på pension)

Mor til basketdreng

“Basketball har givet ham et trygt og støttende fællesskab, styrket hans selvværd og haft en positiv indvirkning på hans skolegang. Din hjælp har betydet, at han gennem basket er blevet motiveret til at yde sit bedste i skolen ligeså vel som på basketbanen. Hans forbedrede selvværd har givet ham modet til at tage nye udfordringer op – både på banen og i klasselokalet.”

(Hilsen til BROEN Herlev)