Om BROEN

BROEN Slagelse er oprettet i 2017. Vi er en frivillig ulønnet støtteforening og er en del af BROEN Danmark.

Vi hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger i hele kommunen.

I 2023 hjalp vi 47 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Venlig hilsen

BROEN Slagelse

Den gode historie

Mor til pige

“Simone kan godt lide at gå til gymnastik, fordi det er hyggeligt og sjovt, de lærer forskelligt, at slå kolbøtter, danser, motorisk godt (stor udvikling), og så kan de være sammen med andre børn. Simone glæder sig hver gang til hun skal afsted til gymnastik. Vi siger mange gange tusinde tak for jeres støtte.”

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

SSP-konsulent i kommune

“BROEN gør en kæmpe forskel med at skaffe midler til kontingent, udstyr osv. for de børn og unge, der er i SSP’s målgruppe. Denne gruppe er stærkt underrepræsenteret i de lokale idrætsforeninger og andre fritidstilbud, der findes i kommunen. Men netop med BROENs hjælp får disse børn og unge mulighed for at dyrke en fritidsinteresse sammen med deres skolekammerater og måske også få nye positive venskaber igennem fritidsinteressen. Tilbagemeldingerne er alle positive, og der er flere eksempler på, hvordan netop støtten fra BROEN har fået børn i gang med en fritidsinteresse.” (udtalelse til BROEN Vordingborg)

Familiekonsulent

“BROEN har igennem årene været en vigtig samarbejdspartner i mit virke. Den er altid tænkt ind i opgaveløsningen, og der er altid en stor velvilje til løsninger, mulighedernes kunst, og der er meget kort vej til hjælpen.” (Familiekonsulent i Silkeborg Kommune)

Mor til pige

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg som mor ville have gjort uden hjælpen og støtten fra BROEN Vejle. Min datter lever og ånder for fodbolden, men jeg studerer og har bare ikke pengene til fodboldsko, camps eller træningen. Men hun kan det hele, fordi Susanne og Oliver fra BROEN Vejle holder hendes mod oppe og støtter hende. Hun er bare blevet så god og ser frem til træning og camps.”

Karen Ellemann

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V): “Jeg er grundlæggende optaget af at samle viden om initiativer, der rent faktisk hjælper udsatte. Det her er et klassisk eksempel på mødet mellem frivillige og mennesker, der måske er på vej ud over kanten. BROEN viser, at det har en positiv afsmittende effekt på unges dannelse og uddannelse, når de har et sundt og meningsfuldt fritidsliv.” (ved besøg hos BROEN i Køge den 23. maj 2016)

Pige 13 år

“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”

Mor til svømmepige

“Hej Søren! Jeg spurgte Silke i går, hvad hun selv synes hun fik ud af campen. Hun sagde: ‘Jeg fik nogle rigtig gode kammerater, og jeg blev bedre til at svømme, og så er det nogle søde trænere… især Mikkel.’ Da jeg hentede hende på campen sidste år, var det en meget glad pige, der mødte mig, og som havde svømmet, leget og fået nye venner. Jeg er vild med det fællesskab og de dygtige og omsorgsfulde unge trænere, de har i FSK. Mvh Anja” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Frivillig i BROEN Silkeborg

“Vi begyndte at hjælpe en pige på seks år, som aldrig har gået til noget ud over skolen. Når hun kommer hjem, er det til forældre, som drikker. Der er ingen mad på bordet, for det er blevet glemt. Pengene er meget små, og forældrene prioriterer ikke en idrætsaktivitet til deres barn. Hun beskrives som en pige uden venner, selvtillid og selvværd. Fra pigens lærer modtager vi en ansøgning. Jeg tager imod, kontakter familien og fortæller, at vi i BROEN vil hjælpe pigen til gymnastik i en forening tæt på hjemmet. Vi kontakter Sport 24 om en ny gymnastikdragt. Den første gymnastikdragt nogensinde, og hun er virkelig glad. Jeg kontakter derefter foreningen, og der bliver taget godt imod pigen. Tilbagemeldingerne på pigens trivsel er opløftende. Gymnastikken bliver et frirum, hvor hun kan være barn, være en del af noget, og hun blomstrer op. Det viser, hvordan en fritidsaktivitet kan gøre en stor forskel for et udsat barns hverdag.”