Bliv frivillig

BROENs lokale arbejde bygger på frivillige, der vil gøre en indsats for socialt udsatte børn og unge.

Der er mulighed for forskellige typer af opgaver som frivillig.

Kontakt os, hvis du vil bidrage som frivillig i foreningen.

Den gode historie

Mor til to piger

“Mine to piger, Maria og Laura, er meget glade for at gå til spejder. Det er ikke blot en sund fritidsinteresse ude i det fri. Spejderne giver dem en masse oplevelser, som både styrker deres selvtillid og sociale kompetencer. De mødes en gang om ugen med deres respektive grene, og udover det deltager de i en del arrangementer, ture og overnatninger hele året rundt. Højdepunktet i spejderlivet er sommerlejr, og det har begge piger efterhånden prøvet nogle gange. De er ‘vokset’ meget hver gang, de har været afsted. Jeg er meget glad for, at de har fundet den interesse, og jeg er stolt over at se dem tage udfordringer og udvikle sig igennem spejderlivet. Samtidig er jeg så glad og taknemmelig for, at sådan en organisation som BROEN er med til at gøre, at det overhovedet kan lade sig gøre at sende pigerne afsted. Uden den økonomiske hjælp ville det være svært at støtte op omkring deltagelse i alle de fantastiske tiltag, spejderforeningen udarbejder og tilbyder.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Mor til dreng på 16 år

“Jeg vil fortælle, hvordan det går med D. Han var vild med fodbold, da vi startede med at modtage hjælp fra BROEN Vejle i 2016, men det satte knæene en stopper for. Han begyndte i stedet til boksning, og så kom Corona. Han har været sej og dedikeret og trænet selv herhjemme, tabte sig 10 kg og tog 10 kg på i muskler. Nu er han i fuld gang igen og træner mange gange om ugen. Han hjælper også med at træne de små derinde. Han er blevet udtaget til at bokse ved DM (tror I moren er stolt). I dag har han bokset sin diplomkamp, det er noget de skal, inden det går helt i gang. Der har han fået rigtig fine point og ros. Hans mål er at blive professionel, og han har en vilje og så meget gåpåmod, at han nok skal nå langt. I sidste ende er det egentlig jer, vi kan takke. Han havde sidste skoledag forleden, han er ved at være en voksen ung mand. Knus fra en rigtig glad ung mand og ikke mindst hans glade mor.”

Mor til svømmepige

“Hej Søren! Jeg spurgte Silke i går, hvad hun selv synes hun fik ud af campen. Hun sagde: ‘Jeg fik nogle rigtig gode kammerater, og jeg blev bedre til at svømme, og så er det nogle søde trænere… især Mikkel.’ Da jeg hentede hende på campen sidste år, var det en meget glad pige, der mødte mig, og som havde svømmet, leget og fået nye venner. Jeg er vild med det fællesskab og de dygtige og omsorgsfulde unge trænere, de har i FSK. Mvh Anja” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Maria Skov Kristensen

Maria Skov Kristensen, tidligere BROEN-barn: “Jeg kan huske, at jeg blev rigtig glad. Det var starten på et danseeventyr. Det var starten på det sociale danseliv. Det var rigtig mange venner, man kom til at få. Det har været hele mit liv, at jeg kunne få lov til at danse.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Mor til pige

“Jeg vil bare lige sige jer tusind tak for jeres hjælp! Min datter er helt enormt lykkelig for sit nye fodboldtøj og især skoene. Som mor ønsker man intet andet, end at ens børn er lykkelige – så i dag fik jeg intet mindre end et ønske opfyldt. Det havde jeg ikke klaret uden jeres hjælp. Hun har længe snakket om de sko – for de andre på holdet havde jo nogle smarte nogle … så at hun kunne få lov at gå ind og vælge sine egne smarte sko var bare lykken. Tusind tusind tak!” (om støtte fra BROEN Guldborgsund)

Forældre til dreng på 8 år

“Thor vil gerne, at jeg skriver, at han er rigtig glad for, at han kan få hjælp til sport fra BROEN. Ja, det er vi voksne også.”

Forælder til dreng på 17 år

”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har fire børn i huset, som går til fodbold.”

Amanda 16 år

“Jeg er rigtig glad for, at jeg nu kan bruge min krop og være sammen med mine venner.” (om støtte til fitness fra BROEN Randers)

Forældre til dreng 18 år

“Vi har som forældre været vidne til en lille meget forsigtig og usikker dreng, der udviklede sig til en rigtig fornuftig og viljestærk ung mand, hvilket har været fantastisk. Vi er sikre på, at det ikke havde gået ham så godt, hvis han ikke havde haft sit frirum, fodbolden, hvor han fik bygget sit selvværd og selvtillid op.” (hilsen til BROEN Vejle)