Støt BROEN Næstved

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Ønsker du at støtte som virksomhed eller forening? Klik her

Støt økonomisk

Den gode historie

Mor til to børn

“Pga. BROEN i Randers kan mine to børn gå til svømning – uden at jeg skal vende hver en krone eller sige nej til dem, igen. De får mulighed for at udvikle sig socialt og styrke deres selvtillid, ting som betyder så meget, og helt uden,  at de skal føle sig anderledes. I et hjem præget af sygdom og til tider for mange bekymringer er det bare helt vidunderligt at vide, at ens børn har sunde, normale interesser, hvor de kan få lov til at være børn! Tusind tak til BROEN, det er et fantastisk arbejde I gør.”

(Hilsen til BROEN Randers)

Formand bokseklub

“Vi har et tæt samarbejde med BROEN, og vi har flere, der er startet op med hjælp til at betale kontingent. Vi har også lavet en aftale omkring køb af udstyr, som nye medlemmer kan låne. BROEN køber for eksempel fem par boksehandsker, og så har vi dem liggende her. Så ved vi, at hvis nogen stopper, har vi stadig handsker til de næste, der kommer. BROEN hjælper os altid – også hvis vi må søge ekstra til folk, der skal ud til turnering.”

(Om samarbejde mellem Nykøbing F. Bokseklub og BROEN Guldborgsund)

Dreng 10 år

“Synes det har været dejligt at kunne få noget ‘rigtigt’ tøj til fodbold. Det har været godt at kunne få lov til at prøve nogle forskellige aktiviteter, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg allerhelst ville gå til.”

(Om støtte fra BROEN)

SFO-distriktsleder

“Jeg vil gerne på vegne af NN søge om tilskud til et afslutningsstævne, som håndboldklubben skal til i slutningen af marts. NN er en dreng, der i den grad får nogle succesoplevelser igennem sit håndbold, og her er han en del af et fællesskab, som gavner ham ind i sit skoleliv, som til tider kan være svært. Vi håber meget på, at han kan få den oplevelse sammen med sine holdkammerater, da det er med til at styrke ham.”

(I ansøgning til BROEN Tønder)

Mor til svømmepige

“Hej Søren! Jeg spurgte Silke i går, hvad hun selv synes hun fik ud af campen. Hun sagde: ‘Jeg fik nogle rigtig gode kammerater, og jeg blev bedre til at svømme, og så er det nogle søde trænere… især Mikkel.’ Da jeg hentede hende på campen sidste år, var det en meget glad pige, der mødte mig, og som havde svømmet, leget og fået nye venner. Jeg er vild med det fællesskab og de dygtige og omsorgsfulde unge trænere, de har i FSK. Mvh Anja”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Familiebehandler i kommune

”For nogle børn har det betydet, at de har fået et socialt liv, som de ikke havde prøvet før. Det har været vigtigt, at de kunne komme ind i det samme tøj, som de andre børn i klubben. Det har gjort, at de er kommet ind i fællesskabet, hvor de ellers har været lukket ude.”

Familiekonsulent

“BROEN har igennem årene været en vigtig samarbejdspartner i mit virke. Den er altid tænkt ind i opgaveløsningen, og der er altid en stor velvilje til løsninger, mulighedernes kunst, og der er meget kort vej til hjælpen.”

(Familiekonsulent i Silkeborg Kommune)

Karen Ellemann

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V): “Jeg er grundlæggende optaget af at samle viden om initiativer, der rent faktisk hjælper udsatte. Det her er et klassisk eksempel på mødet mellem frivillige og mennesker, der måske er på vej ud over kanten. BROEN viser, at det har en positiv afsmittende effekt på unges dannelse og uddannelse, når de har et sundt og meningsfuldt fritidsliv.”

(Ved besøg hos BROEN i Køge den 23. maj 2016)

Mor til børn på 11 og 14 år

“Jeg har ikke selv råd til, at de går til noget. Så jeg er meget glad for hjælpen. Det er sundt for børn at gå til noget sammen med andre børn – i stedet for at sidde derhjemme.”

(Aktiv Fritid i Vejle Kommune)