Om BROEN

BROEN Mariagerfjord (stiftet 2008) er en frivillig ulønnet støtteforening og er en del af BROEN Danmark.

Vi hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger.

I 2023 støttede vi 221 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Venlig hilsen

BROEN Mariagerfjord

Den gode historie

Mor til dreng på 7 år

“Jeg er BROEN yderst taknemmelig for jeres hjælp. Det er en stor hjælp for mig som enlig mor, og det betyder meget for min dejlige dreng at gå til fodbold. Det er også noget, vi har gjort til vores fællesskab – det gør os glade … tak fordi I hjælper os :-)”

Frivillig i BROEN Horsens

“En pige på 11 år ringer til en af BROENs frivillige en lørdag formiddag og spørger grædende, om hun kan låne penge til en busbillet til Vejle, hvor hun skal deltage i et sportsstævne. Den frivillige vælger at hente pigen og køre hende til Vejle. Da han spørger, om ikke hun kan låne pengene af sin mor, som hun bor alene med, svarer hun med tårer i øjnene: ‘Det ved jeg ikke. Hun gik på Klods Hans (værtshus) i torsdags, og jeg har ikke set hende siden.’ ”

Rose 16 år

“At spille kamp og vinde og stå i rundkreds og råbe sammen. Det er nogle af mine bedste minder fra håndbold, som for mig var adgang til en masse nye, fede fællesskaber. Og der var også voksne, som var gode at snakke med – især én hjalp mig rigtig meget.”  (om støtte fra BROEN, Egmontrapporten 2021)

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

Bjarne Ibsen

Bjarne Ibsen, professor og centerleder ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet

“Vi ved, at det for børn har stor betydning at være en del af et stærkt fællesskab sammen med andre børn og positive voksne. Når forældre ikke ansporer eller støtter deres børn til at deltage i en fritidsaktivitet, så er det vigtigt, at initiativer som Fritidspas og foreninger som BROEN kan gå ind og hjælpe. Begge dele kan skabe bedre livskvalitet for de mest udsatte børn. En frivillig indsats, som den BROEN står for, udgør desuden en effektiv og billig indsats, som både kan stå alene og udgøre et godt supplement til eksisterende ordninger i kommunerne.” (Red Barnet konference ‘Plads til alle’, Esbjerg 2015)

Pige

“Det er den fedeste sport, jeg nogensinde har prøvet, og jeg er så glad for at gå til ridning. Det giver mig mere selvtillid, og jeg føler, at jeg bedre kan være mig selv. Det er noget jeg ser frem til hver uge og noget af det bedste i mit liv. Tak for jeres støtte!” (hilsen til BROEN Guldborgsund)

Jeanette Ottesen

Jeanette Ottesen, elitesvømmer: “Det har været sindssygt vigtigt for mig at gå til sport. Til at starte med var det ikke engang, fordi jeg glædede mig vildt meget til svømning, men jeg glædede mig vildt meget til at se mine venner og få et fællesskab. Og det fællesskab gjorde i hvert fald i min situation også, at jeg ikke kom til at hænge ud med de forkerte. At BROEN Danmark findes for dem, der ikke har mulighed for at gå til sport ellers, synes jeg er helt genialt.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Dreng 11 år

“Min sygdom er ikke nem at håndtere, men det kan karate. Så mega meget glad for hjælpen.”

Mor til børn på 11 og 14 år

“Jeg har ikke selv råd til, at de går til noget. Så jeg er meget glad for hjælpen. Det er sundt for børn at gå til noget sammen med andre børn – i stedet for at sidde derhjemme.” (Aktiv Fritid i Vejle)