Bliv frivillig

BROENs lokale arbejde bygger på frivillige, der vil gøre en indsats for socialt udsatte børn og unge.

Der er mulighed for forskellige typer af opgaver som frivillig.

Kontakt os, hvis du vil bidrage som frivillig i foreningen.

Den gode historie

Mor til Noah på 11 år og Sia på 7 år

“Lykken for mine børn er en barndom med tryghed, smil og vigtigst af alt, at føle sig som de andre. BROEN har skabt smil og glæde i vores lille hjem, da de ligesom deres kammerater kan deltage i den sportsgren, de holder så meget af. I et år har de gået til svømning nu, og de smiler hver eneste gang. For mig som mor betyder det rigtig meget. At BROEN vil bruge deres midler på at glæde mine børn, giver mig mere overskud på min mor-konto. Det giver mig mindre økonomiske bekymringer samt stor glæde, da jeg på den måde kan give mine børn mere glæde i deres hverdag.” (hilsen til BROEN Aalborg)

Mor til Teis på 15 år

“Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!”

Mor til ridepige

“Kære Lars! Jeg vil fortælle, at min datter stadig er på Herlev Rideskole. Hun stortrives, og alt går bare godt. Hun er ved at få opbygget selvtilliden og har fået langt mere tro på sig selv. Hun er blevet passer på en hest, som hun elsker højt. Hun har nu arbejde i sigte, og er sat under oplæring til fodring af hestene og kan tjene lidt selv. Hun er blomstret meget, og hun er næsten på rideskolen hver dag. Hendes store drøm er at få part på en hest, og denne drøm er kommet tættere på, fordi hun selv vil kunne være med til at betale for det. Jeg vil sige tak for, at du har givet hende muligheden for at komme på rideskolen, det har haft en kæmpe betydning. Vi er gået fra at have et barn, som hver dag kom hjem fra skole og bare lå/sad på sit værelse, ingen venner havde og intet socialt. Til nu at have et barn, som virkelig stortrives, har fået venner og elsker at komme på rideskolen. Tusind tak til dig og BROEN Herlev.”

Elmin 13 år

“Jeg kan godt lide at spille fodbold, fordi det er sjovt, og fordi jeg er sammen med mine venner. På fodboldskolen lærer jeg nye teknikker sammen med dem, jeg spiller i klub med. Det er også sjovt at lære nye at kende.” (om støtte til fodboldskole fra BROEN Lolland)

Mor til basketdreng

“Basketball har givet ham et trygt og støttende fællesskab, styrket hans selvværd og haft en positiv indvirkning på hans skolegang. Din hjælp har betydet, at han gennem basket er blevet motiveret til at yde sit bedste i skolen ligeså vel som på basketbanen. Hans forbedrede selvværd har givet ham modet til at tage nye udfordringer op – både på banen og i klasselokalet.” (hilsen til BROEN Herlev)

Dreng 11 år

”Jeg er glad for Claus fra BROEN, han er sød, og han har lært mig meget. Han hjælper mig altid.”

Dreng 10 år

“Gik til svømning før, det er ikke så dyrt – der skal ikke hele tiden købes nyt tøj og sko. Kunne godt tænke mig at gå til badminton sammen med min bror Lasse og fodboldskole næste år. Har ikke prøvet endnu, da min mor ikke kan køre mig derover. Hilsen Nikolaj.”

Dreng 17 år

“Det er fedt at gå til sport og være sammen med sine venner.”

SFO-distriktsleder

“Jeg vil gerne på vegne af NN søge om tilskud til et afslutningsstævne, som håndboldklubben skal til i slutningen af marts. NN er en dreng, der i den grad får nogle succesoplevelser igennem sit håndbold, og her er han en del af et fællesskab, som gavner ham ind i sit skoleliv, som til tider kan være svært. Vi håber meget på, at han kan få den oplevelse sammen med sine holdkammerater, da det er med til at styrke ham.” (i ansøgning til BROEN Tønder)