BROEN Guldborgsund er en arbejdsgruppe under foreningen BROEN Danmark og arbejder under BROEN Danmarks vedtægter med følgende tilføjelser:
Navn, hjemsted og adresse
Arbejdsgruppens navn er BROEN Guldborgsund. Vi har hjemsted i Guldborgsund Kommune og adresse hos Guldborgsund Frivilligcenter, Banegårdspladsen 1A, 4800 Nykøbing Falster.
Formål og virke
Arbejdsgruppens formål er gennem fonde, legater, offentlige midler og sponsorater at skaffe midler til, at børn i ressourcesvage familier gives mulighed for at være aktive i foreningsbaserede sports- og fritidstilbud i kommunen.
Formålet søges i første omgang nået ved at dække udgifter til kontingenter, men arbejdsgruppen kan også støtte med hjælp til anskaffelse af rekvisitter og tøj eller i visse tilfælde transport til og fra aktiviteten.
Desuden har arbejdsgruppen mulighed for selvstændigt eller i samarbejde med andre at arrangere egentlige aktiviteter for børn i målgruppen eller yde støtte til sådanne aktiviteter.
Målgruppen for arbejdsgruppens arbejde er 6-17 årige børn i ressourcesvage familier, som er ramt af – eller skønnes i risiko for at blive ramt af – faktorer som fattigdom, kriminalitet, misbrug, ensomhed og udelukkelse, og hvor økonomisk og praktisk hjælp skønnes at være den faktor, der kan få barnet gjort aktiv i en idrætsklub eller en anden foreningsaktivitet.
Arbejdsgruppen søger primært at samarbejde med frivillige eller professionelle, som i forvejen har kontakt til børn i målgruppen, det være sig socialforvaltning, skole, SSP, sundhedsplejerske, beboerrådgiver, foreninger eller lignende.
Undtagelsesvis kan arbejdsgruppen tage imod henvendelser direkte fra private.
Etiske regler
1. Arbejdsgruppens medlemmer forpligter sig til at handle samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med vedtægter, formål, etiske regler og forretningsgang.
2. Alle medlemmer af arbejdsgruppen udfører arbejdet frivilligt og ulønnet. Man må ikke opnå økonomisk fordel af det frivillige arbejde, men BROEN Guldborgsund dækker efter forudgående aftale rimelige udgifter i forbindelse med arbejdet.
3. Under udførelse af arbejdet, vil arbejdsgruppens medlemmer få kendskab til navne og adresser på børn og familier, der kan have behov for hjælp. Sådanne personoplysninger skal betragtes som fortrolige og må ikke videregives udenfor arbejdsgruppen, med mindre det sker som led i samarbejdet med andre parter om løsning af BROENs formål.
4. Det samme gælder enhver øvrig oplysning, der vedrører personlige forhold for de familier, foreningen søger at hjælpe.
5. Arbejdsgruppens aktive skal desuden udvise diskretion i forhold til sponsorer og donationer, hvor dette måtte ønskes.
6. Der må ikke være penge mellem medlemmer af arbejdsgruppen og målgruppen. Det vil sige, at man ikke må forære penge eller yde lån til børn eller voksne, man kommer i kontakt med i forbindelse med arbejdet. Økonomisk hjælp må kun ske gennem arbejdsgruppens vante arbejdsgang.
7. Arbejdsgruppens medlemmer må ikke favorisere særinteresser under arbejdet. Hvis der opstår tvivl om dette, skal spørgsmålet håndteres på et møde i arbejdsgruppen.
8. Arbejdsgruppen står med sit virke under ansvar overfor BROEN Danmark og dennes formål og vedtægter. I tvivlstilfælde bør arbejdsgruppen eller dens medlemmer søge rådgivning hos landsforeningen.
9. Der er indhentet børneattester for alle medlemmer af arbejdsgruppen samt for eventuelle personer, som bistår arbejdsgruppen med kontakten til børnene.