Sådan arbejder vi

BROEN samarbejder med en bred vifte af aktører inden for kommunen, forskellige foreninger og klubber.

Vi hjælper med kontingent, udstyr og evt. transport, så børn og unge får mulighed for at være aktive i lokale idræts- og fritidsforeninger med sport, spejder, dans, teater eller lignende sammen med jævnaldrende og voksne rollemodeller.

Det sker i tæt samarbejde med fagpersoner i kommunen og/eller træner, kasserer eller en anden frivillig i lokale idræts- og fritidsforeninger.

Du kan blive en del af vores netværk i denne FB-gruppe: Broen Stevns – netværk . Herinde håber vi at komme i dialog med alle, som kan have en interesse i vores aktiviteter og hjælp, det være sig fagpersoner (skoler/foreninger), private donorer, virksomheder, politikere, nye frivillige, etc. Alle er velkomne i gruppen.

 

 

Følg os på FB

Den gode historie

Oscar

“Jeg synes det er super, der er noget, der hedder BROEN Vejle, som kan hjælpe mig og andre med at gå til noget, når ens mor ikke har råd til det. Jeg vil gerne sige mange tak for det og for skoene. Jeg har fået nye venner og er kommet i god form – jeg er blevet ret god til håndbold. Tak!!! BROEN Vejle !!! :-)”

Louise 12 år

“Kære alle inden for BROEN i Vejen. 1000 millioner tak for den store hjælp, det betyder virkelig meget for mig, også for min mor. Jeg kan slet ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er for jeres hjælp. Jeg synes, det er flot, at I hjælper så mange, som har brug for det. Jeg er bare verdens heldigste pige at få hjælp. Millioner af tak, jeg er så GLAD. Venlig hilsen Louise.”

Familiekonsulent

“BROEN har igennem årene været en vigtig samarbejdspartner i mit virke. Den er altid tænkt ind i opgaveløsningen, og der er altid en stor velvilje til løsninger, mulighedernes kunst, og der er meget kort vej til hjælpen.” (Familiekonsulent i Silkeborg Kommune)

Mor til pige

“Sofie har spillet nu fem år med jeres støtte, og hun bliver ved. Hun kunne ikke spille, hvis I ikke støttede op om det, da jeg ikke har økonomi til det pga sygdom og studie. Så jeg takker så meget.” (hilsen til BROEN Vejle)

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

Forælder til dreng på 17 år

”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har fire børn i huset, som går til fodbold.”

Dreng 11 år

“Min sygdom er ikke nem at håndtere, men det kan karate. Så mega meget glad for hjælpen.”

Avin 8 år

“I min fritid er jeg hjemme sammen med min mor. Jeg keder mig tit. Det er ikke så nemt at finde på noget at lave hele tiden.”

Mor til ridepige

“Kære Lars! Jeg vil fortælle, at min datter stadig er på Herlev Rideskole. Hun stortrives, og alt går bare godt. Hun er ved at få opbygget selvtilliden og har fået langt mere tro på sig selv. Hun er blevet passer på en hest, som hun elsker højt. Hun har nu arbejde i sigte, og er sat under oplæring til fodring af hestene og kan tjene lidt selv. Hun er blomstret meget, og hun er næsten på rideskolen hver dag. Hendes store drøm er at få part på en hest, og denne drøm er kommet tættere på, fordi hun selv vil kunne være med til at betale for det. Jeg vil sige tak for, at du har givet hende muligheden for at komme på rideskolen, det har haft en kæmpe betydning. Vi er gået fra at have et barn, som hver dag kom hjem fra skole og bare lå/sad på sit værelse, ingen venner havde og intet socialt. Til nu at have et barn, som virkelig stortrives, har fået venner og elsker at komme på rideskolen. Tusind tak til dig og BROEN Herlev.”