Bliv medlem

Du kan blive en del af vores arbejde med at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid ved at blive medlem af BROEN Stevns.

Bliv medlem som virksomhed eller forening

Bliv medlem

Den gode historie

Dreng 6 år

“Jeg vil skrive om, at jeg var rigtig glad for at gå til fodbold. Jeg blev faktisk ked af det, da jeg fik at vide af mine forældre, at de ville melde mig ud af klubben på grund af dårlig økonomi, og at de ikke længere kan betale til et nyt medlemskab til næste år.”

Mor til ridepige

“Kære Lars! Jeg vil fortælle, at min datter stadig er på Herlev Rideskole. Hun stortrives, og alt går bare godt. Hun er ved at få opbygget selvtilliden og har fået langt mere tro på sig selv. Hun er blevet passer på en hest, som hun elsker højt. Hun har nu arbejde i sigte, og er sat under oplæring til fodring af hestene og kan tjene lidt selv. Hun er blomstret meget, og hun er næsten på rideskolen hver dag. Hendes store drøm er at få part på en hest, og denne drøm er kommet tættere på, fordi hun selv vil kunne være med til at betale for det. Jeg vil sige tak for, at du har givet hende muligheden for at komme på rideskolen, det har haft en kæmpe betydning. Vi er gået fra at have et barn, som hver dag kom hjem fra skole og bare lå/sad på sit værelse, ingen venner havde og intet socialt. Til nu at have et barn, som virkelig stortrives, har fået venner og elsker at komme på rideskolen. Tusind tak til dig og BROEN Herlev.”

Mor til pige

“Kære BROEN! Jeg vil lige fortælle jer, hvor glade vi er for, at hun har gymnastikplads. Hun har fået en veninde på holdet og elsker gymnastik. Hun er ikke så meget i skole og har ikke noget socialt i klassen. Til gymnastikken er det slet ikke til at se, at hun har de udfordringer hun har, det er fordi hun kan lide det, og der ikke stilles krav hun ikke kan indfri. Med den baggrund så er det derfor vi er så glade og taknemmelige for jeres hjælp. Af hele hjertet tak.” (hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk)

Pige

“Det er den fedeste sport, jeg nogensinde har prøvet, og jeg er så glad for at gå til ridning. Det giver mig mere selvtillid, og jeg føler, at jeg bedre kan være mig selv. Det er noget jeg ser frem til hver uge og noget af det bedste i mit liv. Tak for jeres støtte!” (hilsen til BROEN Guldborgsund)

Beboerkonsulent i helhedsplan

“Det har indvirkning på deres sociale liv, at de har mulighed for at deltage i idræt på lige fod med andre børn og deltage i det sociale liv, der er omkring en idrætsklub. Der er sundhedsmæssige gevinster ved at dyrke motion, og så er de beskæftiget i stedet for at hænge ud og kede sig. De får nogle aktivitetsmuligheder, som de ellers ikke ville have haft.”

Mor til svømmepige

“Hej Søren! Jeg spurgte Silke i går, hvad hun selv synes hun fik ud af campen. Hun sagde: ‘Jeg fik nogle rigtig gode kammerater, og jeg blev bedre til at svømme, og så er det nogle søde trænere… især Mikkel.’ Da jeg hentede hende på campen sidste år, var det en meget glad pige, der mødte mig, og som havde svømmet, leget og fået nye venner. Jeg er vild med det fællesskab og de dygtige og omsorgsfulde unge trænere, de har i FSK. Mvh Anja” (hilsen til BROEN Halsnæs)

SSP-leder i kommune

“Jeg kan konstatere, at de tanker og idéer, som jeg blev præsenteret for i starten, nu har vist sig ikke blot at være bæredygtige, men har udviklet sig til, hvad jeg opfatter som en soleklar succes inden for det frivillige forebyggende arbejde med børn og unge. Jeres projekt er for mig et af de meget få eksempler på, at idealisme, ildsjæle og udsatte børn og unges behov mødes og går op i en slags højere enhed.”

Jeanette Ottesen

Jeanette Ottesen, elitesvømmer: “Det har været sindssygt vigtigt for mig at gå til sport. Til at starte med var det ikke engang, fordi jeg glædede mig vildt meget til svømning, men jeg glædede mig vildt meget til at se mine venner og få et fællesskab. Og det fællesskab gjorde i hvert fald i min situation også, at jeg ikke kom til at hænge ud med de forkerte. At BROEN Danmark findes for dem, der ikke har mulighed for at gå til sport ellers, synes jeg er helt genialt.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Pige 12 år dans

“Kære Lars! Jeg er så taknemlig for det BROEN gør, og har gjort for mig! At jeg kan danse, er jo det bedste jeg ved! Dans gør mig altid glad! Og at bare kunne komme derop selvom jeg har haft en dårlig dag, og bare kunne glemme det! Og koncentrere mig om dansen gør mig rigtig glad.” (hilsen til BROEN Herlev)