Støt BROEN

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Ønsker du at støtte som virksomhed eller forening? Klik her

Støt økonomisk

Den gode historie

Frivillig i BROEN Horsens

“En pige på 11 år ringer til en af BROENs frivillige en lørdag formiddag og spørger grædende, om hun kan låne penge til en busbillet til Vejle, hvor hun skal deltage i et sportsstævne. Den frivillige vælger at hente pigen og køre hende til Vejle. Da han spørger, om ikke hun kan låne pengene af sin mor, som hun bor alene med, svarer hun med tårer i øjnene: ‘Det ved jeg ikke. Hun gik på Klods Hans (værtshus) i torsdags, og jeg har ikke set hende siden.’ ”

Mor til to børn

“Pga. BROEN i Randers kan mine to børn gå til svømning – uden at jeg skal vende hver en krone eller sige nej til dem, igen. De får mulighed for at udvikle sig socialt og styrke deres selvtillid, ting som betyder så meget, og helt uden,  at de skal føle sig anderledes. I et hjem præget af sygdom og til tider for mange bekymringer er det bare helt vidunderligt at vide, at ens børn har sunde, normale interesser, hvor de kan få lov til at være børn! Tusind tak til BROEN, det er et fantastisk arbejde I gør.”

Ida

“Jeg er meget glad for ridning og meget taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre at gå til det. Min mor er fattig og har ikke råd til, at jeg går til så dyr en sport, så jeg er mega lykkelig over, at vi hørte om BROEN Vejle. Jeg har fortalt det til mange af mine venner, for jeg synes alle skal vide, hvor fantastiske BROEN Vejle er.”

Mai Mercado

Børne- og socialminister Mai Mercado (K): “Det er hamrende vigtigt for børn at være en del af en forening eller et fællesskab. Det skaber sammenhængskraft og hjælper børnene. I familier med dansk baggrund er det ofte en del af opvæksten, at man er en del af foreningslivet, men for en familie med anden etnisk baggrund end dansk er det ikke en fasttømret del af opvæksten. Derfor er det vigtigt i de områder, og det kan være med til at bryde den negative sociale arv, at man skaber en bro mellem børnene og foreningerne.” (ved besøg hos BROEN i Høje-Taastrup den 8. januar 2018)

SFO-distriktsleder

“Jeg vil gerne på vegne af NN søge om tilskud til et afslutningsstævne, som håndboldklubben skal til i slutningen af marts. NN er en dreng, der i den grad får nogle succesoplevelser igennem sit håndbold, og her er han en del af et fællesskab, som gavner ham ind i sit skoleliv, som til tider kan være svært. Vi håber meget på, at han kan få den oplevelse sammen med sine holdkammerater, da det er med til at styrke ham.” (i ansøgning til BROEN Tønder)

Nikolai 12 år

“Det er mega fedt, at BROEN Vejle har sørget for, jeg kan gå til fodbold igen. Jeg startede allerede sidste uge og træner 2 gange i ugen. Det er vildt sjovt at se andre drenge, de er søde. Jeg kan sagtens følge med dem nu. Jeg har også fået en cykel fra jer, så jeg kan komme ud og cykle igen, både i skole og over i skoven. I sommerferien skal jeg på fodboldskole, det glæder jeg mig rigtig meget til. Mega sejt I har givet mig det. Jeg tabte 14 kg de 10 uger, jeg var afsted. Hilsen Nikolai” (om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

Familiebehandler i kommune

“Amanda havde massivt skolefravær, og der var bekymring for Amanda, da hun tilbragte meget tid rundt omkring i Randers by med andre unge, der også manglede noget at lave. Der blev igangsat et behandlingstilbud af Randers Kommune til Amanda, hvor en stor del var at prøve at give hende mulighed for at få sunde interesser og samvær med andre unge. Amanda havde et ønske om at starte til fitnesstræning med sine veninder, men det kunne ikke lade sig gøre, da familien ikke havde råd til det. Her kom BROEN Randers til hjælp, da den bevilgede Amanda et fitnessabonnement. Amanda træner nu to gange ugentligt og kan være sammen med venner i fitnesscenteret. Amanda fik lavet en vigtig U-vending i sit liv og kommer nu også stabilt i skole. U-vendingen skyldtes hårdt arbejde fra både Amanda og hendes forældre, men den hjælp, hun fik af BROEN Randers til at udleve sine interesser, var uden tvivl af af kæmpe betydning!” (om støtte til pige på 16 år)

Mor til pige

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg som mor ville have gjort uden hjælpen og støtten fra BROEN Vejle. Min datter lever og ånder for fodbolden, men jeg studerer og har bare ikke pengene til fodboldsko, camps eller træningen. Men hun kan det hele, fordi Susanne og Oliver fra BROEN Vejle holder hendes mod oppe og støtter hende. Hun er bare blevet så god og ser frem til træning og camps.”