Bestyrelsen

BROEN Randers blev stiftet den 12. juni 2018 og består af følgende:

  • Jette Husum, formand
  • Henrik Manero Hald, næstformand
  • Erik Højholt, kasserer
  • Jan Pedersen
  • Berit Nielsen
  • Gitte Mohr

Den gode historie

Projektleder i kommune

”Mikkel har en udfordring i skolen. Han passer ikke helt ind, og han er overset derhjemme, da hans mor er alene med ham og hans lillesøster på 4 måneder. Hans sagsbehandler tog kontakt til Aktiv Fritid, og nu går Mikkel til springgymnastik. Hver tirsdag henter hans frivillige følgeven Sonja ham. BROEN Vejle betaler kontingent for hans medlemskab, og Aktiv Fritid har matchet Mikkel med Sonja og givet dem et 10-turskort til svømmehallen, da de slet ikke kan nøjes med at ses en gang om ugen. Mikkel har nu fået både en følgeven og en reservebedste, han får brugt noget energi, og han glæder sig til hver tirsdag.”

Martin Lohse

Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Turisme og Bosætningsudvalget, Guldborgsund Kommune: “Kultur og fritidslivet er for os alle sammen i kommunen. Så selvfølgelig skal også de økonomisk udsatte familier kunne deltage, så deres børn og unge får glæde af alle de mange facetter foreningslivet byder på – lige fra Kulturfabrikkens ungemiljø til Billedskole, musikskole og idrætsgrene som brydning, gymnastik, fodbold og håndbold. Det er og skal være en del af barndommen for alle børn og unge i kommunen, at de får glæde af de tilbud, der er.” (om støtte til BROEN Guldborgsund)

Oscar

“Jeg synes det er super, der er noget, der hedder BROEN Vejle, som kan hjælpe mig og andre med at gå til noget, når ens mor ikke har råd til det. Jeg vil gerne sige mange tak for det og for skoene. Jeg har fået nye venner og er kommet i god form – jeg er blevet ret god til håndbold. Tak!!! BROEN Vejle !!! :-)”

Amanda 16 år

“Jeg er rigtig glad for, at jeg nu kan bruge min krop og være sammen med mine venner.” (om støtte til fitness fra BROEN Randers)

Mor til pige

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg som mor ville have gjort uden hjælpen og støtten fra BROEN Vejle. Min datter lever og ånder for fodbolden, men jeg studerer og har bare ikke pengene til fodboldsko, camps eller træningen. Men hun kan det hele, fordi Susanne og Oliver fra BROEN Vejle holder hendes mod oppe og støtter hende. Hun er bare blevet så god og ser frem til træning og camps.”

Dreng 11 år

“Min sygdom er ikke nem at håndtere, men det kan karate. Så mega meget glad for hjælpen.”

Mor til basketdreng

“Basketball har givet ham et trygt og støttende fællesskab, styrket hans selvværd og haft en positiv indvirkning på hans skolegang. Din hjælp har betydet, at han gennem basket er blevet motiveret til at yde sit bedste i skolen ligeså vel som på basketbanen. Hans forbedrede selvværd har givet ham modet til at tage nye udfordringer op – både på banen og i klasselokalet.” (hilsen til BROEN Herlev)

Mor til Teis på 15 år

“Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!”

Frivillig i BROEN Odense

“Jeg havde nogle drenge på 10 år med i en sportsforretning, hvor vi skulle købe et par fodboldstøvler og noget træningstøj – drengene var lidt generte og meget ydmyge og sagde pænt tak for hjælpen. Samme aften ringede en af drengene til mig og spurgte, om han måtte sove i sit nye træningstøj, fordi han var så glad for det.”