Sådan arbejder vi

Hos BROEN Næstved hjælper vi børn og unge med at blive en del af positive fællesskaber og få mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter – uanset familiens økonomiske situation.

Gennem BROEN Næstved kan der søges om støtte til kontingent, nødvendigt udstyr og sommeraktiviteter.

1. Send en ansøgning
Ansøgning om støtte foregår via vores hjemmeside. Her udfylder du ansøgningsformularen og fortæller, hvad der søges støtte til.

2. Vi behandler ansøgningen
Når vi har modtaget ansøgningen, bliver den gennemgået af en sagsbehandler fra BROEN Næstved. Sagsbehandleren vurderer ansøgningen og mulighederne for at yde støtte.

3. Du får svar
Når ansøgningen er behandlet, får du besked om, hvorvidt vi kan imødekomme ansøgningen, og hvad BROEN Næstved kan støtte med.

Vi ønsker, at alle børn og unge skal have mulighed for at være en del af et aktivt og meningsfuldt fællesskab – også når økonomien er en udfordring.

Den gode historie

Mor til pige

“Jeg vil bare lige sige jer tusind tak for jeres hjælp! Min datter er helt enormt lykkelig for sit nye fodboldtøj og især skoene. Som mor ønsker man intet andet, end at ens børn er lykkelige – så i dag fik jeg intet mindre end et ønske opfyldt. Det havde jeg ikke klaret uden jeres hjælp. Hun har længe snakket om de sko – for de andre på holdet havde jo nogle smarte nogle … så at hun kunne få lov at gå ind og vælge sine egne smarte sko var bare lykken. Tusind tusind tak!”

(Om støtte fra BROEN Guldborgsund)

Mor til dreng på sommercamp

“Min dreng, som er autist og snart 12 år, deltog i to camps med e-sport, i alt fire dage á cirka 6-7 timer med træning, konkurrence og udendørs aktiviteter. Det er aldrig nogensinde sket før, at han har været ude af huset fire dage i træk i så mange timer. Tusind, tusind tak. Det var så stort!”

(Hilsen til BROEN Køge)

Lisbeth Zornig Andersen

Lisbeth Zornig Andersen, økonom, forfatter, tidligere protektor for BROEN Danmark: “Når vi ved, hvor vigtigt det er at gå til noget, så er det organisationer som BROEN, der er afgørende for, at vi får sået dét frø, som gør, at børnene får en anden livsbane. Derfor kan det være helt afgørende for et barns skæbne, at det stifter bekendtskab med BROEN.”

(Ved støttearrangement for BROEN Struer, Struer 2014)

 

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

(Om støtte fra BROEN-forening)

Mor til børn

“Livskvalitet til mine børn: BROEN Vejle gør en kæmpe forskel til fordel for mine børn. De kan takket være BROEN beholde deres sociale liv med de fritidsaktiviteter som bidrager til deres livskvalitet og aktive og sunde liv. De får mulighed for at indgå i relationen på lige fod med deres kammerater, og den vej kan de opnå at få følelsen af fællesskab, det at være en del af noget betydningsfuldt. Det at få fornemmelsen af, at fodboldholdet som eksempel ikke lykkes, uden at jeg også deltager, er den bedste følelse du kan give et barn, som mangler lidt selvtillid. ‘Jeg er en del af fællesskabet, jeg er med til at lykkes’. Ved at de eksempelvis nu har fået mulighed for at deltage i spejderlejr og fodboldskole i deres sommerferie, kan de efter sommerferien fortælle stolt om deres oplevelser i ferien – de er del af fællesskabet og følelsen af at være en del af det.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Beboerkonsulent i helhedsplan

“Det har indvirkning på deres sociale liv, at de har mulighed for at deltage i idræt på lige fod med andre børn og deltage i det sociale liv, der er omkring en idrætsklub. Der er sundhedsmæssige gevinster ved at dyrke motion, og så er de beskæftiget i stedet for at hænge ud og kede sig. De får nogle aktivitetsmuligheder, som de ellers ikke ville have haft.”

Astrid Krag

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S): “Det er så afgørende at føle sig med på et hold – som en del af et fællesskab – selv om ens forældre måske ikke lige har råd til at betale det månedlige kontingent til fodboldklubben. Lige præcis vores udsatte børn er ikke altid rige på succesoplevelser. Hverdagen derhjemme kan være udfordrende. De kan være vant til at føle sig anderledes. Derfor er det vigtigt at have et åndehul – både for børn og for deres forældre. Et åndehul, der gør, at hverdagen bliver lidt nemmere at overkomme. Vi kender det alle sammen. Vi vokser og får større selvværd, når de andre på holdet har brug for os. Regner med os. Selv har jeg spillet i band i mange år. Jeg fik nogle af mine bedste venner og minder gennem det fællesskab. Stor tak til BROEN Danmark for at give udsatte børn samme mulighed.”

(I forbindelse med uddelingen af Tine Bryld Prisen 2020 til BROEN)

Mor til ridepige

“Jeres støtte er altafgørende. Det ville ikke kunne lade sig gøre uden. Hun er så glad for ridning, at hun ikke snakker om andet – ‘hest, hest og mere hest’ 🙂 Vi er bare så taknemmelig over for jeres hjælp!”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Mor til basketdreng

“Basketball har givet ham et trygt og støttende fællesskab, styrket hans selvværd og haft en positiv indvirkning på hans skolegang. Din hjælp har betydet, at han gennem basket er blevet motiveret til at yde sit bedste i skolen ligeså vel som på basketbanen. Hans forbedrede selvværd har givet ham modet til at tage nye udfordringer op – både på banen og i klasselokalet.”

(Hilsen til BROEN Herlev)