“Uden BROEN havde jeg aldrig fået chancen. Det føles som om, nogen tror på mig – og det giver mig lyst til at tro på mig selv. I amerikansk fodbold føler jeg mig som en del af noget større, og jeg lærer hele tiden – både som spiller og som menneske. Jeg er bare så taknemmelig”.

(Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk)

“Mine to piger, Maria og Laura, er meget glade for at gå til spejder. Det er ikke blot en sund fritidsinteresse ude i det fri. Spejderne giver dem en masse oplevelser, som både styrker deres selvtillid og sociale kompetencer. De mødes en gang om ugen med deres respektive grene, og udover det deltager de i en del arrangementer, ture og overnatninger hele året rundt. Højdepunktet i spejderlivet er sommerlejr, og det har begge piger efterhånden prøvet nogle gange. De er ‘vokset’ meget hver gang, de har været afsted. Jeg er meget glad for, at de har fundet den interesse, og jeg er stolt over at se dem tage udfordringer og udvikle sig igennem spejderlivet. Samtidig er jeg så glad og taknemmelig for, at sådan en organisation som BROEN er med til at gøre, at det overhovedet kan lade sig gøre at sende pigerne afsted. Uden den økonomiske hjælp ville det være svært at støtte op omkring deltagelse i alle de fantastiske tiltag, spejderforeningen udarbejder og tilbyder.”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Charlotte Baere, projektkoordinator/sundhedskonsulent, Køge Kommune: “I min hverdag oplever jeg den livsglæde, det giver børn og deres familier at få hjælp fra BROEN. Mange børn får ikke opfyldt deres drøm om at kunne dyrke en fritidsinteresse, fordi deres forældre ikke har plads i budgettet til et foreningsmedlemskab. Her bygger BROEN virkelig bro. Jeg har set de fantastiske ansigtsudtryk, det giver, når ”lillePeter” møder ”frivilligPeter” fra BROEN i den lokale sportsforretning. Inklusion i en aktivitet drevet af frivillige ildsjæle, som ”vil” børnene, rykker virkelig noget hos den enkelte.”

(Interview, samarbejdsmøde, Køge 2014)

“I min fritid er jeg hjemme sammen med min mor. Jeg keder mig tit. Det er ikke så nemt at finde på noget at lave hele tiden.”

(Om ikke at gå til noget i fritiden)

“Jeg er så taknemmelig for, at I hjælper os med at kunne gå til kampsport i fritiden. Et af mine børn har haft mange udfordringer i hans korte liv. Det at se, hvor meget hans udfordringer er mindsket ved hans sport, er jeg så glad for.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

“For en hel del år siden, da jeg var på kontanthjælp, havde jeg ikke ‘salt til et æg’, og at betale kontingent og udstyr til min søns fritids interesse, fodbold, havde jeg slet ikke råd til. Det var ikke sjovt, og jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Heldigvis for mig og særligt for min søn, startede BROEN Herlev op det år. Jakob var så heldig, at han blev deres første barn, som de hjalp, og det gjorde for Jakob og vores familie en verden til forskel. Jakob er i dag næsten 20 år, og som han selv udtaler: ‘Havde det ikke været for Lars, som hjalp mig dengang og gav mig muligheden for at vælge sportens vej og vennerne der, havde jeg nok valgt den kriminelle vej og de venner, som fulgte med den vej.’ I dag er Jakob næsten færdig med sit andet grundforløb på TEC. Og har fået en læreplads som elektriker.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

“Kære BROEN! To af mine elever har fået hjælp til at komme i gang med at dyrke kampsport, og det er de rigtig glade for. Det styrker deres indbyrdes venskab, og de er begge to supermotiverede med sporten – jeg er sikker på, det også smitter af på skolen. Det er til stor glæde for dem, og det var ikke kommet i stand uden støtte fra BROEN. Tusind tak for støtten. Hilsen Lærer til to glade drenge”

(Hilsen til BROEN)

“Det er godt for dem, at de kan sige, at de går til svømning. At de går til noget som andre børn. Det giver stolthed. Jeg er også blevet gladere som mor, fordi jeg ved, at de elsker at svømme.”

(Om støtte fra BROEN Silkeborg)

“En pige på 11 år ringer til en af BROENs frivillige en lørdag formiddag og spørger grædende, om hun kan låne penge til en busbillet til Vejle, hvor hun skal deltage i et sportsstævne. Den frivillige vælger at hente pigen og køre hende til Vejle. Da han spørger, om ikke hun kan låne pengene af sin mor, som hun bor alene med, svarer hun med tårer i øjnene: ‘Det ved jeg ikke. Hun gik på Klods Hans (værtshus) i torsdags, og jeg har ikke set hende siden.’ ”