Lav ansøgning

Vores målgruppe er socialt udsatte børn i alderen 0-17 år i hele Næstved Kommune. Forældre, skolelærere, sagsbehandlere, trænere, sundhedsplejersker eller andre voksne med tilknytning til barnet kan søge om støtte. Man skal dog altid have forældrenes accept, før man søger på vegne af et barn. Denne accept giver man længere nede i ansøgningen.

Vi behandler nye ansøgninger den første mandag i hver måned, med undtagelse i juli. Du kan derefter forvente svar, inden for en uge.

Bemærk: Vi har fået et nyt sagsbehandlingssystem, som vi stadig er ved at lære at kende. Der kan derfor i den første tid forekomme mindre fejl eller forsinkelser. Vi håber på jeres forståelse og opfordrer jer til at skrive til info@broen-naestved.dk, hvis I oplever problemer eller har spørgsmål.

Den gode historie

Familiekonsulent

“BROEN har igennem årene været en vigtig samarbejdspartner i mit virke. Den er altid tænkt ind i opgaveløsningen, og der er altid en stor velvilje til løsninger, mulighedernes kunst, og der er meget kort vej til hjælpen.”

(Familiekonsulent i Silkeborg Kommune)

Janne Hansen

Janne Hansen (V), formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget, Guldborgsund Kommune: “Vi er glade for, at vi her i kommunen har en stærk organisation som BROEN, der tager vare på de økonomisk udsatte børn, så de får samme muligheder som andre børn.”

(Om støtte til BROEN Guldborgsund)

Mor til pige på 9 år

“Kære BROEN Haderslev! Jeg vil gerne takke for den hjælp, I har været for min datter og jeg. Det har gjort vores liv til et bedre sted, at I har hjulpet med den økonomiske byrde til kontingentet til ridning. Jeg gik psykisk ned, da jeg uventet mistede min mor. Jeg måtte have hjælp til min datter, hun kom i pleje i et år. Mit hjerte har blødt over, at jeg skulle melde hende ud, så hun igen blev offer for min sygdomshistorie. Hun fortjener at være barn og lege og ride for glædens skyld – ikke for at glemme, men for at udvikle sig. Tak fordi I har givet os magien i hverdagen og hjulpet med, at vi igen kan leve et godt og trygt liv.”

(Hilsen til BROEN Haderslev)

Marlene Harpsøe

Marlene Harpsøe, socialordfører, Danmarksdemokraterne: “Alt for mange børn fra udsatte familier spiller hverken fodbold, træner gymnastik eller går til svømning. Det arbejder BROEN for at lave om på. Ildsjæle overalt i Danmark får hver dag børn og unge fra udsatte familier ud i foreningslivet. At have venner og fællesskaber udenfor skolen er meget vigtigt. Det styrker børnenes selvværd og får dem til at lykkes.”

(Ved besøg hos BROEN Rudersdal 10. marts 2023)

Familiebehandler i kommune

”For nogle børn har det betydet, at de har fået et socialt liv, som de ikke havde prøvet før. Det har været vigtigt, at de kunne komme ind i det samme tøj, som de andre børn i klubben. Det har gjort, at de er kommet ind i fællesskabet, hvor de ellers har været lukket ude.”

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Mor til børn

“Livskvalitet til mine børn: BROEN Vejle gør en kæmpe forskel til fordel for mine børn. De kan takket være BROEN beholde deres sociale liv med de fritidsaktiviteter som bidrager til deres livskvalitet og aktive og sunde liv. De får mulighed for at indgå i relationen på lige fod med deres kammerater, og den vej kan de opnå at få følelsen af fællesskab, det at være en del af noget betydningsfuldt. Det at få fornemmelsen af, at fodboldholdet som eksempel ikke lykkes, uden at jeg også deltager, er den bedste følelse du kan give et barn, som mangler lidt selvtillid. ‘Jeg er en del af fællesskabet, jeg er med til at lykkes’. Ved at de eksempelvis nu har fået mulighed for at deltage i spejderlejr og fodboldskole i deres sommerferie, kan de efter sommerferien fortælle stolt om deres oplevelser i ferien – de er del af fællesskabet og følelsen af at være en del af det.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

(Om støtte fra BROEN-forening)

Mor til fire børn – 2

“Tusind tak for den støtte, I har givet min familie! Vi havde et godt og behageligt liv før. Jeg er uddannet læge og havde et godt job i vores hjemland. Mine børn havde alt, hvad man kan håbe på i sit liv. Livet var helt anderledes. Men desværre stjal krigen det fra os. Jeg har kæmpet for at arbejde inden for mit fag i Danmark, men det har været udfordrende. Jeg er glad for, at der er mennesker som jer, der har medmenneskelighed og som hjælper børn, der er frataget at leve et godt liv, som ethvert barn ønsker. Jeg sætter pris på jeres hjælp, og jeg håber at den dag kommer, hvor jeg kan arbejde og leve et godt liv med mine børn igen.”

(Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk, der støtter familiens fire børn i alderen 7 til 12 år til henholdsvis karate, gymnastik og fodbold.)