Bliv medlem

Du kan blive en del af vores arbejde med at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid ved at blive medlem af BROEN Næstved.

Bliv medlem

Den gode historie

SSP-leder i kommune

“Jeg kan konstatere, at de tanker og idéer, som jeg blev præsenteret for i starten, nu har vist sig ikke blot at være bæredygtige, men har udviklet sig til, hvad jeg opfatter som en soleklar succes inden for det frivillige forebyggende arbejde med børn og unge. Jeres projekt er for mig et af de meget få eksempler på, at idealisme, ildsjæle og udsatte børn og unges behov mødes og går op i en slags højere enhed.”

(Udtalelse om BROEN Horsens)

Dreng på musikskole

“Han er en succeshistorie. Han har udviklet sig musikalsk intet mindre end fremragende, som kun kan praktiseres via BROENs tilskud – ubetinget. Samtidig har han fået et kammeratskab, som han med sikkerhed ikke har andre steder i tilværelsen. Det har givet ham en værdifuld base/et holdepunkt i livet. Stor respekt for BROENs betydning.”

(Hilsen til BROEN Vejen)

Mor til fire børn

“Tusind tak for den støtte, I har givet min familie. Jeres hjælp giver mine børn glæde og får dem til at føle sig som andre børn. Vi har haft mange dage, hvor vi ikke har haft penge til mad, og siden vi kom til Danmark, har jeg købt brugt tøj og sportstøj til mine børn i Røde Kors. Jeg er glad for, at der er mennesker som jer!”

(Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk, der støtter familiens fire børn i alderen 7 til 12 år til henholdsvis karate, gymnastik og fodbold.)

Mor til Noah på 11 år og Sia på 7 år

“Lykken for mine børn er en barndom med tryghed, smil og vigtigst af alt, at føle sig som de andre. BROEN har skabt smil og glæde i vores lille hjem, da de ligesom deres kammerater kan deltage i den sportsgren, de holder så meget af. I et år har de gået til svømning nu, og de smiler hver eneste gang. For mig som mor betyder det rigtig meget. At BROEN vil bruge deres midler på at glæde mine børn, giver mig mere overskud på min mor-konto. Det giver mig mindre økonomiske bekymringer samt stor glæde, da jeg på den måde kan give mine børn mere glæde i deres hverdag.”

(Hilsen til BROEN Aalborg)

Dreng 6 år

“Jeg vil skrive om, at jeg var rigtig glad for at gå til fodbold. Jeg blev faktisk ked af det, da jeg fik at vide af mine forældre, at de ville melde mig ud af klubben på grund af dårlig økonomi, og at de ikke længere kan betale til et nyt medlemskab til næste år.”

(Om støtte fra BROEN)

Mor til Teis på 15 år

“Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!”

(Hilsen til BROEN Herlev)

FDF-leder

“TAK for jeres arbejde med ‘vores’ børn. Det er en kæmpe hjælp for FDF Nakskov, at I er der og kan hjælpe!:-)”

(Hilsen til BROEN Lolland)

Projektleder i kommune

“Men ikke alle familier har økonomiske eller mentale kræfter til at sende børnene af sted til den slags. I de tilfælde kan vi heldigvis hjælpe. Og det gør virkelig en forskel. Både for børnene og nogle gange for hele familien.”

(Aktiv Fritid i Vejle Kommune)

Judith 14 år

“Det er vigtigt for mig at dyrke sport, fordi jeg kan godt lide at få brændt en masse krudt af. Selv om jeg har en dårlig dag, kan jeg godt lide at møde op og være med, eller se på og måske bakke de andre op fra sidelinjen. Jeg har altid villet dyrke sport, især fodbold. Men jeg har aldrig fået mulighed for det. Jeg har fået mange venskaber gennem fodbold. Vi piger er blevet tættere på hinanden, og vi er blevet mere end bare gode venner.”

(Om at gå til fodbold med støtte fra BROEN Lolland)