11/10/2023

Donation fra Vissingfonden

BROEN Horsens har modtaget en flot donation fra Vissingfonden, der har valgt at støtte den lokale indsats med at hjælpe børn i socialt udsatte familier til en aktiv fritid i det lokale fritids- og foreningsliv.

Fonden begrunder blandt andet sin støtte med, at BROEN udelukkende arbejder på frivillig basis og er derfor afhængig af fonds- og puljemidler.

Om donationen siger næstformand i BROEN Horsens, Jill Hagen:

“Donationer fra fonde som Vissing Fonden er helt afgørende for, at vi kan gøre en forskel for børn og unge, der har det svært. Vi har på nuværende tidspunkt fået skabt en aktiv tilværelse for hundredvis af børn, hvor forældrene af den ene eller anden grund ikke har overskud til at støtte op omkring deres børn – hverken omsorgsmæssigt eller økonomisk. Nogle af børnene udsættes desværre for vold, overgreb og andre krænkelser,” siger Jill Hagen til Vissing Fondens hjemmeside.

Hun fortsætter: ”Vores erfaringer er, at de aktiverede børn gradvist ændrer karakter, bliver gladere og ser på omverdenen med nye og mere positive øjne.”

Vi siger en stor tak for støtten!