Støt BROEN som virksomhed

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Støt økonomisk

Den gode historie

Nikolai 12 år

“Det er mega fedt, at BROEN Vejle har sørget for, jeg kan gå til fodbold igen. Jeg startede allerede sidste uge og træner 2 gange i ugen. Det er vildt sjovt at se andre drenge, de er søde. Jeg kan sagtens følge med dem nu. Jeg har også fået en cykel fra jer, så jeg kan komme ud og cykle igen, både i skole og over i skoven. I sommerferien skal jeg på fodboldskole, det glæder jeg mig rigtig meget til. Mega sejt I har givet mig det. Jeg tabte 14 kg de 10 uger, jeg var afsted. Hilsen Nikolai” (om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Nahom 9 år

“Træningen er det bedste. For så bliver man bedre til at spille. Jeg har også fået mange venner. Der er flere på holdet, som går i min klasse, og jeg har også lært nogen fra de andre skoler at kende.” (om støtte til fodbold fra BROEN Rudersdal)

Projektleder i kommune

”Mikkel har en udfordring i skolen. Han passer ikke helt ind, og han er overset derhjemme, da hans mor er alene med ham og hans lillesøster på 4 måneder. Hans sagsbehandler tog kontakt til Aktiv Fritid, og nu går Mikkel til springgymnastik. Hver tirsdag henter hans frivillige følgeven Sonja ham. BROEN Vejle betaler kontingent for hans medlemskab, og Aktiv Fritid har matchet Mikkel med Sonja og givet dem et 10-turskort til svømmehallen, da de slet ikke kan nøjes med at ses en gang om ugen. Mikkel har nu fået både en følgeven og en reservebedste, han får brugt noget energi, og han glæder sig til hver tirsdag.”

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Forælder til pige

“Først en hilsen og en STOR tak, for at I gjorde det muligt for min datter at gå til gymnastik hele vinteren. Min datter ELSKER at lave gymnastik og træner både om mandagen med HG Girls samt hjemme på stuegulvet. Hun har sammen med holdet været til tre opvisninger, og de er blevet udtaget til at give opvisning ved Gymnastik Galla i DGI Storstrømmen i Maribo i morgen. Hvilket er STORT inden for gymnastik :-).” (hilsen til BROEN Næstved)

Mor til pige på 9 år

“Kære BROEN Haderslev! Jeg vil gerne takke for den hjælp, I har været for min datter og jeg. Det har gjort vores liv til et bedre sted, at I har hjulpet med den økonomiske byrde til kontingentet til ridning. Jeg gik psykisk ned, da jeg uventet mistede min mor. Jeg måtte have hjælp til min datter, hun kom i pleje i et år. Mit hjerte har blødt over, at jeg skulle melde hende ud, så hun igen blev offer for min sygdomshistorie. Hun fortjener at være barn og lege og ride for glædens skyld – ikke for at glemme, men for at udvikle sig. Tak fordi I har givet os magien i hverdagen og hjulpet med, at vi igen kan leve et godt og trygt liv.”

Lisbeth Zornig Andersen

Lisbeth Zornig Andersen, økonom, forfatter, tidligere protektor for BROEN Danmark

“Når vi ved, hvor vigtigt det er at gå til noget, så er det organisationer som BROEN, der er afgørende for, at vi får sået dét frø, som gør, at børnene får en anden livsbane. Derfor kan det være helt afgørende for et barns skæbne, at det stifter bekendtskab med BROEN.” (Støttearrangement for BROEN Struer, Struer 2014)

 

Forældre til dreng på 8 år

“Thor vil gerne, at jeg skriver, at han er rigtig glad for, at han kan få hjælp til sport fra BROEN. Ja, det er vi voksne også.”

Mor til pige

“Kære BROEN! Jeg vil lige fortælle jer, hvor glade vi er for, at hun har gymnastikplads. Hun har fået en veninde på holdet og elsker gymnastik. Hun er ikke så meget i skole og har ikke noget socialt i klassen. Til gymnastikken er det slet ikke til at se, at hun har de udfordringer hun har, det er fordi hun kan lide det, og der ikke stilles krav hun ikke kan indfri. Med den baggrund så er det derfor vi er så glade og taknemmelige for jeres hjælp. Af hele hjertet tak.” (hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk)