Sådan arbejder vi

BROEN samarbejder med en bred vifte af aktører inden for kommunen, forskellige foreninger og klubber.

Vi hjælper med kontingent, udstyr og evt. transport, så børn og unge får mulighed for at være aktive i lokale idræts- og fritidsforeninger med sport, spejder, dans, teater eller lignende sammen med jævnaldrende og voksne rollemodeller.

Det sker i tæt samarbejde med fagpersoner i kommunen og/eller træner, kasserer eller en anden frivillig i lokale idræts- og fritidsforeninger.

Den gode historie

Nahom 9 år

“Træningen er det bedste. For så bliver man bedre til at spille. Jeg har også fået mange venner. Der er flere på holdet, som går i min klasse, og jeg har også lært nogen fra de andre skoler at kende.” (om støtte til fodbold fra BROEN Rudersdal)

Pige 8 år

”Jeg synes, det er sjovt at gå til fodbold. Jeg har fået nogle nye venner ovre i fodboldklubben. Jeg leger nogle gange med dem. Jeg har haft en af mine venner fra fodboldklubben over hos mig på besøg, og det var sjovt. Vi legede sammen. Så jeg har det sjovt, når jeg er til fodbold.”

Dreng 11 år

“Min sygdom er ikke nem at håndtere, men det kan karate. Så mega meget glad for hjælpen.”

Henrik Nielsen

Henrik Nielsen (K), formand for udvalget for erhverv, beskæftigelse og kultur i Svendborg Kommune: “Det handler ikke kun om motion. Det handler også om at blive del af fællesskaber, hvor der er mulighed for at løfte sig og få et godt liv.” (i artikel om BROEN Svendborg)

Forældre til dreng på 12 år

“Vi er meget glade for, at BROEN kunne hjælpe, da han ellers ikke kunne fortsætte med aktiviteten :)”

Træner i gymnastikforening

“Hvad er der ikke sket med Tasja (7 år) bare på et halvt år? Nu kan hun lave harehop og kolbøtter, og hun er blevet meget gladere.”

Frivillig i BROEN Silkeborg

“Vi begyndte at hjælpe en pige på seks år, som aldrig har gået til noget ud over skolen. Når hun kommer hjem, er det til forældre, som drikker. Der er ingen mad på bordet, for det er blevet glemt. Pengene er meget små, og forældrene prioriterer ikke en idrætsaktivitet til deres barn. Hun beskrives som en pige uden venner, selvtillid og selvværd. Fra pigens lærer modtager vi en ansøgning. Jeg tager imod, kontakter familien og fortæller, at vi i BROEN vil hjælpe pigen til gymnastik i en forening tæt på hjemmet. Vi kontakter Sport 24 om en ny gymnastikdragt. Den første gymnastikdragt nogensinde, og hun er virkelig glad. Jeg kontakter derefter foreningen, og der bliver taget godt imod pigen. Tilbagemeldingerne på pigens trivsel er opløftende. Gymnastikken bliver et frirum, hvor hun kan være barn, være en del af noget, og hun blomstrer op. Det viser, hvordan en fritidsaktivitet kan gøre en stor forskel for et udsat barns hverdag.”

Mor til pige

“Kære BROEN! Jeg vil lige fortælle jer, hvor glade vi er for, at hun har gymnastikplads. Hun har fået en veninde på holdet og elsker gymnastik. Hun er ikke så meget i skole og har ikke noget socialt i klassen. Til gymnastikken er det slet ikke til at se, at hun har de udfordringer hun har, det er fordi hun kan lide det, og der ikke stilles krav hun ikke kan indfri. Med den baggrund så er det derfor vi er så glade og taknemmelige for jeres hjælp. Af hele hjertet tak.” (hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk)

Mor til to piger

“Mine to piger, Maria og Laura, er meget glade for at gå til spejder. Det er ikke blot en sund fritidsinteresse ude i det fri. Spejderne giver dem en masse oplevelser, som både styrker deres selvtillid og sociale kompetencer. De mødes en gang om ugen med deres respektive grene, og udover det deltager de i en del arrangementer, ture og overnatninger hele året rundt. Højdepunktet i spejderlivet er sommerlejr, og det har begge piger efterhånden prøvet nogle gange. De er ‘vokset’ meget hver gang, de har været afsted. Jeg er meget glad for, at de har fundet den interesse, og jeg er stolt over at se dem tage udfordringer og udvikle sig igennem spejderlivet. Samtidig er jeg så glad og taknemmelig for, at sådan en organisation som BROEN er med til at gøre, at det overhovedet kan lade sig gøre at sende pigerne afsted. Uden den økonomiske hjælp ville det være svært at støtte op omkring deltagelse i alle de fantastiske tiltag, spejderforeningen udarbejder og tilbyder.” (hilsen til BROEN Halsnæs)