BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
BROEN Silkeborg har fra en samarbejdspartner i Silkeborg Kommune modtaget en hilsen med en beskrivelse af den betydning, det har for børn og unge i økonomisk trængte familier, at BROEN kan gå ind med hjælp til kontingent og udstyr.
Vi har fået lov til at dele brevet, der kommer fra familiekonsulent Anette Bjørn Tholstrup i Familie- og Ungekontakten:
“Igennem mit virke som familiekonsulent i Silkeborg Kommune har jeg haft det store privilegium at samarbejde med BROEN Silkeborg. Jeg har arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier i 27 år. Et særligt kendetegn for mange af disse familier er ofte, at der ikke er en erfaring eller historie med at dyrke sport, være aktiv, frivillig eller foreningsaktiv.
Det er der være rigtig mange grunde til. Dels handler det meget om familiens egen sociale historik og miljø, og at den aktive livsstil aldrig har været en naturlig del af familiens hverdag. Det skyldes dels, at mange børn og unge kommer fra familier, hvor sygdom, enten fysisk eller psykisk, har tæret på den daglige energi, og at det derfor ikke har været muligt at tilgodese, at børnene skulle tilmeldes sport, logistikken med hensyn til kørsel og kampprogrammer har været uoverskuelig, og det har været skamfuldt som forældre ikke at kunne bidrage på lige fod med andre forældre.
Men i langt de fleste tilfælde oplever jeg, at økonomien har været den primære årsag til, at forældre vælger det sportslige fællesskab fra på deres børns vegne. Der er simpelthen ikke penge til kontingenter, sportsudstyr, turneringer, udlandsture eller den årlige håndboldcup. Sport er dyrt for de familier, der lever på kanten af ingenting, og dem er der adskillige af i vores samfund. Mange børn og unge fra diverse årgange har aldrig dyrket andet sport eller bevægelse end det, de har haft på skoleskemaet i folkeskolen.
Jeg oplever unge, som aldrig har været en del af et sportsligt fællesskab, aldrig har deltaget i en holdsport, hvor man uge efter uge mødes med vennerne på halgulvet eller i omklædningsrummet. Jeg har mødt drenge, som er de eneste i klassen, der ikke var med til weekendens fodboldstævne, og som derfor ikke kan snakke med om alle oplevelserne. Ofte med ensomhed og social tilbagetrækning som resultat. Det er omkostningsfyldt at være socialt marginaliseret, når man ikke har muligheden for at deltage på lige fod med andre på sin årgang. For mange unge er det skamfuldt at sige, at ens forældre ikke har råd til det, som for mange andre er en naturlighed.
Det er her, mit samarbejde med BROEN har været enormt konstruktivt, bekræftende og berigende at se de samme børn og unge pludselig opleve at være en del af et fællesskab.
BROEN har igennem årene været en vigtig samarbejdspartner i mit virke. Den er altid tænkt ind i opgaveløsningen, og der er altid en stor velvilje til løsninger, mulighedernes kunst, og der er meget kort vej til hjælpen. BROEN bidrager socialøkonomisk til at højne børnevelfærden og ikke mindst selvværdet blandt børn og unge, så de igen kan nyde glæden ved fællesskabet og sporten. Desuden bidrager indsatsen til, at den sociale arv brydes, og det bliver en naturlig del af familieskabet at være foreningsaktiv.
Det har altid været en kæmpe glæde at kunne fortælle børn og unge, at de har kunnet komme med på spejderlandslejr stolt iført ny uniform, at de kunne få nye fodboldstøvler som de andre på holdet eller andet sportsudstyr, at der blevet sponseret kontingenter til håndbold, fodbold, kunstskøjteløb, spejder osv. En ung pige har kunnet afslutte sit gymnastikefterskoleophold med at kunne følges med hele skolen til afslutning ved DGI’s landsstævne. Jeg har oplevet forældrenes store taknemmelighed og ydmyghed over for de muligheder, de er blevet givet.
BROEN har givet og giver så mange børn og unge nogle helt igennem fantastiske oplevelser, og jeg vil se frem til endnu mere samarbejde med BROEN fremover.
Med venlig hilsen Anette Bjørn Tholstrup”
Vi siger en stor tak for at give os denne tilbagemelding.