Om BROEN

BROEN Silkeborg er oprettet i 2014. Vi er en frivillig ulønnet støtteforening og er en del af BROEN Danmark.

Vi hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger i hele kommunen.

I 2025 hjalp vi 295 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og dermed også et socialt samvær med andre børn og unge.

Venlig hilsen

BROEN Silkeborg

Den gode historie

Familiecentermedarbejder i kommune

“Anders har fået rigtigt meget ud af at få muligheden for at træne igennem jer. Anders træner næsten hver dag og har fået mange af sine kammerater med i centeret også, hvilket gør, at de incl. Anders lever sundere, får søvn og spiser sund kost, flere stopper med at ryge cigaretter og drikke vildt i weekenderne. Anders er desuden gået fra et fravær på skolen på 90 % til tæt på 0 %.” (hilsen til BROEN Lolland om 16-årig dreng på specialskole)

Frivillig i BROEN Silkeborg

“Vi begyndte at hjælpe en pige på seks år, som aldrig har gået til noget ud over skolen. Når hun kommer hjem, er det til forældre, som drikker. Der er ingen mad på bordet, for det er blevet glemt. Pengene er meget små, og forældrene prioriterer ikke en idrætsaktivitet til deres barn. Hun beskrives som en pige uden venner, selvtillid og selvværd. Fra pigens lærer modtager vi en ansøgning. Jeg tager imod, kontakter familien og fortæller, at vi i BROEN vil hjælpe pigen til gymnastik i en forening tæt på hjemmet. Vi kontakter Sport 24 om en ny gymnastikdragt. Den første gymnastikdragt nogensinde, og hun er virkelig glad. Jeg kontakter derefter foreningen, og der bliver taget godt imod pigen. Tilbagemeldingerne på pigens trivsel er opløftende. Gymnastikken bliver et frirum, hvor hun kan være barn, være en del af noget, og hun blomstrer op. Det viser, hvordan en fritidsaktivitet kan gøre en stor forskel for et udsat barns hverdag.”

Pige 13 år

“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”

(Om at gå til noget i fritiden med støtte fra BROEN)

Projektmedarbejder i fodboldklub

”Det har betydet, at børnene er blevet fastholdt i foreningslivet og i klubben, da de ellers ville være blevet meldt ud. Ikke nødvendigvis med den begrundelse, at de ikke havde råd til det, fordi det kan være lidt af et tabu, men med en anden undskyldning.”

Dreng på musikskole

“Han er en succeshistorie. Han har udviklet sig musikalsk intet mindre end fremragende, som kun kan praktiseres via BROENs tilskud – ubetinget. Samtidig har han fået et kammeratskab, som han med sikkerhed ikke har andre steder i tilværelsen. Det har givet ham en værdifuld base/et holdepunkt i livet. Stor respekt for BROENs betydning.”

(Hilsen til BROEN Vejen)

Støtteperson til ung mand

“Jeg vil gerne dele en god historie om en af de unge, som har fået støtte gennem BROEN Frederikssund. Den unge har i en periode været præget af angst og haft svært ved at indgå i fællesskaber. Gennem jeres støtte har han fået muligheden for at deltage i fodbold og dermed også udvikle sig socialt i et trygt fællesskab.

At dette har kunnet lade sig gøre, er i høj grad gjort muligt gennem jeres støtte, som har sikret, at økonomi ikke blev en barriere for hans deltagelse.”

(AlitiKonsulenterne i hilsen til BROEN Danmark om støtte til ung elitefodboldspiller)

SSP-konsulent i kommune

“BROEN gør en kæmpe forskel med at skaffe midler til kontingent, udstyr osv. for de børn og unge, der er i SSP’s målgruppe. Denne gruppe er stærkt underrepræsenteret i de lokale idrætsforeninger og andre fritidstilbud, der findes i kommunen. Men netop med BROENs hjælp får disse børn og unge mulighed for at dyrke en fritidsinteresse sammen med deres skolekammerater og måske også få nye positive venskaber igennem fritidsinteressen. Tilbagemeldingerne er alle positive, og der er flere eksempler på, hvordan netop støtten fra BROEN har fået børn i gang med en fritidsinteresse.”

(Udtalelse til BROEN Vordingborg)

Pige 12 år

“Teatersport og drama går jeg meget op i, fordi jeg elsker at optræde, synge, leve sig ind i det osv. Jeg synes, at jeg er en meget kreativ pige. Jeg har gået til det i 2 1/2 år og interesserer mig stadig for det. Jeg vil være mini-skuespiller, hvis jeg får muligheden en dag. Har allerede lavet en film og en reklame for Legoland. Tusind tak for det 🙂 Min mor har nemlig ikke råd til det :D”

(Om støtte fra BROEN)

Nahom 9 år

“Træningen er det bedste. For så bliver man bedre til at spille. Jeg har også fået mange venner. Der er flere på holdet, som går i min klasse, og jeg har også lært nogen fra de andre skoler at kende.”

(Om støtte til fodbold fra BROEN Rudersdal)