Etiske regler

“I min fritid er jeg hjemme sammen med min mor. Jeg keder mig tit. Det er ikke så nemt at finde på noget at lave hele tiden.”

Lisbeth Zornig Andersen, økonom, forfatter, tidligere protektor for BROEN Danmark

“Når vi ved, hvor vigtigt det er at gå til noget, så er det organisationer som BROEN, der er afgørende for, at vi får sået dét frø, som gør, at børnene får en anden livsbane. Derfor kan det være helt afgørende for et barns skæbne, at det stifter bekendtskab med BROEN.” (Støttearrangement for BROEN Struer, Struer 2014)

“Kære BROEN! Jeg vil lige fortælle jer, hvor glade vi er for, at hun har gymnastikplads. Hun har fået en veninde på holdet og elsker gymnastik. Hun er ikke så meget i skole og har ikke noget socialt i klassen. Til gymnastikken er det slet ikke til at se, at hun har de udfordringer hun har, det er fordi hun kan lide det, og der ikke stilles krav hun ikke kan indfri. Med den baggrund så er det derfor vi er så glade og taknemmelige for jeres hjælp. Af hele hjertet tak.” (hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk)

“Men ikke alle familier har økonomiske eller mentale kræfter til at sende børnene af sted til den slags. I de tilfælde kan vi heldigvis hjælpe. Og det gør virkelig en forskel. Både for børnene og nogle gange for hele familien.” (Aktiv Fritid i Vejle)

“Jeg kan konstatere, at de tanker og idéer, som jeg blev præsenteret for i starten, nu har vist sig ikke blot at være bæredygtige, men har udviklet sig til, hvad jeg opfatter som en soleklar succes inden for det frivillige forebyggende arbejde med børn og unge. Jeres projekt er for mig et af de meget få eksempler på, at idealisme, ildsjæle og udsatte børn og unges behov mødes og går op i en slags højere enhed.”

“For en hel del år siden, da jeg var på kontanthjælp, havde jeg ikke ‘salt til et æg’, og at betale kontingent og udstyr til min søns fritids interesse, fodbold, havde jeg slet ikke råd til. Det var ikke sjovt, og jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Heldigvis for mig og særligt for min søn, startede BROEN Herlev op det år. Jakob var så heldig, at han blev deres første barn, som de hjalp, og det gjorde for Jakob og vores familie en verden til forskel. Jakob er i dag næsten 20 år, og som han selv udtaler: ‘Havde det ikke været for Lars, som hjalp mig dengang og gav mig muligheden for at vælge sportens vej og vennerne der, havde jeg nok valgt den kriminelle vej og de venner, som fulgte med den vej.’ I dag er Jakob næsten færdig med sit andet grundforløb på TEC. Og har fået en læreplads som elektriker.”

“Min sygdom er ikke nem at håndtere, men det kan karate. Så mega meget glad for hjælpen.”