BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Ved generalforsamlingen i februar 2024 trådte Bente Kruse ud af bestyrelsen for BROEN Lolland.
Bente var med til at oprette foreningen i 2014 og har været formand gennem alle årene. Derfor har hun set tilbage på de 10 år med BROEN Lolland, som hun har været en del af.
“10 år med BROEN Lolland
2014 var et skelsættende år i Lolland Kommune: En del personer fra foreninger og kommune mødtes et par gange med Erik fra BROEN Danmark for eventuelt at starte et nyt samarbejde for at give børn og unge fra særligt udfordrede familier en mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter på lige fod med deres venner.
En bestyrelse blev valgt med mig som formand og blandt andre Bjarne Sørensen som bestyrelsesmedlem. Bjarne havde allerede et stort kendskab og en stor berøringsflade til både foreninger og kommune. Han etablerede aftale med sportsforretningerne om rabat ved køb af udstyr, og han havde i forvejen kontakt til DIF, som medvirkede ved de første events i boligområderne.
Mit hjerte har altid banket for børn, og de 10 år i BROEN Lolland har givet mig mindst lige så meget, som det har givet forældre og børn (og vel i sidste ende også Lolland Kommune).
Jeg sluttede min indsats i BROEN Lolland ved generalforsamlingen i år – mine kræfter var brugt op i forening med Bjarnes alvorlige sygdom.
Mit hjerte banker stadig for alle jer børn og unge (og jeres forældre). Tusind tak for alle de dejlige besøg hos jer i jeres hjem og møder i foreningerne!
Tak for fantastisk samarbejde med Lolland Kommune, alle foreninger (jeg bliver nødt til særligt at takke alle jer i FamilieRINGEN blandt andet med fantastiske fisketure), sportsforretninger for rabat, dejlige møder med fonde (og økonomisk støtte ikke mindst!) – og selvfølgelig BROEN Danmark for evig støtte, også økonomisk.
Og ikke mindst tak til de frivillige, der har været i bestyrelsen og udenfor. Jeg vil også gerne takke de fantastiske brobyggere Liv, Trine, Michael og kort tid Sannie – og så alle jer jeg ikke har nævnt! Sidst, men ikke mindst, tak for samarbejdet med bestyrelsesmedlemmerne i BROEN Lolland gennem 10 år! Jeg ønsker BROEN Lolland fortsat god vind!
Bedste hilsner fra Bente Kruse”