Lav ansøgning

Det vil typisk være fagpersonalet fra kommunen, skoler, SFO og andre institutioner, der har daglig omgang med børn, og som kender deres forhold, der vil kontakte os, men enhver, der har kendskab til et barn, der har behov for en aktiv tilværelse kan kontakte os. Familie til barnet kan ikke selv ansøge hos BROEN Vejle

Ansøgningsprocedure

Samtykke og ansøgning

For at kunne tilbyde et barn vores tilbud er det vigtigt, at vi har forældrenes accept.
Hvis du er kommunalt ansat (eller ansat i regionen eller staten) eller fra en forening, SKAL du starte med at indhente en samtykkeerklæring fra barnets forældre/værge. Når du har fået forældrenes samtykke, udfyldes ansøgningsskemaet og derefter sendes det udfyldte papir til BROEN Vejles formand.

BROEN Vejle skal have oplysninger om barnets navn, adresse, alder og køn. Derudover skal vi have navn, e-mail samt telefonnummer på barnets forældre/værge, så vi kan kontakte familien. Vi beder også om, at der oplyses mest muligt om hvilken aktivitet, barnet gerne vil deltage i, hvem der kan kontaktes i forbindelse med henvendelsen og – så vidt det er muligt – også gerne prisen på kontingent/udstyr.

Hent samtykkeerklæring/ansøgningsskema:

Samtykkeogansøgning-Broen-Vejle (word)

Samtykkeogansøgning-Broen-Vejle (pdf)

Kontaktperson

Susanne Clausen, tlf. 42 40 00 51.

E-mail: susanne@broen-vejle.dk

Den gode historie

Nikolai 12 år

“Det er mega fedt, at BROEN Vejle har sørget for, jeg kan gå til fodbold igen. Jeg startede allerede sidste uge og træner 2 gange i ugen. Det er vildt sjovt at se andre drenge, de er søde. Jeg kan sagtens følge med dem nu. Jeg har også fået en cykel fra jer, så jeg kan komme ud og cykle igen, både i skole og over i skoven. I sommerferien skal jeg på fodboldskole, det glæder jeg mig rigtig meget til. Mega sejt I har givet mig det. Jeg tabte 14 kg de 10 uger, jeg var afsted. Hilsen Nikolai”

(Om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Forælder til dreng

“Hej BROEN Vejle og Susanne! Tusind tusind tak for den forskel, I/du gjorde for vores søn. Han har takket været jeres støtte i flere år gået til hans kampsport – og haft mulighed for også at få tøjet til det. Vi skal ikke have mere støtte fra jer, da vi nu selv har midlerne til at betale både sporten og de lejrture, der er i forbindelse med sporten. Tak for jer/dig – tak for den forskel I/du gør – så børn kan deltage i sport og være en del af et fællesskab med venner. Tak. Mange hilsner fra W og hans forældre”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Nahom 9 år

“Træningen er det bedste. For så bliver man bedre til at spille. Jeg har også fået mange venner. Der er flere på holdet, som går i min klasse, og jeg har også lært nogen fra de andre skoler at kende.”

(Om støtte til fodbold fra BROEN Rudersdal)

Louise 12 år

“Kære alle inden for BROEN i Vejen. 1000 millioner tak for den store hjælp, det betyder virkelig meget for mig, også for min mor. Jeg kan slet ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er for jeres hjælp. Jeg synes, det er flot, at I hjælper så mange, som har brug for det. Jeg er bare verdens heldigste pige at få hjælp. Millioner af tak, jeg er så GLAD. Venlig hilsen Louise.”

(Hilsen til BROEN Vejen)

Pige 12 år dans

“Kære Lars! Jeg er så taknemlig for det BROEN gør, og har gjort for mig! At jeg kan danse, er jo det bedste jeg ved! Dans gør mig altid glad! Og at bare kunne komme derop selvom jeg har haft en dårlig dag, og bare kunne glemme det! Og koncentrere mig om dansen gør mig rigtig glad.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Mor til dreng på sommercamp

“Min dreng, som er autist og snart 12 år, deltog i to camps med e-sport, i alt fire dage á cirka 6-7 timer med træning, konkurrence og udendørs aktiviteter. Det er aldrig nogensinde sket før, at han har været ude af huset fire dage i træk i så mange timer. Tusind, tusind tak. Det var så stort!”

(Hilsen til BROEN Køge)

Mor til pige

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg som mor ville have gjort uden hjælpen og støtten fra BROEN Vejle. Min datter lever og ånder for fodbolden, men jeg studerer og har bare ikke pengene til fodboldsko, camps eller træningen. Men hun kan det hele, fordi Susanne og Oliver fra BROEN Vejle holder hendes mod oppe og støtter hende. Hun er bare blevet så god og ser frem til træning og camps.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Bjarne Ibsen

Bjarne Ibsen, professor og centerleder ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet: “Vi ved, at det for børn har stor betydning at være en del af et stærkt fællesskab sammen med andre børn og positive voksne. Når forældre ikke ansporer eller støtter deres børn til at deltage i en fritidsaktivitet, så er det vigtigt, at initiativer som Fritidspas og foreninger som BROEN kan gå ind og hjælpe. Begge dele kan skabe bedre livskvalitet for de mest udsatte børn. En frivillig indsats, som den BROEN står for, udgør desuden en effektiv og billig indsats, som både kan stå alene og udgøre et godt supplement til eksisterende ordninger i kommunerne.”

(Ved Red Barnet-konferencen ‘Plads til alle’, Esbjerg 2015)

Karen Ellemann

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V): “Jeg er grundlæggende optaget af at samle viden om initiativer, der rent faktisk hjælper udsatte. Det her er et klassisk eksempel på mødet mellem frivillige og mennesker, der måske er på vej ud over kanten. BROEN viser, at det har en positiv afsmittende effekt på unges dannelse og uddannelse, når de har et sundt og meningsfuldt fritidsliv.”

(Ved besøg hos BROEN i Køge den 23. maj 2016)