Pige 13 år
“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”
(Om at gå til noget i fritiden med støtte fra BROEN)
317606Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.
BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”
(Om at gå til noget i fritiden med støtte fra BROEN)
Marlene Harpsøe, socialordfører, Danmarksdemokraterne: “Alt for mange børn fra udsatte familier spiller hverken fodbold, træner gymnastik eller går til svømning. Det arbejder BROEN for at lave om på. Ildsjæle overalt i Danmark får hver dag børn og unge fra udsatte familier ud i foreningslivet. At have venner og fællesskaber udenfor skolen er meget vigtigt. Det styrker børnenes selvværd og får dem til at lykkes.”
(Ved besøg hos BROEN Rudersdal 10. marts 2023)
“Tusind tak for den støtte, I har givet min familie. Jeres hjælp giver mine børn glæde og får dem til at føle sig som andre børn. Vi har haft mange dage, hvor vi ikke har haft penge til mad, og siden vi kom til Danmark, har jeg købt brugt tøj og sportstøj til mine børn i Røde Kors. Jeg er glad for, at der er mennesker som jer!”
(Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk, der støtter familiens fire børn i alderen 7 til 12 år til henholdsvis karate, gymnastik og fodbold.)
“Jeg vil gerne på vegne af NN søge om tilskud til et afslutningsstævne, som håndboldklubben skal til i slutningen af marts. NN er en dreng, der i den grad får nogle succesoplevelser igennem sit håndbold, og her er han en del af et fællesskab, som gavner ham ind i sit skoleliv, som til tider kan være svært. Vi håber meget på, at han kan få den oplevelse sammen med sine holdkammerater, da det er med til at styrke ham.”
(I ansøgning til BROEN Tønder)
“Synes det har været dejligt at kunne få noget ‘rigtigt’ tøj til fodbold. Det har været godt at kunne få lov til at prøve nogle forskellige aktiviteter, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg allerhelst ville gå til.”
(Om støtte fra BROEN)
“Hej Lars! Jeg har et barn på specialskole med nogle særlige behov og udfordringer i livet. Jeg kan mærke stor forandring efter opstart hos Krav Maga (selvforsvar). Både på selvtillid og selvværd. Det var aldrig sket uden din/jeres hjælp. Så kæmpestor tak for dig/jer.”
(Hilsen til BROEN Herlev)
“Jeg vil fortælle, hvordan det går med D. Han var vild med fodbold, da vi startede med at modtage hjælp fra BROEN Vejle i 2016, men det satte knæene en stopper for. Han begyndte i stedet til boksning, og så kom Corona. Han har været sej og dedikeret og trænet selv herhjemme, tabte sig 10 kg og tog 10 kg på i muskler. Nu er han i fuld gang igen og træner mange gange om ugen. Han hjælper også med at træne de små derinde. Han er blevet udtaget til at bokse ved DM (tror I moren er stolt). I dag har han bokset sin diplomkamp, det er noget de skal, inden det går helt i gang. Der har han fået rigtig fine point og ros. Hans mål er at blive professionel, og han har en vilje og så meget gåpåmod, at han nok skal nå langt. I sidste ende er det egentlig jer, vi kan takke. Han havde sidste skoledag forleden, han er ved at være en voksen ung mand. Knus fra en rigtig glad ung mand og ikke mindst hans glade mor.”
(Hilsen til BROEN Vejle)
Poul Nyrup Rasmussen, protektor for Det Sociale Netværk og tidligere statsminister i Danmark: “Alle børn og unge har brug for venskaber og brug for at være i positive fællesskaber. De skal møde engagerede voksne ildsjæle, som er gode rollemodeller for dem. De får et frirum. De bliver værdsat. Og de får nogle redskaber, som gør dem aktive – også når de skal vælge uddannelse og finde sig en plads i samfundslivet.”
(Ved overrækkelsen af Børnesagsprisen til BROEN, København 2015)
”Siden BROEN Lolland gav XX (14 år) muligheden for at komme fast i svømmehallen sammen med sine kammerater, har han udviklet sig helt vildt! Fra at være en stille dreng, der sjældent åbnede munden, er han nu en dejlig, velfungerende dreng, der gerne giver udtryk for sine meninger, og som nu er blevet valgt til formand for elevrådet.”
(Hilsen til BROEN Lolland)
BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Fussingsvej 8
8700 Horsens
CVR 34773122