Den gode historie

Ridepige

“Det er den fedeste sport, jeg nogensinde har prøvet, og jeg er så glad for at gå til ridning. Det giver mig mere selvtillid, og jeg føler, at jeg bedre kan være mig selv. Det er noget jeg ser frem til hver uge og noget af det bedste i mit liv. Tak for jeres støtte!”

(Hilsen til BROEN Guldborgsund)

Marlene Harpsøe

Marlene Harpsøe, socialordfører, Danmarksdemokraterne: “Alt for mange børn fra udsatte familier spiller hverken fodbold, træner gymnastik eller går til svømning. Det arbejder BROEN for at lave om på. Ildsjæle overalt i Danmark får hver dag børn og unge fra udsatte familier ud i foreningslivet. At have venner og fællesskaber udenfor skolen er meget vigtigt. Det styrker børnenes selvværd og får dem til at lykkes.”

(Ved besøg hos BROEN Rudersdal 10. marts 2023)

Emma 14 år

“Hej Susanne. Det har været helt vildt dejligt, at BROEN Vejle har været klar fra starten af opholdet på julemærkehjemmet til at hjælpe os. Jeg har kunnet træne i Loop Fitness, når vi nu var hjemme så mange dage til påske. Det betyder rigtig meget, at nu, hvor jeg er kommet hjem, var der styr på fitness, jeg kan gå til, min plan er at træne 3 gange i ugen. Jeg har gerne villet cykle i skole for at få den motion med også, og det var helt vildt dejligt, at I så hurtigt sørgede for cykler til os. Jeg er rigtig glad for den hjælp, I har givet mig og håber, mange flere får samme hjælp. Fra jeg tog af sted 17. april og til nu, har jeg tabt 11 kg. Hilsen Emma”

(Om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Beboerkonsulent i helhedsplan

“Det har indvirkning på deres sociale liv, at de har mulighed for at deltage i idræt på lige fod med andre børn og deltage i det sociale liv, der er omkring en idrætsklub. Der er sundhedsmæssige gevinster ved at dyrke motion, og så er de beskæftiget i stedet for at hænge ud og kede sig. De får nogle aktivitetsmuligheder, som de ellers ikke ville have haft.”

Mor til Nicolai på 16 år

“Vi er meget glade og taknemmelige for den hjælp, vi har fået i tidens løb. Nicolai er blevet mere åben og har fået mod på at spille mere og med flere. Han er blevet rigtig dygtig, og du har givet ham muligheder, han ellers ikke ville have haft. Tusind tak for den støtte BROEN Vejle har ydet og stadig yder.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Lærer for to drenge

“Kære BROEN! To af mine elever har fået hjælp til at komme i gang med at dyrke kampsport, og det er de rigtig glade for. Det styrker deres indbyrdes venskab, og de er begge to supermotiverede med sporten – jeg er sikker på, det også smitter af på skolen. Det er til stor glæde for dem, og det var ikke kommet i stand uden støtte fra BROEN. Tusind tak for støtten. Hilsen Lærer til to glade drenge”

(Hilsen til BROEN)

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

(Om støtte fra BROEN-forening)

Nikolai 12 år

“Det er mega fedt, at BROEN Vejle har sørget for, jeg kan gå til fodbold igen. Jeg startede allerede sidste uge og træner 2 gange i ugen. Det er vildt sjovt at se andre drenge, de er søde. Jeg kan sagtens følge med dem nu. Jeg har også fået en cykel fra jer, så jeg kan komme ud og cykle igen, både i skole og over i skoven. I sommerferien skal jeg på fodboldskole, det glæder jeg mig rigtig meget til. Mega sejt I har givet mig det. Jeg tabte 14 kg de 10 uger, jeg var afsted. Hilsen Nikolai”

(Om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Mor til dreng på 7 år

“Jeg er BROEN yderst taknemmelig for jeres hjælp. Det er en stor hjælp for mig som enlig mor, og det betyder meget for min dejlige dreng at gå til fodbold. Det er også noget, vi har gjort til vores fællesskab – det gør os glade … tak fordi I hjælper os :-)”

(Om støtte fra BROEN)