Bliv frivillig

BROENs lokale arbejde bygger på frivillige, der vil gøre en indsats for socialt udsatte børn og unge.

Der er mulighed for forskellige typer af opgaver som frivillig.

Kontakt os, hvis du vil bidrage som frivillig i foreningen.

Den gode historie

Træner i gymnastikforening

“Hvad er der ikke sket med Tasja (7 år) bare på et halvt år? Nu kan hun lave harehop og kolbøtter, og hun er blevet meget gladere.”

(Hilsen til BROEN-forening)

Familiebehandler i kommune

”For nogle børn har det betydet, at de har fået et socialt liv, som de ikke havde prøvet før. Det har været vigtigt, at de kunne komme ind i det samme tøj, som de andre børn i klubben. Det har gjort, at de er kommet ind i fællesskabet, hvor de ellers har været lukket ude.”

Louise 12 år

“Kære alle inden for BROEN i Vejen. 1000 millioner tak for den store hjælp, det betyder virkelig meget for mig, også for min mor. Jeg kan slet ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er for jeres hjælp. Jeg synes, det er flot, at I hjælper så mange, som har brug for det. Jeg er bare verdens heldigste pige at få hjælp. Millioner af tak, jeg er så GLAD. Venlig hilsen Louise.”

(Hilsen til BROEN Vejen)

Mor til Jakob på 19 år

“For en hel del år siden, da jeg var på kontanthjælp, havde jeg ikke ‘salt til et æg’, og at betale kontingent og udstyr til min søns fritids interesse, fodbold, havde jeg slet ikke råd til. Det var ikke sjovt, og jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Heldigvis for mig og særligt for min søn, startede BROEN Herlev op det år. Jakob var så heldig, at han blev deres første barn, som de hjalp, og det gjorde for Jakob og vores familie en verden til forskel. Jakob er i dag næsten 20 år, og som han selv udtaler: ‘Havde det ikke været for Lars, som hjalp mig dengang og gav mig muligheden for at vælge sportens vej og vennerne der, havde jeg nok valgt den kriminelle vej og de venner, som fulgte med den vej.’ I dag er Jakob næsten færdig med sit andet grundforløb på TEC. Og har fået en læreplads som elektriker.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Dreng på musikskole

“Han er en succeshistorie. Han har udviklet sig musikalsk intet mindre end fremragende, som kun kan praktiseres via BROENs tilskud – ubetinget. Samtidig har han fået et kammeratskab, som han med sikkerhed ikke har andre steder i tilværelsen. Det har givet ham en værdifuld base/et holdepunkt i livet. Stor respekt for BROENs betydning.”

(Hilsen til BROEN Vejen)

Bjarne Ibsen

Bjarne Ibsen, professor og centerleder ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet: “Vi ved, at det for børn har stor betydning at være en del af et stærkt fællesskab sammen med andre børn og positive voksne. Når forældre ikke ansporer eller støtter deres børn til at deltage i en fritidsaktivitet, så er det vigtigt, at initiativer som Fritidspas og foreninger som BROEN kan gå ind og hjælpe. Begge dele kan skabe bedre livskvalitet for de mest udsatte børn. En frivillig indsats, som den BROEN står for, udgør desuden en effektiv og billig indsats, som både kan stå alene og udgøre et godt supplement til eksisterende ordninger i kommunerne.”

(Ved Red Barnet-konferencen ‘Plads til alle’, Esbjerg 2015)

SFO-distriktsleder

“Jeg vil gerne på vegne af NN søge om tilskud til et afslutningsstævne, som håndboldklubben skal til i slutningen af marts. NN er en dreng, der i den grad får nogle succesoplevelser igennem sit håndbold, og her er han en del af et fællesskab, som gavner ham ind i sit skoleliv, som til tider kan være svært. Vi håber meget på, at han kan få den oplevelse sammen med sine holdkammerater, da det er med til at styrke ham.”

(I ansøgning til BROEN Tønder)

Mor til Teis på 15 år

“Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Mor til to piger

“Det er godt for dem, at de kan sige, at de går til svømning. At de går til noget som andre børn. Det giver stolthed. Jeg er også blevet gladere som mor, fordi jeg ved, at de elsker at svømme.”

(Om støtte fra BROEN Silkeborg)