Den gode historie

H. K. H. Prinsesse Marie

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie: “BROENs arbejde har meget stor betydning for de her børn. I fritiden får de et fristed, et sted at være glade. Når de går til sport, kan de føle sig helt som andre børn. Jeg håber, denne dag vil være med til at gøre hver dag bedre for mange af de udsatte børn.”

(Åbningstale ved BROEN Danmarks konference “Børnefattigdom og social udstødelse”, Horsens 2010)

Elmin 13 år

“Jeg kan godt lide at spille fodbold, fordi det er sjovt, og fordi jeg er sammen med mine venner. På fodboldskolen lærer jeg nye teknikker sammen med dem, jeg spiller i klub med. Det er også sjovt at lære nye at kende.”

(Om støtte til fodboldskole fra BROEN Lolland)

Jeanette Ottesen

Jeanette Ottesen, ambassadør for BROEN Danmark: “Det har været sindssygt vigtigt for mig at gå til sport. Til at starte med var det ikke engang, fordi jeg glædede mig vildt meget til svømning, men jeg glædede mig vildt meget til at se mine venner og få et fællesskab. Og det fællesskab gjorde i hvert fald i min situation også, at jeg ikke kom til at hænge ud med de forkerte. At BROEN findes for dem, der ikke har mulighed for at gå til sport ellers, synes jeg er helt genialt.”

(I Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Mor til pige

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg som mor ville have gjort uden hjælpen og støtten fra BROEN Vejle. Min datter lever og ånder for fodbolden, men jeg studerer og har bare ikke pengene til fodboldsko, camps eller træningen. Men hun kan det hele, fordi Susanne og Oliver fra BROEN Vejle holder hendes mod oppe og støtter hende. Hun er bare blevet så god og ser frem til træning og camps.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Mor til Noah på 11 år og Sia på 7 år

“Lykken for mine børn er en barndom med tryghed, smil og vigtigst af alt, at føle sig som de andre. BROEN har skabt smil og glæde i vores lille hjem, da de ligesom deres kammerater kan deltage i den sportsgren, de holder så meget af. I et år har de gået til svømning nu, og de smiler hver eneste gang. For mig som mor betyder det rigtig meget. At BROEN vil bruge deres midler på at glæde mine børn, giver mig mere overskud på min mor-konto. Det giver mig mindre økonomiske bekymringer samt stor glæde, da jeg på den måde kan give mine børn mere glæde i deres hverdag.”

(Hilsen til BROEN Aalborg)

Karen Ellemann

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V): “Jeg er grundlæggende optaget af at samle viden om initiativer, der rent faktisk hjælper udsatte. Det her er et klassisk eksempel på mødet mellem frivillige og mennesker, der måske er på vej ud over kanten. BROEN viser, at det har en positiv afsmittende effekt på unges dannelse og uddannelse, når de har et sundt og meningsfuldt fritidsliv.”

(Ved besøg hos BROEN i Køge den 23. maj 2016)

Louise 12 år

“Kære alle inden for BROEN i Vejen. 1000 millioner tak for den store hjælp, det betyder virkelig meget for mig, også for min mor. Jeg kan slet ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er for jeres hjælp. Jeg synes, det er flot, at I hjælper så mange, som har brug for det. Jeg er bare verdens heldigste pige at få hjælp. Millioner af tak, jeg er så GLAD. Venlig hilsen Louise.”

(Hilsen til BROEN Vejen)

Mor til pige

“Sofie har spillet nu fem år med jeres støtte, og hun bliver ved. Hun kunne ikke spille, hvis I ikke støttede op om det, da jeg ikke har økonomi til det pga. sygdom og studie. Så jeg takker så meget.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Dreng 10 år

“Gik til svømning før, det er ikke så dyrt – der skal ikke hele tiden købes nyt tøj og sko. Kunne godt tænke mig at gå til badminton sammen med min bror Lasse og fodboldskole næste år. Har ikke prøvet endnu, da min mor ikke kan køre mig derover. Hilsen Nikolaj.”

(Om støtte fra BROEN)