Sådan arbejder vi

BROEN samarbejder med en bred vifte af aktører inden for kommunen, forskellige foreninger og klubber.

Vi hjælper med kontingent, udstyr og evt. transport, så børn og unge får mulighed for at være aktive i lokale idræts- og fritidsforeninger med sport, spejder, dans, teater eller lignende sammen med jævnaldrende og voksne rollemodeller.

Det sker i tæt samarbejde med fagpersoner i kommunen og/eller træner, kasserer eller en anden frivillig i lokale idræts- og fritidsforeninger.

Den gode historie

Mor til dreng

“Jeg vil fortælle, at min søn er meget glad for at starte til håndbold. Han føler virkelig, han er en del af et fællesskab. Han stråler. Det er så dejligt. Det er mere, end jeg kunne forvente med hans udfordringer rent socialt. Jeg takker mange gange.”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Avin 8 år

“I min fritid er jeg hjemme sammen med min mor. Jeg keder mig tit. Det er ikke så nemt at finde på noget at lave hele tiden.”

(Om ikke at gå til noget i fritiden)

Pige 12 år dans

“Kære Lars! Jeg er så taknemlig for det BROEN gør, og har gjort for mig! At jeg kan danse, er jo det bedste jeg ved! Dans gør mig altid glad! Og at bare kunne komme derop selvom jeg har haft en dårlig dag, og bare kunne glemme det! Og koncentrere mig om dansen gør mig rigtig glad.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Dreng 17 år

“Det er fedt at gå til sport og være sammen med sine venner.”

(Om at gå til sport med støtte fra BROEN)

Astrid Krag

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S): “Det er så afgørende at føle sig med på et hold – som en del af et fællesskab – selv om ens forældre måske ikke lige har råd til at betale det månedlige kontingent til fodboldklubben. Lige præcis vores udsatte børn er ikke altid rige på succesoplevelser. Hverdagen derhjemme kan være udfordrende. De kan være vant til at føle sig anderledes. Derfor er det vigtigt at have et åndehul – både for børn og for deres forældre. Et åndehul, der gør, at hverdagen bliver lidt nemmere at overkomme. Vi kender det alle sammen. Vi vokser og får større selvværd, når de andre på holdet har brug for os. Regner med os. Selv har jeg spillet i band i mange år. Jeg fik nogle af mine bedste venner og minder gennem det fællesskab. Stor tak til BROEN Danmark for at give udsatte børn samme mulighed.”

(I forbindelse med uddelingen af Tine Bryld Prisen 2020 til BROEN)

Mor til to piger til gymnastik

“Den mindste snakker om det flere gange om dagen og tumler løs, når først vi er afsted, og den store er også helt vild med det. Det giver virkelig børnene glæde og en masse at snakke om og se frem til!”

(Hilsen til BROEN Lolland)

Dreng 6 år

“Jeg vil skrive om, at jeg var rigtig glad for at gå til fodbold. Jeg blev faktisk ked af det, da jeg fik at vide af mine forældre, at de ville melde mig ud af klubben på grund af dårlig økonomi, og at de ikke længere kan betale til et nyt medlemskab til næste år.”

(Om støtte fra BROEN)

Mor til pige

“Simone kan godt lide at gå til gymnastik, fordi det er hyggeligt og sjovt, de lærer forskelligt, at slå kolbøtter, danser, motorisk godt (stor udvikling), og så kan de være sammen med andre børn. Simone glæder sig hver gang til hun skal afsted til gymnastik. Vi siger mange gange tusinde tak for jeres støtte.”

(Hilsen til BROEN-forening)

Støtteperson til ung mand

“Jeg vil gerne dele en god historie om en af de unge, som har fået støtte gennem BROEN Frederikssund. Den unge har i en periode været præget af angst og haft svært ved at indgå i fællesskaber. Gennem jeres støtte har han fået muligheden for at deltage i fodbold og dermed også udvikle sig socialt i et trygt fællesskab.

At dette har kunnet lade sig gøre, er i høj grad gjort muligt gennem jeres støtte, som har sikret, at økonomi ikke blev en barriere for hans deltagelse.”

(AlitiKonsulenterne i hilsen til BROEN Danmark om støtte til ung elitefodboldspiller)

    Find BROEN lokalt

    Vælg din kommune herunder og gå til din lokale BROEN-forening.

    Faxe
    Frederikshavn
    Frederikssund
    Greve
    Guldborgsund
    Haderslev
    Halsnæs
    Hedensted
    Herlev
    Hillerød
    Horsens
    Høje-Taastrup
    Køge
    Lolland
    Lyngby-Taarbæk
    Mariagerfjord
    Nyborg
    Næstved
    Odense
    Randers
    Ringkøbing-Skjern
    Rudersdal
    Silkeborg
    Skive
    Slagelse
    Stevns
    Struer
    Svendborg
    Sønderborg
    Tønder
    Varde
    Vejen
    Vejle
    Vordingborg
    Aalborg
    Aarhus

    Kommunegrænser: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, forenkletBornholm