Støt BROEN som virksomhed

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Ønsker du at støtte som privatperson? Klik her

Støt økonomisk

Den gode historie

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Forælder til pige på 11 år

“Louise har fået støtte til gymnastik i et år og lige fået støtte til fodbold. Hun er glad for at kunne deltage i de samme aktiviteter som sine venner pga. støtten.”

Mor til Teis på 15 år

“Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!”

Pige 12 år

“Teatersport og drama går jeg meget op i, fordi jeg elsker at optræde, synge, leve sig ind i det osv. Jeg synes, at jeg er en meget kreativ pige. Jeg har gået til det i 2 1/2 år og interesserer mig stadig for det. Jeg vil være mini-skuespiller, hvis jeg får muligheden en dag. Har allerede lavet en film og en reklame for Legoland. Tusind tak for det 🙂 Min mor har nemlig ikke råd til det :D”

Beboerkonsulent i helhedsplan

“Det har indvirkning på deres sociale liv, at de har mulighed for at deltage i idræt på lige fod med andre børn og deltage i det sociale liv, der er omkring en idrætsklub. Der er sundhedsmæssige gevinster ved at dyrke motion, og så er de beskæftiget i stedet for at hænge ud og kede sig. De får nogle aktivitetsmuligheder, som de ellers ikke ville have haft.”

Pige 8 år

”Jeg synes, det er sjovt at gå til fodbold. Jeg har fået nogle nye venner ovre i fodboldklubben. Jeg leger nogle gange med dem. Jeg har haft en af mine venner fra fodboldklubben over hos mig på besøg, og det var sjovt. Vi legede sammen. Så jeg har det sjovt, når jeg er til fodbold.”

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for at have modtaget støtte fra BROEN. Nu kan begge mine børn gå til en fritidsaktivitet, hvor de kan danne nye netværk og opleve andre ting, end det jeg kan tilbyde dem og have det super sjovt! Det er simpelthen så vigtigt, det I gør, så tusind tak for jer! Kærlig hilsen en mor og hendes to vandhunde.” (hilsen til BROEN Randers)

Familiebehandler i kommune

“Det er lige præcis her, hvor vi har mange børn, der ikke kommer til at gå til fritidsaktiviteter, fordi det er der simpelthen ikke råd til på en kontanthjælp. Så derfor har jeg benyttet mig af det nogle gange til nogle familier. Så jeg har en stak liggende af de her ansøgningsskemaer fra BROEN.”

Pige 13 år

“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”