Bliv medlem

Du kan blive en del af vores arbejde med at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid ved at blive medlem.

Ønsker du at blive medlem af BROEN Danmark? Klik her

Bliv medlem

Den gode historie

Forælder til dreng

“Hej BROEN Vejle og Susanne! Tusind tusind tak for den forskel, I/du gjorde for vores søn. Han har takket været jeres støtte i flere år gået til hans kampsport – og haft mulighed for også at få tøjet til det. Vi skal ikke have mere støtte fra jer, da vi nu selv har midlerne til at betale både sporten og de lejrture, der er i forbindelse med sporten. Tak for jer/dig – tak for den forskel I/du gør – så børn kan deltage i sport og være en del af et fællesskab med venner. Tak. Mange hilsner fra W og hans forældre”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Frivillig i BROEN Horsens

“En pige på 11 år ringer til en af BROENs frivillige en lørdag formiddag og spørger grædende, om hun kan låne penge til en busbillet til Vejle, hvor hun skal deltage i et sportsstævne. Den frivillige vælger at hente pigen og køre hende til Vejle. Da han spørger, om ikke hun kan låne pengene af sin mor, som hun bor alene med, svarer hun med tårer i øjnene: ‘Det ved jeg ikke. Hun gik på Klods Hans (værtshus) i torsdags, og jeg har ikke set hende siden.’ ”

Kontaktlærer på skole

”Siden BROEN Lolland gav XX (14 år) muligheden for at komme fast i svømmehallen sammen med sine kammerater, har han udviklet sig helt vildt! Fra at være en stille dreng, der sjældent åbnede munden, er han nu en dejlig, velfungerende dreng, der gerne giver udtryk for sine meninger, og som nu er blevet valgt til formand for elevrådet.”

(Hilsen til BROEN Lolland)

SFO-distriktsleder

“Jeg vil gerne på vegne af NN søge om tilskud til et afslutningsstævne, som håndboldklubben skal til i slutningen af marts. NN er en dreng, der i den grad får nogle succesoplevelser igennem sit håndbold, og her er han en del af et fællesskab, som gavner ham ind i sit skoleliv, som til tider kan være svært. Vi håber meget på, at han kan få den oplevelse sammen med sine holdkammerater, da det er med til at styrke ham.”

(I ansøgning til BROEN Tønder)

Amanda 16 år

“Jeg er rigtig glad for, at jeg nu kan bruge min krop og være sammen med mine venner.”

(Om støtte til fitness fra BROEN Randers)

Mor til børn på 11 og 14 år

“Jeg har ikke selv råd til, at de går til noget. Så jeg er meget glad for hjælpen. Det er sundt for børn at gå til noget sammen med andre børn – i stedet for at sidde derhjemme.”

(Aktiv Fritid i Vejle Kommune)

Mor til dreng på 17 år

“Hej BROEN Vejle og Sanne! Jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde, men da min dreng var 11 år, lærte vi BROEN Vejle og dig at kende. Jeg havde ikke penge til at lade ham dyrke sin drømmesport. Du trådte ind, og jeg glemmer ALDRIG dine ord, da jeg første gang spurgte, hvad jeg kunne gøre til gengæld. Du kiggede på min lille dreng og sagde: ‘Du skal bare love mig, at jeg bliver inviteret til kamp, når du spiller i Barcelona!’ Vi grinede lidt allesammen, og jeg var ydmyg og dybt taknemmelig, og det er jeg stadig. Nu er den bette unge 17 år gammel og på vej. Han har ofte sagt, at han ikke stopper før, han kan indfri sit løfte til dig. Måske bliver det ikke Barcelona, men han ender i en stor klub en dag, og jeg ved, at han som det første vil sende en billet til dig. Endnu engang 1000 tak for hjælpen!”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Mor til børn

“Livskvalitet til mine børn: BROEN Vejle gør en kæmpe forskel til fordel for mine børn. De kan takket være BROEN beholde deres sociale liv med de fritidsaktiviteter som bidrager til deres livskvalitet og aktive og sunde liv. De får mulighed for at indgå i relationen på lige fod med deres kammerater, og den vej kan de opnå at få følelsen af fællesskab, det at være en del af noget betydningsfuldt. Det at få fornemmelsen af, at fodboldholdet som eksempel ikke lykkes, uden at jeg også deltager, er den bedste følelse du kan give et barn, som mangler lidt selvtillid. ‘Jeg er en del af fællesskabet, jeg er med til at lykkes’. Ved at de eksempelvis nu har fået mulighed for at deltage i spejderlejr og fodboldskole i deres sommerferie, kan de efter sommerferien fortælle stolt om deres oplevelser i ferien – de er del af fællesskabet og følelsen af at være en del af det.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

FDF-leder

“TAK for jeres arbejde med ‘vores’ børn. Det er en kæmpe hjælp for FDF Nakskov, at I er der og kan hjælpe!:-)”

(Hilsen til BROEN Lolland)