Om BROEN

BROEN Haderslev er oprettet i 2013. Vi er en frivillig ulønnet støtteforening og er en del af BROEN Danmark.

Vi hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger.

Vi skaffer midler ved at søge fonde, puljer og private, og vi støtter børnene gennem et samarbejde med sagsbehandlere, sundhedsplejersker, SSP, lærere, pædagoger og andre, der har daglig omgang med børn og unge.

I 2025 støttede vi 103 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Venlig hilsen

BROEN Haderslev

Den gode historie

Ridepige

“Det er den fedeste sport, jeg nogensinde har prøvet, og jeg er så glad for at gå til ridning. Det giver mig mere selvtillid, og jeg føler, at jeg bedre kan være mig selv. Det er noget jeg ser frem til hver uge og noget af det bedste i mit liv. Tak for jeres støtte!”

(Hilsen til BROEN Guldborgsund)

Mor til Nicolai på 16 år

“Vi er meget glade og taknemmelige for den hjælp, vi har fået i tidens løb. Nicolai er blevet mere åben og har fået mod på at spille mere og med flere. Han er blevet rigtig dygtig, og du har givet ham muligheder, han ellers ikke ville have haft. Tusind tak for den støtte BROEN Vejle har ydet og stadig yder.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for at have modtaget støtte fra BROEN. Nu kan begge mine børn gå til en fritidsaktivitet, hvor de kan danne nye netværk og opleve andre ting, end det jeg kan tilbyde dem og have det super sjovt! Det er simpelthen så vigtigt, det I gør, så tusind tak for jer! Kærlig hilsen en mor og hendes to vandhunde.”

(Hilsen til BROEN Randers)

Familiebehandler i kommune

“Amanda havde massivt skolefravær, og der var bekymring for Amanda, da hun tilbragte meget tid rundt omkring i Randers by med andre unge, der også manglede noget at lave. Der blev igangsat et behandlingstilbud af Randers Kommune til Amanda, hvor en stor del var at prøve at give hende mulighed for at få sunde interesser og samvær med andre unge. Amanda havde et ønske om at starte til fitnesstræning med sine veninder, men det kunne ikke lade sig gøre, da familien ikke havde råd til det. Her kom BROEN Randers til hjælp, da den bevilgede Amanda et fitnessabonnement. Amanda træner nu to gange ugentligt og kan være sammen med venner i fitnesscenteret. Amanda fik lavet en vigtig U-vending i sit liv og kommer nu også stabilt i skole. U-vendingen skyldtes hårdt arbejde fra både Amanda og hendes forældre, men den hjælp, hun fik af BROEN Randers til at udleve sine interesser, var uden tvivl af af kæmpe betydning!”

(Om støtte til pige på 16 år fra BROEN Randers)

Mor til barn

“Hej Lars! Jeg har et barn på specialskole med nogle særlige behov og udfordringer i livet. Jeg kan mærke stor forandring efter opstart hos Krav Maga (selvforsvar). Både på selvtillid og selvværd. Det var aldrig sket uden din/jeres hjælp. Så kæmpestor tak for dig/jer.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Mor til fire børn – 2

“Tusind tak for den støtte, I har givet min familie! Vi havde et godt og behageligt liv før. Jeg er uddannet læge og havde et godt job i vores hjemland. Mine børn havde alt, hvad man kan håbe på i sit liv. Livet var helt anderledes. Men desværre stjal krigen det fra os. Jeg har kæmpet for at arbejde inden for mit fag i Danmark, men det har været udfordrende. Jeg er glad for, at der er mennesker som jer, der har medmenneskelighed og som hjælper børn, der er frataget at leve et godt liv, som ethvert barn ønsker. Jeg sætter pris på jeres hjælp, og jeg håber at den dag kommer, hvor jeg kan arbejde og leve et godt liv med mine børn igen.”

(Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk, der støtter familiens fire børn i alderen 7 til 12 år til henholdsvis karate, gymnastik og fodbold.)

Jeanette Ottesen

Jeanette Ottesen, ambassadør for BROEN Danmark: “Det har været sindssygt vigtigt for mig at gå til sport. Til at starte med var det ikke engang, fordi jeg glædede mig vildt meget til svømning, men jeg glædede mig vildt meget til at se mine venner og få et fællesskab. Og det fællesskab gjorde i hvert fald i min situation også, at jeg ikke kom til at hænge ud med de forkerte. At BROEN findes for dem, der ikke har mulighed for at gå til sport ellers, synes jeg er helt genialt.”

(I Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Dreng 10 år

“Gik til svømning før, det er ikke så dyrt – der skal ikke hele tiden købes nyt tøj og sko. Kunne godt tænke mig at gå til badminton sammen med min bror Lasse og fodboldskole næste år. Har ikke prøvet endnu, da min mor ikke kan køre mig derover. Hilsen Nikolaj.”

(Om støtte fra BROEN)

H. K. H. Prinsesse Marie

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie: “BROENs arbejde har meget stor betydning for de her børn. I fritiden får de et fristed, et sted at være glade. Når de går til sport, kan de føle sig helt som andre børn. Jeg håber, denne dag vil være med til at gøre hver dag bedre for mange af de udsatte børn.”

(Åbningstale ved BROEN Danmarks konference “Børnefattigdom og social udstødelse”, Horsens 2010)