Bestyrelsen

Bestyrelsen i BROEN Haderslev består af følgende:

  • Johannes Gjesing
  • Helle Glindvad
  • Simone Henning
  • Hanne Bosack
  • Lene Skibsted
  • Irene Kjædegaard

Bestyrelsen er ved at komme på plads efter en midlertidig pause i foreningens aktivitet.

Den gode historie

Mor til to piger

“Mine to piger, Maria og Laura, er meget glade for at gå til spejder. Det er ikke blot en sund fritidsinteresse ude i det fri. Spejderne giver dem en masse oplevelser, som både styrker deres selvtillid og sociale kompetencer. De mødes en gang om ugen med deres respektive grene, og udover det deltager de i en del arrangementer, ture og overnatninger hele året rundt. Højdepunktet i spejderlivet er sommerlejr, og det har begge piger efterhånden prøvet nogle gange. De er ‘vokset’ meget hver gang, de har været afsted. Jeg er meget glad for, at de har fundet den interesse, og jeg er stolt over at se dem tage udfordringer og udvikle sig igennem spejderlivet. Samtidig er jeg så glad og taknemmelig for, at sådan en organisation som BROEN er med til at gøre, at det overhovedet kan lade sig gøre at sende pigerne afsted. Uden den økonomiske hjælp ville det være svært at støtte op omkring deltagelse i alle de fantastiske tiltag, spejderforeningen udarbejder og tilbyder.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Marlene Harpsøe

Marlene Harpsøe, socialordfører, Danmarksdemokraterne: “Alt for mange børn fra udsatte familier spiller hverken fodbold, træner gymnastik eller går til svømning. Det arbejder BROEN for at lave om på. Ildsjæle overalt i Danmark får hver dag børn og unge fra udsatte familier ud i foreningslivet. At have venner og fællesskaber udenfor skolen er meget vigtigt. Det styrker børnenes selvværd og får dem til at lykkes.” (ved besøg hos BROEN Rudersdal 10. marts 2023)

Maria Skov Kristensen

Maria Skov Kristensen, tidligere BROEN-barn: “Jeg kan huske, at jeg blev rigtig glad. Det var starten på et danseeventyr. Det var starten på det sociale danseliv. Det var rigtig mange venner, man kom til at få. Det har været hele mit liv, at jeg kunne få lov til at danse.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

SFO-distriktsleder

“Jeg vil gerne på vegne af NN søge om tilskud til et afslutningsstævne, som håndboldklubben skal til i slutningen af marts. NN er en dreng, der i den grad får nogle succesoplevelser igennem sit håndbold, og her er han en del af et fællesskab, som gavner ham ind i sit skoleliv, som til tider kan være svært. Vi håber meget på, at han kan få den oplevelse sammen med sine holdkammerater, da det er med til at styrke ham.” (i ansøgning til BROEN Tønder)

Lærer til to drenge

“Kære BROEN! To af mine elever har fået hjælp til at komme i gang med at dyrke kampsport, og det er de rigtig glade for. Det styrker deres indbyrdes venskab, og de er begge to supermotiverede med sporten – jeg er sikker på, det også smitter af på skolen. Det er til stor glæde for dem, og det var ikke kommet i stand uden støtte fra BROEN. Tusind tak for støtten. Hilsen Lærer til to glade drenge”

Martin Lohse

Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Turisme og Bosætningsudvalget, Guldborgsund Kommune: “Kultur og fritidslivet er for os alle sammen i kommunen. Så selvfølgelig skal også de økonomisk udsatte familier kunne deltage, så deres børn og unge får glæde af alle de mange facetter foreningslivet byder på – lige fra Kulturfabrikkens ungemiljø til Billedskole, musikskole og idrætsgrene som brydning, gymnastik, fodbold og håndbold. Det er og skal være en del af barndommen for alle børn og unge i kommunen, at de får glæde af de tilbud, der er.” (om støtte til BROEN Guldborgsund)

FDF-leder

“TAK for jeres arbejde med ‘vores’ børn. Det er en kæmpe hjælp for FDF Nakskov, at I er der og kan hjælpe!:-)” (hilsen til BROEN Lolland)

Mai Mercado

Børne- og socialminister Mai Mercado (K): “Det er hamrende vigtigt for børn at være en del af en forening eller et fællesskab. Det skaber sammenhængskraft og hjælper børnene. I familier med dansk baggrund er det ofte en del af opvæksten, at man er en del af foreningslivet, men for en familie med anden etnisk baggrund end dansk er det ikke en fasttømret del af opvæksten. Derfor er det vigtigt i de områder, og det kan være med til at bryde den negative sociale arv, at man skaber en bro mellem børnene og foreningerne.” (ved besøg hos BROEN i Høje-Taastrup den 8. januar 2018)

Familiecentermedarbejder i kommune

“Anders har fået rigtigt meget ud af at få muligheden for at træne igennem jer. Anders træner næsten hver dag og har fået mange af sine kammerater med i centeret også, hvilket gør, at de incl. Anders lever sundere, får søvn og spiser sund kost, flere stopper med at ryge cigaretter og drikke vildt i weekenderne. Anders er desuden gået fra et fravær på skolen på 90 % til tæt på 0 %.” (hilsen til BROEN Lolland om 16-årig dreng på specialskole)