19/06/2026

Ultraløbere sveder for udsatte børns fritidsliv

Opslag rundesponsor

Opslag om at blive rundesponsor fra Horsens Backyard Ultra 2026 (Foto: Horsens Backyard Ultra)

Horsens Backyard Ultra 2026 afholdes for femte gang med start den 20. juni 2026, og denne gang har arrangørerne valgt, at løbet skal støtte den lokale indsats i BROEN Horsens.

Løbet er ultraløb, fordi det er meget krævende med mulighed – eller risiko alt efter hvem man er! – for at løbe rigtig langt. Det er ikke givet på forhånd, hvor langt der skal løbes eller hvor længe.

Horsens Backyard Ultra er et såkaldt udskilningsløb. Det kan også kaldes en form for udmattelsesløb, hvor alle deltagere skal blive ved med at løbe mindst 6,706 km i timen. Hvis man er hurtigere, giver det mulighed for at holde en pause og samle energi til næste times runde på 6.706 km. Det fortsætter de mange udholdende deltagere så med, indtil der kun er én løber tilbage, som så er den samlede vinder.

Pyha, det lyder hårdt, men vi håber, at alle deltagere får en god oplevelse. Og så er vi spændte på, hvor mange timer eller ligefrem dage, det kommer til at tage at finde vinderen. I tidligere løb har rekorden været 66 runder, dvs. i omegnen af 442 tilbagelagt kilometer. Arrangørerne forventer dog, at mellem 30 og 40 runder er mere realistisk i år.

Vinderen af årets løb løber ikke kun af sted med æren og en sølvmønt, som, hvis man stiller op under dansk flag, sikrer en plads på det danske landshold. Derudover venter også noget helt særligt til vinderen. Ligesom tidligere år får vinderen af løbet en unik, specialdesignet nummerplade fra staten Tennessee, hvor det individuelle verdensmesterskab i Backyard Ultra afholdes hver andet år – næste gang i oktober 2027.

Opslag halsedisse

I forbindelse med 5 års jubilæet får deltagerne en særlig halsedisse (Foto: Horsens Backyard Ultra)

Udsatte børns fritid kan støttes på flere måder

Heldigvis er der nogle sikre vindere, fordi arrangørerne har bestemt sig for, at løbet skal støtte den lokale forening af BROEN, så den fortsat kan hjælpe mange børn til at deltage i det lokale fritidsliv med sport, musik, dans, spejder og andre gode fritidsaktiviteter.

Det er muligt for personer, der vil støtte indsamlingen til BROEN Horsens at blive rundesponsor for deltagerne i løbet.

Som gæst kan man også bidrage til indsamlingen, f.eks i et stort lotteri med mange præmier. Lodder kan købes på løbspladsen på Hattingvej 14 i Horsens under Horsens Backyard Ultra 2026 fra klokken 07:00 lørdag den 20. juni, og så længe der er lodder tilbage.

Hele overskuddet går ubeskåret til BROEN Horsens, som hjælper børn og unge til et aktivt fritidsliv.

Vi ønsker god vind – især med udsigt til en varm lørdag – til alle deltagere og publikum til løbet!

Find mere om løbet hos Horsens Backyard Ultra på Facebook