22/05/2022

Donation fra lokal forretningsmand

BROEN Greve har modtaget en donation på 222.865 kr. fra den lokale forretningsmand Viggo Petersen.

Viggo Petersen (i midten) ved overrækkelsen af donationen til BROEN Greve (Foto: BROEN Greve)

Donationen kommer fra fonden “Direktør Viggo Petersen, hustru Gudrun Petersen og søn Tage Petersens Familiefond”. Viggo Petersen er barnebarn af direktør Viggo Petersen og søn af Tage Petersen. Han har besluttet at opløse fonden og give donationen derfra til BROEN Greves lokale indsats for socialt udsatte børn og unges aktive fritid.

Om donationen siger Mehmet Dogru, næstformand i BROEN Greve, følgende:

“I BROEN Greve er vi meget taknemlige for, at Viggo Petersens fond har givet os deres donation. Med de penge kan vi hjælpe over 200 børn i Greve. Det betyder meget for foreningen, men især for børnene, som får den store glæde at få muligheden for at gå til en fritidsaktivitet ved hjælp af en donation fra en lokal borger.

Jeg har haft muligheden for at møde Viggo, og der kunne jeg mærke, hvor meget BROENs arbejde også betyder for ham. Viggo ved godt, at det er en investering i børnenes trivsel i tidlig alder, som vil hjælpe barnets opvækst. Sund trivsel vil styrke en stærk læring i skolen og privatlivet.”

Find mere om donationen hos Sn.dk den 20. maj 2022

BROEN Greve siger en stor tak for støtten!