14/05/2018

Golf, sol og støtte til musikpulje

Jelling Musikfestival fejrer i år, at det er 30 år siden første festival i Jelling, og afviklede i weekenden den 5. og 6. maj to store events for at markere jubilæet. En fodboldevent på Vejle Stadion og for 11. gang den traditionsrige golfmatch Jelling Musikfestival Open på Jelling Golfklubs dejlige bane.

Om lørdagen deltog 116 golfspillende leverandører, musiknetværk, gode venner af festivalen og lokale golfspillere og hyggede sig rundt på banens 18 udfordrende huller, akkompagneret af strålende solskin og nærmest vindstille – perfekt golfvejr.

Direktør for Jelling Musikfestival Lars ”Charlie” Mortensen siger om turneringen:

BROEN modtog støtte fra golfturneringen i Jelling igen i år lighed med 2017, hvor dette billede stammer fra.

”Ideen med Jelling Musikfestival Open er først og fremmest at støtte Jelling Golfklub og et humanitært velgørende formål, men også at lægge navn til et golfevent, som er attraktivt og som mange ser frem til at deltage i. Kort sagt at skabe rammerne for en hyggelig dag i golfens og velgørenhedens tegn. Golfklubben bygger som Jelling Musikfestival på høj grad af frivillighed, så vi er glade for at kunne støtte op omkring disse værdier.”

Jelling Musikfestival fortæller, at der blev doneret 10 kr. pr. scoret point i matchen, hvilket blev rundet op til 31.000 kr., som i år gik til BROEN Danmark, der støtter børn og unge fra socialt og økonomisk udfordrede familier. I år går donationen til BROENs nyoprettede musikpulje til at støtte udsatte børns deltagelse i fritidsaktiviteter i musikskoler.

Find mere hos Jelling Musikfestival

Find mere om Musikpuljen hos BROEN Danmark

BROEN siger en stor tak for donationen fra Jelling Musikfestival!