BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
BROEN Danmark er med i netværket “Børn i fattigdom Nejtak!”, som tirsdag den 26. november 2024 præsenterer et udspil til en handleplan mod børnefattigdom og til at fremme børns trivsel i Danmark.
I den forbindelse har netværket sendt følgende pressemeddelelse sendt ud, som også har været omtalt i Information den 24. november 2024 (adgang kræver abonnement):
“Tusindvis af børn vokser op i fattigdom i dag. Det kan vi ikke være bekendt i et rigt samfund som det danske. Derfor lancerer 21 organisationer, der til dagligt arbejder med børn i fattigdom, et udspil, der skal bekæmpe børnefattigdom og afbøde børnenes afsavn.
Maven knurrer mere end klassekammeraternes, tøjet er altid lidt mere slidt end sidemandens, og ofte må de finde på undskyldninger for, hvorfor de ikke har råd til at tage med i svømmehallen eller deltage i andre sociale aktiviteter.
Det er hverdagen for alt for mange børn i Danmark. For trods gode økonomiske konjunkturer lever 47.200 børn ifølge Danmarks Statistiks definition fortsat i fattigdom. Det vil 21 organisationer ændre på med et nyt udspil til en handleplan mod børnefattigdom.
Flere af dem har i årevis foreslået, at landets politikere lavede en national plan for, hvordan børnefattigdom bekæmpes. Nu har de 21 organisationer selv lavet et bud på, hvordan en handleplan kan se ud.
Forslaget indeholder 40 anbefalinger, der tager hånd om børnenes oplevelse af fattigdom og afsavn – i hjemmet, daginstitutioner, skoler og fritidslivet, men udspillet fokuserer også på børnenes sundhed og familiernes økonomiske situation. Konkret anbefaler organisationerne bl.a. at lovsikre retten til en barndom uden fattigdom og at hæve de laveste sociale ydelser for familier i fattigdom, så de løftes over fattigdomsgrænsen.
Derudover foreslår de, at der genindføres et midlertidigt børnetilskud for at kompensere familier i fattigdom for de seneste års prisstigninger. Og så foreslår organisationerne en langt mere helhedsorienteret og håndholdt hjælp i hverdagen til de forældre i fattigdom, som kæmper med sociale udfordringer.
Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, udtaler:
“Fattigdom gør ikke kun ondt nu og her. Det forværrer også børns livsmuligheder i fremtiden. Det er uværdigt for det enkelte menneske, og det er uværdigt for det danske velfærdssamfund. Fattigdom er sjældent det eneste problem, familierne bokser med. Det skal vi gøre op med. Det kræver, at vi sikrer en rimelig økonomi ved fx at løfte de laveste ydelser, og at vi sætter individuelt og helhedsorienteret ind.”
Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, udtaler:
“Vi er et alt for rigt land til, at tusindvis af børn hver dag oplever omfattende afsavn på grund fattigdom. Det har ofte meget store konsekvenser for deres trivsel, sociale liv, for deres fremtidsmuligheder og tilknytning til samfundet. Det er på høje tide, at vi for alvor tager livtag med børnefattigdom i Danmark, og det gør vi kun ved at sætte bredt ind og fokusere på børnenes liv og de forhold, de lever under. Det kræver, at vi hæver ydelserne, og at vi nedbryder de barrierer, der gør, at børn fra fattige familier, står uden for fællesskaberne.”
Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, udtaler:
“I et rigt land som Danmark er det ikke i orden, at børn stadig vokser op i fattigdom. Der er brug for en national handleplan, som tager livtag med børnefattigdom og dens konsekvenser. Vi er 21 organisationer, der har samlet vores bud – nu er det politikernes tur til at komme i arbejdstøjet.”
Maria Blankensteiner, direktør i Enestående Forældre, udtaler:
“Tusindvis af danske børn og unge vokser op i økonomisk trængte familier, hvor der ikke er råd til de mest basale fornødenheder. Når knap hver 10. eneforældre f.eks. ikke har råd til nok mad, så er det på tide at handle. Og med udspillet her får vi et opdateret og samlet ståsted med en række konkrete anbefalinger til, hvordan vi arbejder henimod et Danmark uden børnefattigdom, som vi støtter op om i Enestående Forældre.”
Sisi Ploug Pedersen, generalsekretær i HOME-START Familiekontakt Danmark, udtaler:
“I HOME-START støtter vi alle former for familier, og ikke for alle handler det om økonomisk pres. Men vi oplever en stigning i familier, der før kunne spare lidt op, men hvor muligheden ikke er der længere. Det giver både forældre og børn bekymringer og øger risikoen for isolation og at stå udenfor de vigtige fællesskaber. Ingen børn skal vokse op i fattigdom, derfor er det også bidende nødvendigt med disse anbefalinger, så vi samlet kan afhjælpe børnefattigdom.”
Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, udtaler:
“Det er barskt at leve i fattigdom i Danmark. Mens de voksne kæmper en daglig kamp for at få enderne til at mødes, kæmper børnene mod fordomme og for at skjule pengemanglen og skammen. Derfor trækker de sig fra fællesskaber, som koster penge, fx udflugter med skole og fritidshjem og fødselsdage i klassen. Men fattigdom må ikke koste børns fællesskaber. Derfor er denne handleplan nødvendig.”
Fra BROEN Danmark kan vi supplere med dette citat fra en mor til fire børn i alderen 7-12 år, der bliver støttet af BROEN Lyngby-Taarbæk:
Mor til fire børn: “Tusind tak for den støtte, I har givet min familie. På den måde giver I mine børn glæde, og I får dem til at føle sig som andre børn. Vi har haft mange dage, hvor vi ikke har haft penge til noget at spise, og siden vi kom til Danmark, har jeg købt brugt tøj og sportstøj til mine børn i Røde Kors. Jeg kommer aldrig til at glemme, da mine børn en dag spurgte mig, hvornår vi kunne købe nyt tøj. Jeg blev ked af det, fordi jeg ikke kunne svare dem. Vi havde et godt og behageligt liv før. Jeg er uddannet læge og havde et godt job i vores hjemland. Mine børn havde alt, hvad man kan håbe på i sit liv. Livet var helt anderledes. Men desværre stjal krigen det fra os.” (Find hele den gode historie om støtten til familien med de fire børn, som går henholdsvis karate, gymnastik og fodbold)
Afsendere af udspil til handleplan med 40 anbefalinger om børnefattigdom
De 21 organisationer bag udspillet er en del af netværket ‘Børn i Fattigdom? Nej tak’.
De er: Red Barnet, Mødrehjælpen, Kirkens Korshær, Dansk Folkehjælp, Enestående Forældre, HOME-START Familiekontakt, Dansk Socialrådgiverforening, BROEN – Danmark, BUPL, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Kofoeds Skole, LivaRehab, Foreningen Grønlandske Børn, Forældrenes Landsorganisation FOLA, Unicef, Landsforeningen Livsværk, DUI-Leg og Virke.
De deltagende organisationer bag udspillet ved konferencen på Christiansborg den 26. november 2024 (Foto: Netværket “Børn i fattigdom? Nejtak!”)
De 40 anbefalinger vil blive præsenteret på en konference på Christiansborg tirsdag den 26. november 2024.
De seks anbefalinger om børns fritidsliv lyder:
25. Alle børn i fattigdom skal have ret til at deltage i fritidsaktiviteter
26. Alle børn i fattigdom skal have råd til fritidsinstitution
27. Fritidstilbud skal være rummelige og tilgængelige
28. Tilbyd netværks- eller familieaktiviteter i civilsamfundet
29. Støt børn og unge i fattigdom til at få fritidsjob
30. Helhedsorienteret tilgang og brobygning mellem børn i fattigdom og tilbud i det almene fritidsliv
Find mere om udspil til handleplan mod børnefattigdom med 40 anbefalinger (PDF)
Konferencen afholdes af tænketanken Kraka sammen med Mødrehjælpen og Red Barnet. Find mere om konferencen hos Red Barnet – sidste tilmelding er 25. november 2024.