24/05/2019

Kunstprojekt vil favne udsatte børn

Barnhjerteligheden - skulptur af Henrik Busk Andersen

Barnhjerteligheden er en skulptur skabt af kunstneren Henrik Busk Andersen til fordel for BROEN (foto: Henrik Busk Andersen)

‘Barnhjerteligheden’ er navnet på en ny skulptur af kunstneren Henrik Busk Andersen. Han vil skabe opmærksomhed om behovet for, at den voksne tager ansvar for og værner om barnet. Særligt det barn, som har behov for en tryg favn at søge ly i.

Samtidig vil han midt i en valgkamp råbe os alle op til at tage ansvar: “Børnene – især de udsatte – kommer ikke langt med hvide løgne og valgflæsk!”

Hard core kunstner med bid og kniv

Henrik Busk Andersen er kendt både for sine malerier og skulpturer, som han gerne kalder ‘hardcore kunst’. I begyndelsen af 2019 skænkede han en skulptur kaldet ‘Vestjyden’ til Struer Kommune, fordi han har følt sig godt modtaget i området, hvor også et galleri forhandler hans kunst. Selv bor og arbejder han i Åbybro, hvor han også har galleri.

Find mere om skulpturen på Struer Havn

En miniature-udgave af skulpturen er siden blevet solgt til fordel for BROEN Struers lokale indsats, som kunstneren havde stor sympati for og gerne ville støtte økonomisk. Miniaturen har været så efterspurgt, at den på et tidspunkt var i restordre, fordi støberen ikke kunne følge med, fortæller Henrik Busk Andersen.

Om sin kunst skriver han: “Mine hardcore malerier er mine aller stærkeste følelser. Den skarpeste tunge. Den største kniv. Mit levende liv. Mit bidrag til kunstens verden.” (fra bogen “to be or not to be hardcore” af Henrik Busk Andersen, udgivet af Galleri Busk Andersen).

Barnhjerteligheden skal favne barnet

Projektet med skulpturen til Struer og successen med at sælge en miniature-udgave for at støtte BROEN Struers arbejde, har fået Henrik Busk Andersen til at tænke stort. Han vil råbe alle voksne i Danmark op og fortælle, at vi har et ansvar for de svage i vores samfund, og at vi skal give af vores overskud, hvis vi kan.

Derfor har han nu skabt en helt ny skulptur, som han vil skænke til støtte for udsatte børn og unges mulighed for at gå til noget godt i fritiden. Som han siger:

“Så går der ild i bålet, og hvis jeg med ‘Vestjyden’ kan samle 100.000 kroner ind på tre måneder, ja så bliver det her jo vildt stort, og ja så bliver det den helt store julegave. Dette projekt er sundt for kunsten, da den her skaber lysten til at købe og lysten til at støtte og dermed gøre en forskel, og det er den revolution, jeg gerne vil stå for!”

I denne video fortæller han om sine tanker bag projektet:

(Video: Henrik Busk Andersen og BROEN Danmark, redigering: Søren Torbensen)

Digt følger med

Ved køb af skulpturen ‘Barnhjerteligheden’ følger et kort med et digt af Henrik Busk Andersen:

Barnhjerteligheden

Åh mit lille barn, som ikke er mit, men en andens.
Jeg er en hjælpende hånd til dig, fordi jeg ønsker
at være det, og fordi det er min hjertelighed til dig.
Jeg vil bringe denne skulptur hjem som et symbol på
min hjælp, og i skulpturen kan jeg se min gerning
og skimte dig.
Et stort menneske kan hjælpe andre og være i børnenes
højde.”

Pris

Salgspris kr. 1.500,- (støbepris kr. 600,-, bidrag til BROEN Danmark kr. 600,-, moms kr. 300,-)

Størrelse af Barnhjerteligheden: Højde 12 cm, vægt ca. 1,25 kg

Forhandlere søges

Henrik Busk Andersen søger samarbejdspartnere i detailhandlen som f.eks isenkramkæder og andre forretninger, som vil påtage sig at forhandle skulpturen i den gode sags tjeneste.

Hvis man er interesseret i at høre mere om at forhandle ‘Barnhjerteligheden’ eller om, hvordan den kan købes, kan man kontakte Henrik selv, som har påtaget sig at stå for denne del af projektet.

Kontakt

Henrik Busk Andersen, tlf. 23 40 33 93, mail: buskandersen@gmail.com

Tak!

Fra BROENs side vil vi sige Henrik en stor og hjertelig tak! 🙂