Støt BROEN som virksomhed

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Ønsker du at støtte som privatperson? Klik her

Støt økonomisk

Den gode historie

H. K. H. Prinsesse Marie

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie: “BROENs arbejde har meget stor betydning for de her børn. I fritiden får de et fristed, et sted at være glade. Når de går til sport, kan de føle sig helt som andre børn. Jeg håber, denne dag vil være med til at gøre hver dag bedre for mange af de udsatte børn.”

(Åbningstale ved BROEN Danmarks konference “Børnefattigdom og social udstødelse”, Horsens 2010)

Rose 16 år

“At spille kamp og vinde og stå i rundkreds og råbe sammen. Det er nogle af mine bedste minder fra håndbold, som for mig var adgang til en masse nye, fede fællesskaber. Og der var også voksne, som var gode at snakke med – især én hjalp mig rigtig meget.”

(Om støtte fra BROEN, Egmontrapporten 2021)

Frivillig i BROEN Silkeborg

“Vi begyndte at hjælpe en pige på seks år, som aldrig har gået til noget ud over skolen. Når hun kommer hjem, er det til forældre, som drikker. Der er ingen mad på bordet, for det er blevet glemt. Pengene er meget små, og forældrene prioriterer ikke en idrætsaktivitet til deres barn. Hun beskrives som en pige uden venner, selvtillid og selvværd. Fra pigens lærer modtager vi en ansøgning. Jeg tager imod, kontakter familien og fortæller, at vi i BROEN vil hjælpe pigen til gymnastik i en forening tæt på hjemmet. Vi kontakter Sport 24 om en ny gymnastikdragt. Den første gymnastikdragt nogensinde, og hun er virkelig glad. Jeg kontakter derefter foreningen, og der bliver taget godt imod pigen. Tilbagemeldingerne på pigens trivsel er opløftende. Gymnastikken bliver et frirum, hvor hun kan være barn, være en del af noget, og hun blomstrer op. Det viser, hvordan en fritidsaktivitet kan gøre en stor forskel for et udsat barns hverdag.”

Mor til dreng på 7 år

“Jeg er BROEN yderst taknemmelig for jeres hjælp. Det er en stor hjælp for mig som enlig mor, og det betyder meget for min dejlige dreng at gå til fodbold. Det er også noget, vi har gjort til vores fællesskab – det gør os glade … tak fordi I hjælper os :-)”

(Om støtte fra BROEN)

Mor til pige

“Kære BROEN! Jeg vil lige fortælle jer, hvor glade vi er for, at hun har gymnastikplads. Hun har fået en veninde på holdet og elsker gymnastik. Hun er ikke så meget i skole og har ikke noget socialt i klassen. Til gymnastikken er det slet ikke til at se, at hun har de udfordringer hun har, det er fordi hun kan lide det, og der ikke stilles krav hun ikke kan indfri. Med den baggrund så er det derfor vi er så glade og taknemmelige for jeres hjælp. Af hele hjertet tak.”

(Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk)

Janne Hansen

Janne Hansen (V), formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget, Guldborgsund Kommune: “Vi er glade for, at vi her i kommunen har en stærk organisation som BROEN, der tager vare på de økonomisk udsatte børn, så de får samme muligheder som andre børn.”

(Om støtte til BROEN Guldborgsund)

Maria Skov Kristensen

Maria Skov Kristensen, tidligere BROEN-barn og ambassadør for BROEN: “Jeg kan huske, at jeg blev rigtig glad. Det var starten på et danseeventyr. Det var starten på det sociale danseliv. Det var rigtig mange venner, man kom til at få. Det har været hele mit liv, at jeg kunne få lov til at danse.”

(I Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Mor til dreng

“Jeg vil fortælle, at min søn er meget glad for at starte til håndbold. Han føler virkelig, han er en del af et fællesskab. Han stråler. Det er så dejligt. Det er mere, end jeg kunne forvente med hans udfordringer rent socialt. Jeg takker mange gange.”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Pige 12 år

“Teatersport og drama går jeg meget op i, fordi jeg elsker at optræde, synge, leve sig ind i det osv. Jeg synes, at jeg er en meget kreativ pige. Jeg har gået til det i 2 1/2 år og interesserer mig stadig for det. Jeg vil være mini-skuespiller, hvis jeg får muligheden en dag. Har allerede lavet en film og en reklame for Legoland. Tusind tak for det 🙂 Min mor har nemlig ikke råd til det :D”

(Om støtte fra BROEN)