Om BROEN

BROEN Struer er en støtteforening (stiftet i 2010), der hjælper udsatte børn i Struer Kommune. Formålet er at støtte børn, så de har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter.

BROEN betaler kontingenter, udstyr og om nødvendigt transport. Vi skaffer penge ved at søge fonde og puljer, men private bidrag er også velkomne.

Børnene finder vi ved at samarbejde med pædagoger, lærere, sundhedsplejersker og andre fagpersoner, der har kontakt til børnene. Hvis de har kontakt til et barn, der har behov, retter de (efter tilladelse fra forældrene) henvendelse til BROEN, der hurtigt træffer en beslutning, om vi kan hjælpe barnet.

I 2025 støttede vi 85 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Venlig hilsen

BROEN Struer

Den gode historie

Familiebehandler i kommune

“Det er lige præcis her, hvor vi har mange børn, der ikke kommer til at gå til fritidsaktiviteter, fordi det er der simpelthen ikke råd til på en kontanthjælp. Så derfor har jeg benyttet mig af det nogle gange til nogle familier. Så jeg har en stak liggende af de her ansøgningsskemaer fra BROEN.”

(Om samarbejde med BROEN-forening)

Projektmedarbejder i fodboldklub

”Det har betydet, at børnene er blevet fastholdt i foreningslivet og i klubben, da de ellers ville være blevet meldt ud. Ikke nødvendigvis med den begrundelse, at de ikke havde råd til det, fordi det kan være lidt af et tabu, men med en anden undskyldning.”

Mor til dreng på 12 år

“William på 12 år går i 5. klasse på en lokal skole. Han har diagnosen ADHD, som gør, at han har uro og koncentrationsbesvær, indlæring er svær, og det sociale er til tider en udfordring. Han har brug for struktur og faste regler. William elsker fodbold og har gået til det nu i fire år . Det kan kun lade sig gøre, da han får medicin med god virkning og har en træner, som forstår ham og kan støtte og hjælpe de rigtige steder. Fodbolden betyder rigtig meget for ham også socialt. Vi har ikke rigtig haft økonomi til det ekstra, eller f.eks. en ferie, og han har måttet vente på ‘tiden til ham’ pga. hans mindre søskende. Jeg er så glad for, at I har kunnet hjælpe med, at han har kunnet få den oplevelse.”

(Hilsen til BROEN Haderslev. Mor har senhjerneskade efter blodprop, er på pension)

Projektleder i kommune

“Men ikke alle familier har økonomiske eller mentale kræfter til at sende børnene af sted til den slags. I de tilfælde kan vi heldigvis hjælpe. Og det gør virkelig en forskel. Både for børnene og nogle gange for hele familien.”

(Aktiv Fritid i Vejle Kommune)

Karen Ellemann

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V): “Jeg er grundlæggende optaget af at samle viden om initiativer, der rent faktisk hjælper udsatte. Det her er et klassisk eksempel på mødet mellem frivillige og mennesker, der måske er på vej ud over kanten. BROEN viser, at det har en positiv afsmittende effekt på unges dannelse og uddannelse, når de har et sundt og meningsfuldt fritidsliv.”

(Ved besøg hos BROEN i Køge den 23. maj 2016)

Jeanette Ottesen

Jeanette Ottesen, ambassadør for BROEN Danmark: “Det har været sindssygt vigtigt for mig at gå til sport. Til at starte med var det ikke engang, fordi jeg glædede mig vildt meget til svømning, men jeg glædede mig vildt meget til at se mine venner og få et fællesskab. Og det fællesskab gjorde i hvert fald i min situation også, at jeg ikke kom til at hænge ud med de forkerte. At BROEN findes for dem, der ikke har mulighed for at gå til sport ellers, synes jeg er helt genialt.”

(I Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Nikolai 12 år

“Det er mega fedt, at BROEN Vejle har sørget for, jeg kan gå til fodbold igen. Jeg startede allerede sidste uge og træner 2 gange i ugen. Det er vildt sjovt at se andre drenge, de er søde. Jeg kan sagtens følge med dem nu. Jeg har også fået en cykel fra jer, så jeg kan komme ud og cykle igen, både i skole og over i skoven. I sommerferien skal jeg på fodboldskole, det glæder jeg mig rigtig meget til. Mega sejt I har givet mig det. Jeg tabte 14 kg de 10 uger, jeg var afsted. Hilsen Nikolai”

(Om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Mor til ridepige

“Jeres støtte er altafgørende. Det ville ikke kunne lade sig gøre uden. Hun er så glad for ridning, at hun ikke snakker om andet – ‘hest, hest og mere hest’ 🙂 Vi er bare så taknemmelig over for jeres hjælp!”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Frivillig i BROEN Køge

“Jeg oplevede mange børn, hvor familien ikke havde råd til et par fodboldstøvler til et barn, der gerne ville spille fodbold. Jeg oplevede også eksempler på, at et barn ‘arvede’ storebrors fodboldstøvler, som han var vokset ud af. Jeg oplevede også, at der var familier, der ikke havde råd til, at et barn kunne deltage i en turnering i udlandet. Det gik ikke alene ud over det enkelte barn, men også hele holdet, der skulle afsted. Det viste mig, at der er familier, hvor økonomien er så stram, at der ikke er råd til, at børnene kan deltage i fornuftige sunde fritidsaktiviteter. Jeg synes, det er glædeligt, at der landet over er mennesker, der mener, at der er behov for en særlig indsats på dette område.”

    Find BROEN lokalt

    Vælg din kommune herunder og gå til din lokale BROEN-forening.

    Faxe
    Frederikshavn
    Frederikssund
    Greve
    Guldborgsund
    Haderslev
    Halsnæs
    Hedensted
    Herlev
    Hillerød
    Horsens
    Høje-Taastrup
    Hørsholm
    Køge
    Lolland
    Lyngby-Taarbæk
    Mariagerfjord
    Nyborg
    Næstved
    Odense
    Randers
    Ringkøbing-Skjern
    Rudersdal
    Silkeborg
    Skive
    Slagelse
    Stevns
    Struer
    Svendborg
    Sønderborg
    Tønder
    Varde
    Vejen
    Vejle
    Vordingborg
    Aalborg
    Aarhus

    Kommunegrænser: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, forenkletBornholm