Den gode historie

SSP-konsulent i kommune

“BROEN gør en kæmpe forskel med at skaffe midler til kontingent, udstyr osv. for de børn og unge, der er i SSP’s målgruppe. Denne gruppe er stærkt underrepræsenteret i de lokale idrætsforeninger og andre fritidstilbud, der findes i kommunen. Men netop med BROENs hjælp får disse børn og unge mulighed for at dyrke en fritidsinteresse sammen med deres skolekammerater og måske også få nye positive venskaber igennem fritidsinteressen. Tilbagemeldingerne er alle positive, og der er flere eksempler på, hvordan netop støtten fra BROEN har fået børn i gang med en fritidsinteresse.”

(Udtalelse til BROEN Vordingborg)

Avin 8 år

“I min fritid er jeg hjemme sammen med min mor. Jeg keder mig tit. Det er ikke så nemt at finde på noget at lave hele tiden.”

(Om ikke at gå til noget i fritiden)

Dreng 10 år

“Synes det har været dejligt at kunne få noget ‘rigtigt’ tøj til fodbold. Det har været godt at kunne få lov til at prøve nogle forskellige aktiviteter, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg allerhelst ville gå til.”

(Om støtte fra BROEN)

Forælder til spejderdreng

“Tusind tak for støtten til min søn. Det har stor betydning for min søn at være en del af spejdernes fællesskab. Han har fået gode relationer til sine spejdervenner, som har givet ham en ro og samhørighed, der afspejles både herhjemme og i skolen.”

(Hilsen til BROEN Randers)

Maria Skov Kristensen

Maria Skov Kristensen, tidligere BROEN-barn og ambassadør for BROEN: “Jeg kan huske, at jeg blev rigtig glad. Det var starten på et danseeventyr. Det var starten på det sociale danseliv. Det var rigtig mange venner, man kom til at få. Det har været hele mit liv, at jeg kunne få lov til at danse.”

(I Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Dreng på musikskole

“Han er en succeshistorie. Han har udviklet sig musikalsk intet mindre end fremragende, som kun kan praktiseres via BROENs tilskud – ubetinget. Samtidig har han fået et kammeratskab, som han med sikkerhed ikke har andre steder i tilværelsen. Det har givet ham en værdifuld base/et holdepunkt i livet. Stor respekt for BROENs betydning.”

(Hilsen til BROEN Vejen)

Familiebehandler i kommune

”For nogle børn har det betydet, at de har fået et socialt liv, som de ikke havde prøvet før. Det har været vigtigt, at de kunne komme ind i det samme tøj, som de andre børn i klubben. Det har gjort, at de er kommet ind i fællesskabet, hvor de ellers har været lukket ude.”

Træner i gymnastikforening

“Hvad er der ikke sket med Tasja (7 år) bare på et halvt år? Nu kan hun lave harehop og kolbøtter, og hun er blevet meget gladere.”

(Hilsen til BROEN-forening)

Mor til dreng på 12 år

“William på 12 år går i 5. klasse på en lokal skole. Han har diagnosen ADHD, som gør, at han har uro og koncentrationsbesvær, indlæring er svær, og det sociale er til tider en udfordring. Han har brug for struktur og faste regler. William elsker fodbold og har gået til det nu i fire år . Det kan kun lade sig gøre, da han får medicin med god virkning og har en træner, som forstår ham og kan støtte og hjælpe de rigtige steder. Fodbolden betyder rigtig meget for ham også socialt. Vi har ikke rigtig haft økonomi til det ekstra, eller f.eks. en ferie, og han har måttet vente på ‘tiden til ham’ pga. hans mindre søskende. Jeg er så glad for, at I har kunnet hjælpe med, at han har kunnet få den oplevelse.”

(Hilsen til BROEN Haderslev. Mor har senhjerneskade efter blodprop, er på pension)